fredag, august 23, 2013

FIRE TALLERKNER PÅ ET BORD

2 vandkander er sat i køleskabet, en portion kartofler er forvandlet til kartoffelsalat, en skinke klar til brug er købt og skåret i skiver, en stor skål blandet salat står klar. Første høstdag er snart over, og jeg er klar til at modtage høstfolkene med aftensmad. De har fået hjemmebagte boller og lidt chokolade ud på traktoren og mejetærskeren ved aftenstid. Andre steder spiser man aftensmad ude ved mejetærskeren til normal spisetid. Det har vi aldrig gjort. Landmanden vil hellere vente med aftensmaden, til det er fyraften, så jeg har sommetider først serveret varm mad efter klokken 22. I dag bliver et kold anretning, jeg skulle både nå at sætte datter på tog, købe nye T-shirts til min far, handle ind og besøge min far. Min far og jeg gik en lang tur i det skønne vejr, og jeg kan godt mærke, at jeg har skubbet en kørestol op ad stier. Nu er der brygget te, opvasken er taget, jeg kan bare slappe af, indtil maden skal rettes an. Herlig augustaften med en skøn lyd af en kæmpe mejetærsker, der støt og roligt får høstet vores kornmarker.

IMG_6194

Og gårsdagens tur til stranden afslørede andre kæmper. Jeg lød nærmest som Buster Larsen i Matador, da jeg så kunstværkerne: det er tyskere! Ingen danskere bruger så megen energi på sandfigurer ;-) eller hvad mener du?

IMG_6192

IMG_6195

IMG_6193

12 kommentarer:

  1. Jo, det er nok tyskere, og vi har slet ingen fordomme ;-)
    Uhh, husker glimrende de sene høstmiddage, men høstperioden har altså også sin helt egen charme, selv om man er hammertræt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ha Ellen, i det her tilfælde er fordommen til tyskernes fordel, vi andre er for dovne til at bygge hele dagen ved stranden ;-) Jeg har altid elsket høstdagene, og med årene har jeg også lært at elske kartoffelhøsten, som varer meget længere :-)

      Slet
  2. Det lyder da til en skøn start på en herlig weekend :-) Ja helt sikkert Tyskere :-))) sikke kreative evner!
    Ha´ en dejlig weekend Lene - kram fra OddStyle

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Tina, og jeg synes også sandkunstnerne havde tænkt kreativt :-)

      Slet
  3. Det lyder som den herligste høst-opstart.
    Og så kan jeg da lige tilføje et stort tillykke med veloverstået eksamen, - hvor er det flot klaret.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Eva, det er dejligt at det er over :-) Og at høsten er i fuld sving.

      Slet
  4. Altid en go´menu....den fik vi torsdag aften her på matriklen. Jeg hører godt nok til dem hvor maden serveres i marken, ellers vil det blive alt for sent inden sidste mand har spist. Igår kom ældste datteren med en opskrift på RABARBER KYLLING (fra Karolines : Sommermad....) Det var godt, den opskrift skal bestemt gemmes. Til dessert var der ymer fromage, det er nu alt for sjældent vi laver det, får ikke ret tit dessert..... Senere på aftenen var der varm kakao med frisk bagte muffins, det var sviger datteren der havde været ved at bage til sin søster, og så blev der lige en omgang til markfolkene også. Klokken 00.00 dut blev jeg sendt afsted efter en rem til mejetærskeren.....
    Nu er vi alle klar til en ny dag og vejret er jo helt vidunderligt. Mange høst hilsner fra Joan M.

    SvarSlet
    Svar
    1. God høst til jer Joan, her i mosen kan vi ikke høste længere end til klokken 22, så måske er det derfor. Jeg kan jo forstå at I kan køre om natten :-) Det lyder som den rene forkælelse hos jer :-)

      Slet
  5. Åh ja, lyden af en mejetærsker, der kører, som den skal :-) Jeg kan også godt huske de sene serveringer af aftensmad, når mejetærskeren omsider var kørt hjem i maskinhuset. Skønt med et perfekt høstvejr. Hvor mange dage skal I bruge?

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten, ja den lyd er en fryd at høre. Vi har lejet en landmand med en kæmpe mejetærsker til at høste. Hvis alt går vel, er vi færdige i morgen :-)

      Slet
  6. Jo - min mands (voksne) familiemedlemmer kan også finde på det ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Helle, herligt med legesyge og vedholdende voksne :-)

      Slet