lørdag, januar 16, 2010

SØVNDEPRIVATION

Deprivation betyder mangel på eller afsavn, så ovenstående betyder altså mangel på søvn. I neurologisk henseende dukker ordet af og til op i journaler, eks. hvis folk kommer ind med kramper eller svimmelhed, kvalme og hovedpine. Alle symptomerne kan skyldes mangel på søvn, de kan også skyldes meget andet, så her går et udredningsarbejde i gang.

Søvndeprivation kender alle nybagte forældre til, man tror ikke, man kan klare det, indimellem føler man sig helt skør, energien flader ud, og det eneste, man tænker på, er, hvornår man kan sove igen. For nogle forældre varer det endog lang tid, førend man kan få en sammenhængende nattesøvn.

En mandlig fysioterapeut er lige blevet far, så jeg skulle høre hvordan det gik, ”det går” var svaret, han så træt ud. Han har åbenbart ikke så godt et sovehjerte som landmanden, som sov fra alle de lyde, som småbørn nu kommer med.

Datteren vendte om på nat og dag, da hun var to måneder; jeg var grædefærdig til sidst. Om dagen var huset jo en virksomhed, mine svigerforældre kom hos os mange hverdage, min svigerfar hjalp landmanden, og så var min svigermor inde hos mig, så det med at lægge sig flere timer om dagen gjorde jeg ikke.

En nat vågnede landmanden dog ved, at jeg sad i sengen og græd, hvad er der, spurgte han. Mellem tårerne fik jeg fortalt, at der var ingen ting, der kunne få datteren til at falde til ro, og nu havde jeg heller ikke mere mælk. Tag det roligt, det skal nok gå, sagde han og lagde sig om på siden og sov videre. Den nat var jeg tæt på at begå vold, men det var jeg for træt til ;-) Derefter tog landmanden de første timer af natten, så jeg fik lidt søvn, og han fik sin sammenhængende søvn efterfølgende.

DSC00530

Overgangen til ny alder giver for nogle en del problemer med svedeture om natten og hedeture om dagen. For mit vedkommende blev det problemer med at falde i søvn. Det hjalp naturmedicin på; om det er fordi jeg har glemt at tage det i hele juleperioden, eller om der er udvikling i overgangen, skal ikke kunne siges, men normalt kan jeg godt falde i søvn på sofaen og så liste ind senere i seng og sove videre. Det kunne jeg ikke i aftes, så nu sidder jeg her med dagen fyldt med planer og en nat som en nybagt mor.

DSC00535

Jeg snupper lige en kop te mere, inden der skal handles fødselsdagsgaver(som sædvanlig sent ude), og resten af dagen skal tilbringes hos min far.

Ha en god lørdag.

9 kommentarer:

  1. For lidt søvn igennem længere tid kan virkelig gøre noget ved en. Jeg håber du får en god dag sammen med din far.

    SvarSlet
  2. Jeg husker for lige knap 33 år siden, da fik vi - for første gang nogensinde - the kl. 3 om natten, for da sov det lille nye vidunder endelig ☺
    Af og til har jeg svært ved at finde ud af det med søvnen, når jeg forventer at jeg måske vil få problemer med at sove, da sover jeg som en sten og andre gange da kan jeg vende og dreje mig i timevis, for så endelig at stå op og læse blogs. Jeg tilskriver det altid alderen og håber at det en dag bliver bedre. Jeg håber ikke at du får for mange problemer, for søvnmangel er (i hvert fald for mig) noget der kan få det værste op i mig.
    En rigtig god weekend til dig.
    PS. Jeg kunne ligefrem dufte fastelavnsbollen i dit sidste indlæg og tænkte igen-igen, at nu skal jeg altså have bagt nogle.

    SvarSlet
  3. Ikke at kunne sove er noget af det værste der findes. Her i huset snupper vi en "grøn" pille, nærmere bestemt baldrian. Det plejer at hjælpe når det er værst. Har tænkt på dig mens jeg har opholdt mig på sygehus i Tyskland det meste af en uge. Dernede løber de også stærkt;o)) God week-end til jer i vildmosen.....

    SvarSlet
  4. Jeg husker selvfølgelig at være træt, da børnene var små, og at de vækkede mig flere gange om natten. Heldigvis har vi ikke haft børn, der ville meget andet end ha' noget at spise om natten. Og det var jo til at overkomme. - Men nu synes jeg det er svært at få en sammenhængende nattesøvn. - Baldrian, som Kokken sriver om, har jeg ikke prøvet. Hvad bruger du? Jeg har selv spist en vognladning Melbrosia. Det har taget toppen af det mørke, som jeg ikke kunne klare selv for, efterhånden mange år siden.

    SvarSlet
  5. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  6. Åh hvor jeg kender det, Lene, det er yderst ubehageligt ikke at sove nok. Jeg synes også at kunne mærke, at det har noget med overgangsalder at gøre. Kan du ikke tage et hvil her midt på dagen? Ellers vil anbefale dig programmet Den lille Yoga Nidra, som er et afslapningsprogram, der er helt genialt! Jeg bruger det hver aften og nat, og det virker 100 procent.

    16/1/10 1:23 PM
    Slet

    SvarSlet
  7. Hvor er det vigtigt med en god nats søvn. Man kan blive meget lille og primitiv, hvis man er i underskud. Håber du får en god lang søvn i nat og en dejlig søndag:-)

    SvarSlet
  8. Jeg er gået over til koffeinfri kaffe fra om eftermiddagen, for undvære kaffe vil jeg ikke. Eller også roibos-the. Og så sover jeg heldigvis som regel som en sten.
    Jeg ønsker dig en god nats søvn.

    SvarSlet
  9. Tak Anette og jeg håber du er ved at være rask :-)

    Tak i lige måde Anette i Holland, søvnmangel kan jeg heller slet ikke klare i længere tid mere, der er jeg sårbar.

    Tak i lige måde fru koch, ja hurtighed blandt plejepersonale er vist ikke en dansk opfindelse :-)
    Måske skulle jeg prøve baldrian :-)

    Charlotte, som dig spiser jeg melbrosia, men jeg skal samtidig også sørger for en regelmæssig rytme hvad angår sengetid, ellers går det galt. Godt at melbrosia kunne hjælpe dig.

    Madame, det lyder spændende med dit yogaprogram, jeg drømmer om at prøve et retræteophold og der lære meditation :-) powernap midt på dagen gør, at jeg ikke kan sove om aftenen, har jeg erfaret, sådan var det ikke tidligere.

    Tak i lige måde Ravheks, søvn må der til :-)

    Tak Eva, jeg drikker så slet ikke kaffe, men temmelig meget te, som jeg prøver at drosle lidt ned på :-)

    SvarSlet