EN STILLE STUND

Lidt forsinket nåede jeg på arbejde, alle var i gang med rapport, og jeg fik tildelt mine patienter.

En kendte jeg, og en var ny for mig. Begge havde brug for fuld hjælp, men vi var to plejepersonale og en fast vagt, så det gik godt.

Først var der ophældning af medicin, begge patienter ernæres med sondemad, altså en lille sonde ført gennem næsen ned i mavesækken. Det betyder, at patienten skal sidde op en halv time efter sondemaden er givet for at undgå, at sondemaden løber tilbage i spiserøret og måske ned i lungerne. Vores patienter får sonde, fordi de har synkeproblemer pga lammelse i svælgmuskulaturen, manglende koordination af synkemusklerne eller manglende opmærksomhed/følesans og dermed risiko for at proppe sig eller ikke registrere, at der er mad i munden, når de er færdig med at spise.

Den ene patient havde ikke haft gang i maven et par dage, så vi valgte at give en stikpille og løfte patienten over på en bækkenstol sammen med portøren. Herefter fik patienten et brusebad og kom så tilbage i sengen igen, det klarede min kollega.

Den anden patient skulle jeg lære at kende, så jeg valgte selv at lave speciel mundpleje samt mundstimulation sammen med den faste vagt. Egentlig ville jeg have haft patienten over på et badeleje og i bad, men terapeuterne ville gerne arbejde med lejringer og fotografere gode lejringer til brug for personalet. Det fik de lov til, så aftalte vi, at plejepersonalet tog formiddagstiden i morgen. Desværre skal jeg i aftenvagt, jeg ville ellers gerne være med til dette for at se, om der kom nogen respons på de anderledes stimuli.

Resten af min dag gik med stuegang, samtale med pårørende og telefonsnak. En af patienterne skal udskrives til plejehjem, så jeg fik så småt startet på planlægningen af dette.

Hjemturen foregik med bus, langsomt men sikkert.

Aftensmaden blev en vildtragout med kartoffelmos og rødkålssalat, det er altid en sikker succes hos mine kære to landmænd.

Teen er brygget, det er tid til en stille stund.