tirsdag, december 16, 2014

FESTLIGT OG FORNØJELIGT

Da jeg startede som nyuddannet sygeplejerske i Aalborg, var alt ukendt land. Byen, sygehuset og alle menneskene. Dog var der undtagelser, for når jeg mødte ind på den børneafdeling, der var mit arbejdssted, så var det med bevidstheden om, at en etage ovenover arbejdede den ene af mine mange svigerinder. Senere blev vi også arbejdskolleger, da jeg blev ansat på hendes børneafdeling. Når vi havde brug for hjælp fra anæstesien, så kunne det meget vel være, at det var en anden af mine mange svigerinder, der kom. Jeg nød at støde på dem både på sygehuset, eller hvis jeg var ude og handle. Når vi mødtes med landmandens søskendeflok, kunne der meget let gå sygehussnak i samtalen. De er ni søskende, tre brødre og seks søstre. En søster er uddannet lærer, to sygeplejersker, en social og sundhedsassistent, en oprindelig sygehjælper, men blev senere selvstændig med modebutik, og en er uddannet laborant. Vi tre svigerinder er uddannet som laborant, jordemor og sygeplejerske.
I går var alle samlet for at markere afslutningen på et langt arbejdsliv for søsteren, som var anæstesisygeplejerske, men senere gik ledelsevejen og endte med at blive ansat i en alder af 62 år som viceklinikchef på mit sygehus. Efter tre år i jobbet har hun valgt at stoppe med karrieren, og der var mange flotte ord fra hendes samarbejdspartnere på denne sidste arbejdsdag. Da jeg begyndte at længes efter og efterhånden også opgav håbet om at arbejde som sygeplejerske efter 11 år væk fra sygeplejen, da var min svigerinde mit holdepunkt. Hun hjalp mig med CV, hun opmuntrede mig ved hele tiden at holde fast i, at jeg havde nogle kompetencer, der var værdifuld for en afdeling, også selv om jeg ikke havde arbejdet som sygeplejerske i mange år. Og det er da også hende, der var medvirkende til, at jeg blev ansat. Ikke fordi jeg var hendes svigerinde, men fordi hun præsenterede min medarbejderprofil for andre ledere til et seminar uden at nævne, hvem jeg var. Hun gjorde det for at blive klogere på, hvorfor jeg ikke blev kaldt ind til samtale, når jeg søgte. Blandt de ledere, der sad der, var min chef og hendes oversygeplejerske. De syntes ikke, det lød afskrækkende, de ville gerne have en sygeplejerske med livserfaring, så jeg kom til samtale, og først flere måneder efter jeg var startet, fortalte jeg dem om min svigerinde. Så jeg er evigt taknemlig for hendes hjælp, jeg nyder alle de faglige diskussioner, vi har haft gennem mange år. Og jeg glæder mig altid til at være sammen med hende. Det er inspirerende, festligt og fornøjeligt. Det var eftermiddagen og aftenen i går også. Først var vi til reception, siden hen fik vi lækker mad hjemme hos min svigerinde og svoger. Og som altid er hele min store svigerfamilie skønne at være sammen med. Jeg tager altid hjem med et smil om munden. Og de skønne kvinder er årsagen til, at jeg aldrig har problemer med at runde det næste årti, for når jeg ser på dem, der ældre end mig, så ser jeg jo glæden og fordelene ved et nyt årti. Mine svigerinder er alle smarte, elegante, sjove, dygtige, engagerede og gode som rollemodeller.

Næste gang jeg mødes med min svigerinde, så vil jeg sige, som hun altid gør: nu skal vi have en kop hyggelig te.

Hvor mon vejen fører hen?

18 kommentarer:

  1. Hvor er du bare heldig, at du har sådan en stor familie, det må virkelig være skønt, og når jeres professioner ligger så tæt på hinanden er der altid faglighed at udveksle. Selvfølgelig går der sygepleje i snakken, det kan ikke undgås.

    11 år væk fra faget er sørme længe, så er det svært at få job igen. Dejligt at det lykkedes for dig, når du nu er så glad for dit fag, hvor jeg tror, at du virkelig gør en forskel.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, 11 år er længe, så jeg er evigt taknemlig for at være kommet tilbage, og nu har jeg snart været det i 15 år :-)

      Slet
  2. Jeg blev ganske glad af at læse dit indlæg - tak kæreste Lene :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak kære Miri :-)

      Slet
  3. Herligt, at du kunne komme tilbage igen efter så mange års sygeplejepause - og oven i købet uden uacceptabel nepotisme :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg er også glad for det og ingen nepotisme, men ren netværk :-)

      Slet
  4. Det er en kæmpe gave med en stor familie, - hvis man altså skønner på det, og yder en indsats. Det ser det ud til, at I gør.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, at vælge hinanden og at vælge at se på det der samler frem for det der skiller, det er vist det der gør det :-)

      Slet
  5. Hvor må det være dejligt med sådan en stor, skøn familie :-) Jeg har ikke en eneste svigerinde eller svoger, så jeg kan næsten blive lidt misundelig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten, det er det, og mine børn synes jo også vi godt kunne have fået flere børn ;-) De må nøjes med deres store fætter/kusineflok :-)

      Slet
  6. Det må være dejligt at have en stor familie, og at flere af jer også arbejder inden for det samme område, gør jo ikke glæden mindre. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, og vi snakker så godt sammen uanset fag :-)

      Slet
  7. En dejlig historie fra det virkelige liv. Nu håber man så bare, at din svigerinde får en dejlig, lang arbejdsfri tilværelse.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, det håber jeg også :-)

      Slet
  8. Tak Lene - det indlæg har lige en vinkel som lige gav mig et frisk indspark til nogle ting jeg går og rumbler med KH Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak Anette, pøj pøj med det hele :-)

      Slet
  9. Må sige jeg bliver sådan lidt misundelig. Har ingen søskende, er fraskilt, og han er også enebarn. Savner det du der beskriver. Vender det så, og husker på alle de dejlige ting jeg har omkring mig, og tænker, pyt :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Abildjyde, og det er vigtigt at huske på de gode ting omkring en :-)

      Slet