SØNDAGSTUR

Giro 413 var begyndt, mens teen til termokanderne blev brygget. Kort, kuglepen og papir blev pakket. Det var tid til at køre den tur, som vi ville byde MCklubben på til sommer.

Vi havde kørt den før, da vi plukkede margueritter, men i dag blev der noteret vejnavne, så turen til sidst kunne lægges ind i GPS’en.

Madame havde mange kommentarer til sit giro 413indlæg, men jeg synes nu, programmet er blevet mere nutidig, eller også er jeg blevet ældre ;-)

Vi hørte TV2, Bamse, Michael Jackson, Runrig, Lars Lilholt og Johnny Madsen. Der var også Louis Armstrong, Eva Madsen og Røde Mor.

Katy Bødtker med fiskerpigens sang fra mit fødselsår fik minderne frem. Jeg syntes den sang var så kedelig, ingen refræn/omkvæd, kun en fortløbende historie om fiskerpigen, der forelskede sig i en sømand, som så gik ned med sit skib. Men ikke desto mindre må jeg ha hørt den mange gange som barn, for da Poul Reichhardt brød ud i sang til sidst, kunne fruen her synge med: Min egen ven her har du mig tilbage, det triste brev, det talte ikke sandt. Mit skib gik ned, men skæbnen var mig nådig. Jeg reddet blev og livets lykke vandt


Denne gang fandt vi ned til Sæby havn, hvor der stod en dame, jeg før har set hos et cetera. Langt ude i det fjerne kunne jeg se udsigtspunktet, hvor vi ville drikke te. Havnebutikken leverede kager og flødeboller dertil.


Oppe ved Øksnebjerg var der den fineste udsigt til færgen, som sejlede ud i det blå. Der var lunt og godt i bilen, teen var varm, muffins og flødeboller smagte godt.



Senere hen var vi på jagt efter et godt kaffested i Tolne. Der er en kro, men vi havde også set et skilt til en skovpavillon, så der kørte vi ned. Inde i skoven stod sære væsener, men de så helt fredelige ud. Pavillonen så ud til at have funktion som forsamlingshus, så kroen bliver nok stedet, hvor vi gør pause til sommer.



Hvorfor kører vi så sjældent en tur i bilen? Om sommeren kører vi masser af småture på motorcyklen, men det her var også en dejlig søndagstur

WEEKEND

Rent over det hele, buketter her og der.


Min lille figur nyder solens stråler i vinduet, herinde mærker vi ikke blæsten.


Ha en god weekend.

FLADT!

Herfra hvor min verden går, er der fladt som en pandekage. Her er frit udsyn, højt til loftet, ingen krogede veje eller bakker. Når jeg går, er det ligeud, frem og tilbage.


Huset er lige sådan, ingen små kroge, ingen trapper, der fører opad eller nedad, bare ligeud.


Mit sind derimod er fyldt med bakker og dale, bjerge og slugter, mørke kroge og solfyldte blomsterenge. Her er der alle former for landskaber.


Der er dage, hvor jeg mest boltrer mig blandt blomsterne på engen, løber let og elegant op over bakken til den næste solplet. Der er dage, hvor jeg står på bjergtinder og løfter armene over mig i et sejrsråb, hvorefter jeg måske ryger ned i en slugt, videre ud i sumpen, hvor ingen lys slipper ind, og hvor jeg tror, at her skal jeg forsumpe for evigt.


Heldigvis skal der så lidt til, for at jeg kommer ud i solen igen, et smil, et kys, et knus, et varmt ord, en sang, et solstrejf, og her til morgen var det sjovt at tænde for radioen, og ud toner sangen. Jeg var alene i huset og så fik den ikke for lidt, luften fyldte mine lunger, jeg sang af karsken bælg, og slugterne og sumpen forsvandt, mens vi sang fællessang i min stue:

Så go morgen, go morgen,
vågn op og få en krammer,
det er dig, vi holder af.
Go morgen, go morgen
vi elsker dig,
det bliver en dejlig dag


En sang, en gåtur med masser af frisk luft, sol og blæst, så kan jeg ikke krybe udenom mere. Selvom mit hus er ligeud af landevejen, så står der rengøring på skemaet resten af dagen.


Ha en god dag.

FORFØRT?

Jeg er sentimental, romantisk, naiv og alt andet i den boldgade.

Jeg kan blive rørt ved at se den reklame hvor en masse forskellige gruppe mennesker synger ”That’s what friends are fore”, jeg tror det er for et chokoladeæg ;-) Denne samhørighed på tværs af alder, køn, holdninger, som reklamen prøver at give udtryk for, elsker jeg.
Her er sangen i en anden udgave.

Og så sidder jeg her ved computeren, landmanden sidder og ser fjernsyn, og frem toner en masse mennesker, som synger en godmorgen sang. Her står flere politikere, sangere, tv og radio folk og synger en sød melodi med en sød (banal?) tekst, men den går lige ind, jeg sidder og smiler. Bagefter viser det sig at være en P3reklame for Sangens år. Kald mig bare naiv med en dårlig smag, men jeg elsker sådanne fællessange ;-)

HÅRET?

Kan man miste sin energi, sin tro på sig selv, sit overskud ved at vælge en forkert klipning?

Jeg bryder mig ikke om den, jeg kigger mig i spejlet, når håret er sat om morgenen og tænker bare, godt mit hår vokser rimelig hurtig. Det er flot klippet, det er nemt at sætte, men det er ikke mig.

Mine søstre og min datter kan følge mig, når jeg synes, det ser damet ud. Nogle af mine kolleger synes, det er pænt, andre siger ikke noget.

Jeg har været min egen Dalia ;-)

Der er nedtælling til dagen, hvor jeg skal have lyse striber i, jeg håber det hjælper.

Svaret på mit indledende spørgsmål er selvfølgelig nej, men at man føler sig som sig selv både udvendig og indvendig hænger nu sammen.

NÅR HUKOMMELSEN SVIGTER

Når hukommelsen svigter, finder livet vej på ny, en lille bog, let læst, skrevet af Birgitta Anderson, en svensk præst som har været pennefører for sin veninde Agneta Ingberg.

Agneta Ingberg får konstateret Alzheimers i tidligt stadie, hun er præst og har selv gennem længere tid oplevet hukommelsesforandringer, som gjorde hende bange, men hun og læger tror, det skyldes andre ting, fibromyalgi, forhøjet blodtryk og depression.

Da diagnosen bliver stillet, læser hun alt, hvad hun kan finde om Alzheimers, men ingen har beskrevet det set fra den syges side.

”Undertiden bliver jeg noget så træt af, at jeg lider af ”de pårørendes sygdom”. I og for sig burde det jo føles rart, for så slipper man jo selv. Men jeg kan også blive vred – det er faktisk mig, der er ramt. De pårørende har deres angst og deres vanskeligheder, men så længe jeg er habil, lad mig så dog få lov til at være syg selv! Vi, der har sygdomme i hjernen, skal ikke have særbehandling.”

Bogen er som sagt let læst, men den giver stof til eftertanke, for Agneta Ingberg beskriver jo netop, hvordan det er lidt tabubelagt at fortælle om diagnosen, man bliver i så fald nærmest rubriceret som ”dum”, hun kredser meget om det at få lov til at blive respekteret og beholde værdigheden, men også om hvordan åbenhed kan hjælpe.

Agneta Ingberg er gift med en meget ældre mand, så hun ønsker også, der var en boligform, hvortil de kunne flytte til nu, og hvor de kunne blive, når de begge ville få brug for hjælp. Som det er nu gælder det både i Sverige og i Danmark, længst muligt i eget hjem, men som dement ville det måske være gavnligt at flytte, førend demenstilstanden er meget forværret.

En rigtig god bog, som også får mig til at stoppe op, fordi det er sjældent at høre denne sygdom beskrevet fra den syge selv.

ET ØJE

Modebladet Elles redaktør får en apopleksi, ligger i koma i tre uger, overflyttes til et genoptræningssted ude ved kysten, og her starter filmen Dykkerklokken og sommerfuglen. En fantastisk flot film, filmet set fra patientens side, og det virker stærkt. Især da man syr det ene øje sammen, og ser det inde fra øjet, hvor lyset svinder mere og mere, men heldigvis tager det andet øje over.

Jean Do får hjælp af en talepædagog til at kunne kommunikere vha. alfabetet og hans ene øje. Før apopleksien havde han en aftale om en bog, og da han først har erkendt sin situation, begynder en daglig rutine. Klokken fem vækkes han og gøres klar, så ligger han og forbereder udenad, hvad der skal dikteres denne dag. Kl. 8 kommer en sekretær og staver sig frem til bogens indhold denne dag. Han genkalder sig mange af sit livs dejlige øjeblikke, som man ser i små glimt. Efterhånden giver han sine børn lov til at komme sammen med hans ekskone, og som han skriver, at få lov til at se dem bliver en gave, hvor han i den første tid ikke ville have noget med dem at gøre, da det føltes som en straf at have dem på besøg.

En film som faktisk er livsbekræftende på trods af sit dystre emne. Jeg er glad for, at jeg kom ind og se den, den gav mig stof til eftertanke.

Jeg synes, jeg tænker over, hvordan jeg taler til og nærmer mig patienten, men denne film med sine smukke billeder set inde bag det ene øje fik mig til at stoppe op, og i morgen er den helt sikkert med i min mentale rygsæk, når jeg går ind til patienterne.

EN BLOGVERDEN TIL FORSKEL

Ingen af dem, jeg taler med om blogverdenen, kan helt forstå, hvordan man kan blive så involveret i andres liv og gerning, men jeg kommer jo til at lære andre mennesker at kende. Vel og mærke det de ønsker, jeg skal kende, men det kryber under huden, og jo mere jeg læser med, jo mere engagerer jeg mig.

I dag har jeg fået en smuk gave fra Anne, jeg bad om et mønster på brikker til at sætte mine tekopper på, og se, jeg fik ikke blot et mønster, men fire smukke brikker. Tusinde tak Anne, jeg er så glad for dem. Jeg er så glad for, at du vidste, at jeg lærer bedst ved både at læse et mønster og så mærke den ægte vare :-)


Tankerne kører rundt i hovedet i dag, lige som jeg ved, at de gør det hos så mange andre. Marianne og hendes familie er spændt hårdt for. Jeg tænker på Mathias, som er så vild med Bamse og Kylling, og en af Albertes sange som Luna kører i mit hoved, jeg har ikke Cd’en her, så jeg citerer fra hukommelsen:

Det var ikke det jeg ville, sidde på en taburet,
når man er så kold og lille og meget meget træt.
Jeg vil op til dig, du skal trøste mig,
i bløde bamsearme kan man putte sig og få varme.

Her sidder jeg trygt og stille og glemmer helt mit navn,
mens jeg lader en tåre trille i en plysset bamsefavn.
Jeg kom op til dig og du trøsted mig
i bløde bamsearme kan man putte sig og få varme.

Jeg håber, at der er mennesker omkring Marianne og familie, der kan være bløde bamsearme og favne, som kan nusse om Mathias, trøste og passe Mille og tage alle de praktiske opgaver for Marianne og Michael og omslutte dem med kærlige arme.

BOG-MEME

1. Grib den nærmeste bog på mindst 113 sider
2. Åbn bogen på side 113
3. Find den 5. sætning
4. Skriv de næste 3 sætninger
5. Tag 5 bloggere

”Pårørende om demens”, 25 danskere skriver om at være pårørende til demente.

”Når man kommer i 60-års alderen, følger det vel med. Hen ad vejen bliver hun mere nærtagende og aggressiv, og man bliver selv mere frustreret.
På et tidspunkt begynder børnene at undre sig og spørge om, hvad det er, der er ved at ske med deres mor, for sådan kender de hende ikke, og de giver udtryk for, at det er deres far, der ikke altid taler helt så pænt til hende, som de synes, han bør gøre.”

Fundet hos Irene og sister bonde, vil du være med, er du hjertelig velkommen.

OSCAR OG FILM

Jeg ser aldrig Oscarfest, men i år, hvor jeg gerne vil se det, så kan jeg slet ikke, for det vises på TV2film. Filmen kan jeg dog se på TV2.

En anden film ”To verdener” vil jeg også gerne se, for en kvinde, som jeg holder meget af, har været igennem det selv samme, at skulle vælge mellem familie og frihed. Også hun fortæller, at hun er vokset op i et hjem fyldt med kærlighed, og først da ungdomsårene satte ind, blev det svært. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvor hårdt det må være ikke at må være i kontakt med sine søskende.

I næste uge lige før det er ved at være for sent, skal jeg sammen med kolleger se ”Dykkerklokken og sommerfuglen”

For flere år siden læste jeg bogen, og nu glæder jeg mig til at se filmen. Den handler om en af de værste former for apopleksi, nemlig den hvor man får en stor blodprop nederst i hjernestammen, og dermed bliver lam i hele kroppen, man mister evnen til at tale og til at kunne spise. Den form for apopleksi bliver også kaldt for locked-in syndrom, og det er så sandt, disse mennesker er nemlig låst inde i deres egen krop. Blodproppen har ikke skadet noget i selve hjernen.


Man kan kun bruge øjnene som kommunikationsmiddel. Jeg har siddet med et menneske, der skældte mig ud vha. at jeg nævnte bogstaverne et for et, han blinkede, når jeg ramte det rigtige bogstav. Således stavede vi os igennem hans frustrationer over en beslutning, jeg havde valgt ud fra et sygeplejefagligt synspunkt.

Filmen har fået gode anmeldelser, og en kollega har anbefalet den, så nu skulle det være.

GODE RÅD

Sønnens nyindkøbte gryde var blevet skjoldet i bunden efter pastakogning. Kom hjem med den, så koger vi lidt æbler i den, så er den helt som ny, var moderens replik.

Åh ja men man skal ikke koge lidt æbler sammen med, at man lægger tøj sammen og laver andre småting. Så nu har jeg en gryde, som er blevet pænere, efter den stod i blød med maskinopvaskemiddel, men der er stadig påbrændte rester i gryden, så der afprøves råd fra nettet så som bagepulver i vand, som er varmet op.

Har du gode råd, modtager jeg dem gerne, ellers må jeg nok bide i det sure æble og købe en ny gryde til den unge mand.

MØRKEMÆND

må gerne blive væk fra min vej, især når jeg er ude og gå efter mørkets frembrud.

Underligt som det at sætte den ene fod foran den anden hjælper på humøret. Først tænker jeg, det er koldt, jeg har ikke fået hue og vanter på, jeg går kun hen til naboen og hjem igen, det bliver ca. 1 km.

Laika drøner foran mig, jeg kan ikke se hende, kun den lille reflekslampe på halsbåndet, som hopper hen over vejen, ned på marken, op på vejen, ned på den anden mark osv.

Tankerne flyver rundt hulter til bulter, naboen passeres, jeg kan jo også gå hen til den næste nabo og hjem, ca. 2 km.

Nu er smerterne fra ankelleddene ved at være væk, de er blevet varmet op, vejrtrækningen er rolig, jeg er slået over på automatpiloten, og nu kan jeg lige så godt gå hen til svoger og vende, ca. 3 km.

Sådan blev det, mørket var egentlig ikke mørkt i aften, så mørkerædslen holdt sig væk. Lommelygten blev kun brugt en gang, så en bil kunne se mig. Ellers nød jeg skyerne og det måneskin, der lå som et lyst tæppe bag skyerne.

Jeg har fået Havet i Theresienstadt hjem, Lea har anbefalet den hos Bogslugerne, så jeg tror, det er sengetid med lidt godnatlæsning.

De næste to dage er der dagvagter med undervisning af nye elever og studerende, jeg glæder mig.

SYGEPLEJERSKE

Ville du anbefale unge mennesker at blive sygeplejersker ud fra min blog?
Ville du anbefale en sygeplejerske at søge job hos os ud fra min blog?

Vi, som så mange andre, mangler nu sygeplejersker, og vi opfordres til at gøre reklame for vores afdeling.

Jeg er vild med mit arbejde, jeg synes, det er spændende at få lov til at arbejde med en bestemt gruppe af patienter, som tidligere blev affærdiget som uinteressante, nemlig apopleksipatienter.

Jeg er vild med at få lov til at bruge al min viden om grundlæggende sygepleje kombineret med min viden om hvad en blodprop/blødning kan gøre ved hjernen.

Jeg lægger vist ikke skjul på, at det er fysisk krævende at arbejde med mennesker, som har fået en halvsidig lammelse. Det er der så også så mange andre job, der er.

Men hvad siger du, som læser med her. Giver jeg et indtryk af en god, men travl afdeling? Formår jeg at vise sygeplejen som et spændende fag. Eller tænker du, det var da godt nok et træls job Lene har?

Er min blog en god eller en dårlig reklame for min afdeling?

GAVMILDHED

Det er sjældent, at jeg deltager i konkurrencer, og derfor også yderst sjældent, at jeg vinder.

Nu er det sket, Marianne havde en konkurrence gående på, hvor hun drømte om at rejse hen. Jeg gik ud fra eget ønske og jeg svarede rigtigt!

Det var der også andre, der havde gjort, så Mille, Mariannes datter, var lykkens fe, der udtrak mig som vinder.

Og se nu vindergaven, jeg er målløs og så glad. Kære Marianne, det var dog en fabelagtig gave, tusind tak.


Fem forskellige tevarianter fra Chaya, måleske, tefilter og en lille pjece, som fortæller om te. Nu skal jeg prøve sort te med ananasstykker, appelsinskal og kvæde, jeg skal prøve Chaite, krydret indisk te. Grøn te med orange, citron, lime og røde bær, en Rooibos chai te som beskrives som krydret og fyldig, og en hvid te blandet med grøn te med morgenfrueblomster, rosenblade og abrikos fuldender billedet.

Jeg vil gøre, som de skriver, ”sæt tid af, forkæl dig selv, udfør et lille ritual og du vil gøre glæden om din tetid om muligt større”

Jeg glæder mig.

DET GÅR I FISK

Jeg har de bedste intentioner, jeg forsøger gang på gang, kom ikke og sig, at jeg ikke er ihærdig.

Det er ikke de genstridige bunker, dem skal jeg nok få skovlen under, der er en fridag mere i morgen. Jeg fejlbedømte lige højden af strygebunken, så den hygger jeg mig stadig med.

Næh det er madlavning, jeg har snart 25 års jubilæum som kok i dette etablissement, og jeg er udmærket klar over, at madplaner letter arbejdet, er mere økonomisk og i længden også billigere. Men hvad jeg har lyst til at spise om mandagen, holder ikke, når vi kommer hen til fredag. Ydermere har jeg også forskellig smag om morgenen og om aftenen, så utallige er de gange, hvor jeg har taget noget op af fryseren om morgenen, og når jeg så kommer hjem om eftermiddagen, så har jeg overhovedet ikke lyst til det.

Især fisk, jeg ved godt, at det er sundt, at det er godt, og jeg nyder også fiskeretter tilberedt af andre, men når jeg selv skal lave det, så går det i fisk.

I dag lukkede jeg lugtesansen, skyndte mig at smide salt, peber og hvidløgsolie på de optøede laksefileter og ind i ovnen med dem. Spinaten, som skulle have dannet bund for laksene, blev omdannet til en stuvning, for så kunne jeg altid nøjes med spinat, små lækre vildmosekartofler og lidt grøntsager.

Det blev nu ikke nødvendigt, for da laksen først var tilberedt, kunne jeg godt spise den.

Men madplaner kommer jeg nok aldrig til at lave, til gengæld lader jeg mig inspirere af jer andre, så på den måde har jeg fået lidt af lysten til madlavning igen.

BEFRI BUNKERNE

Denne formiddag har et formål. Væk med så mange bunker som muligt!

Der er avisbunker, der er CD bunker, der er vasketøjsbunker, der er strygetøjsbunke, der er lægge-tøj-sammen-bunke, der er find-min-reol-bunke, ja jeg kan blive ved, og alle bunkerne bliver ikke befriet i formiddag, men jeg lover at gøre en indsats.

Boller er klar til at ryge i ovnen, for et godt formiddagsmåltid må der til, skridttælleren er monteret, lyset udenfor giver mod på opgaven, ærmerne er smøget op. Vi ses på den anden side af nogle bunker.

LYSE NÆTTER

vil jeg ikke påstå, vi har, men sådan en skumringstime her er heller ikke at foragte.


Da jeg var barn, boede vi på en lille gade med børn i alle aldre. Her blev der leget dagen lang, sådan husker jeg det i hvert fald. Og lykken var, hvis vi måtte blive lidt længere ude, til det var næsten mørkt. Alting blev anderledes, mere spændende. Sparke til dåse og Antonius var nogle af de lege, der kunne leges det meste af året.


Jeg forskrækkede en fasan, da jeg var ude og fotografere, den var allerede gået til ro i et af træerne. Det ser sjovt ud, når man kan ane skyggerne af op til flere i hvert træ.

Aftensmaden fik Mou lov til at levere, en omgang oksekødssuppe med kød - og melboller kan jeg altid spise. Nu skal teen brygges, mens opvasken tages, og bagefter må strikketøjet frem, og så satser jeg på lidt kølige sommernætter, hvor jeg kan tage min Pisa trøje på, for med det her tempo bliver det sommer, inden den er færdig ;-)

MON DU BEMÆRKET HAR

hvad der i luften var?

Dagen er blevet længere, lyset holdt ud helt til 17.30, og så indtraf skumringstimen. Det passede meget godt, for netop da stod jeg igen på gårdspladsen efter den sædvanlige gåtur på 5 km. 2½ i medvind og 2½ tilbage i modvind.

Vintermarker i gråvejr bliver nemt triste at se på, så billeder kunne slet ikke gengive, hvor dejlig luften, blæsten og udsynet var trods gråvejr. Trods mange skridt på arbejde giver de ikke samme velvære som 6500 skridt i frisk luft.

Herinde vidner tulipanerne om, hvorfor de var så billige i torsdags, de er allerede gået over i det visne stadie. Men et eller andet sted er de alligevel smukke at se på, så de får lov til at stå lidt endnu.

LØRDAG MED SKRIDTTÆLLER PÅ

Der er visse fordele ved at være udlånt til den anden gruppe, og så få ansvaret for to patienter, der ligger i hver sin ende af afdelingen. Man må godt lægge mænd og kvinder på samme stue, men det praktiserer vi ikke, så gruppe to måtte låne en plads i gruppe et. Derved kom sygeplejersken til at gå fra Herodes til Pilatus, og det løb op over 7000 skridt, men skidt pyt, mine patienter var selvhjulpne, så jeg blev ikke overbebyrdet.

Hjemme lokkede sofaen, og nu er jeg vældig udhvilet, aftensmaden blev lavet i går aftes, så nu har vi fået hjemmelavet brunkål, det smagte godt, men ikke så godt som vore gode bekendts brunkål.

På Aalborg Sygehus findes en lipidklinik, som udgiver et internetblad med mange gode oplysninger. Siden findes her.

Sidste blad oplyser, at man nu har mange undersøgelser, der viser, at megen fysisk inaktivitet er næsten lige så farlig som rygning, at overvægtig og aktiv er bedre end slank og inaktiv, så det er med at komme ud af sofaen, skoene på og så ud at trave, løbe, cykle eller hvad du synes er sjovt.

Godt jeg har et job, hvor jeg er i bevægelse, for min motion er i den grad ikke eksisterende, det må der laves om på!

HUSKER DU?

Øjnene er stadig røde, og gråden ligger skjult, jeg synes, det var hårdt at se programmet om Frank, som i en tidlig alder blev ramt af semantisk demens. Semantik handler om ordenes betydning, og Frank blev ramt på sit sprog, han forstår eks. slet ikke, når hans niece spørger, om han ryger, og det blev lidt goddag mand- økseskaft. Først efter mange omveje forstår han spørgsmålet og så alligevel ikke.

Det, der nok var hårdest at se, var, da Frank skulle til køretest og efterfølgende til teoriprøve og ender med at miste sit kørekort. Han bestod køretesten, men den blev underkendt og så måtte han igennem en teoriprøve. Hvordan skal et menneske, som ikke forstår selv simple spørgsmål, forstå de spørgsmål, der stilles til en teoriprøve?

Jeg kom til at tænke på en del af vores neurologiske vurdering, som går ud på at teste om patienten er orienteret i tid, sted og egne data. Her skal patienten sige sit CPR nr., fortælle hvor de er(på sygehuset i Aalborg) og hvilken måned vi er i. Hvis man så er ramt af ekspressiv afasi, altså evnen til at udtrykke sig, evnen til at danne ordene i hjernen, ja så kan man ikke lige sige disse ting. Her skal vi prøve at finde ud af på anden vis, om patienten er orienteret på de tre områder. Så vi giver eks. valgmuligheder i dage, måneder og år, så patienten har chancen for at nikke eller tage ordene, for nogle kan godt gentage ord, men ikke selv finde dem.

En teoriprøve er jo langt sværere, men vi så en scene, hvor kørelæreren prøvede at eksaminere Frank, og her syntes jeg faktisk, han klarede det godt. Uden tvivl skulle han af med kørekortet senere, men det var hårdt at se, da familien skulle tage nøglerne fra ham. Hans børn blev forældre for ham, de sad udenfor teorilokalet, ligesom vi andre har siddet og ventet på, at vore børn kom ud.

Den udsendelse gik lige ind i hjertet.

FORFALD

Mine tulipaner har valgt to måder at håndtere forfaldet på.

Halvdelen knejser med ryggen og holder sig oppe, mens blomsterbladene krøller sig sammen.


Den anden halvdel bøjer sig yndefuldt ned og lader blomsterbladene hænge.


Jeg ved ikke, hvordan jeg vil håndtere min situation, når forfaldet virkelig sætter ind. Knejse med ryggen eller bøje mig og acceptere tingenes tilstand.

TILBAGEBLIK

For to år siden kendte jeg ikke til bloggerverdenen, men så åbnede en avisartikel mine øjne, og jeg var fortabt.

På denne morgen sidder jeg og nærmest går i stå foran skærmen, hænderne hænger ned langs siden, jeg tænker ikke, læser ikke, er her bare, og så pludselig kommer jeg til at tænke på et billede, jeg så hos Regitze, længe førend tanken om at selv at få en blog opstod.

Bladre, bladre, bladre, det tager tid, mens 2006 passerer forbi, og der var det.

Billedet er stadig fantastisk, mine kolleger siger, det er fotofup, måske, men følelsen i min mave er reel nok. Jeg mindes, jeg bliver rørt, jeg husker den lille fod, der resolut gav moderen et spark under ribbenene, så hun mistede pusten. Jeg husker den lykkefølelse, det var, første gang jeg mærkede den lille ”fiskehale” der viftede. Hver gang jeg ser en lille nyfødt, så tænker jeg på det mirakel, det er, at to cellers sammensmeltning skaber et lille menneskebarn, som 9 måneder senere kommer til verden.

I denne måned kom et lille nyt familiemedlem til verden. Mine svigerforældre fik 9 børn, som fik 24 børnebørn, som indtil nu har fået 16 oldebørn. Og det er kun 9 af børnebørnene, der er blevet forældre, så det kan blive til en kæmpeflok oldebørn.

Det andet minde jeg fik ved synet af den lille fod, har jeg allerede beskrevet under navnet anonym hos Regitze ;-)

Ikke mere stilstand foran skærmen, landmanden og jeg skal ud og kigge på Macpro, det er noget andet end barbiedukker og turtles ;-)

16 TIMER

Aftenvagten var ikke mange timer gammel, før det stod klart, at vi ikke kunne få en sygeplejerske til nattevagten hverken hos vikarbureauerne eller blandt vore egne kolleger. Jeg slap for ekstraarbejde i weekenden, til gengæld har en masse af mine unge kolleger holdt for, arbejdet 8 dage i træk, skiftet mellem dag og aftenvagter for at få afdelingens døgnrytme til at hænge sammen.


Mine kolleger (og jeg selv) var i tvivl, om jeg nu kunne holde til at arbejde videre i nattevagt, men det gik fint. Der er roligt lige for tiden i apopleksigruppen, så jeg nåede en powernap i aftenvagten og en mere på det kritiske tidspunkt omkring kl. 4 i nat.


Herhjemme er dagen jo selv sagt gået med at sove, og nu er aftensmaden serveret, Bo Kaspers orkester er lagt på Cd-afspilleren, strikketøjet er fundet frem, teen er brygget og jeg passer til mit krus, jeg er træt ;-)

UD AF TÅGEN

24 timer i sommerhus uden netforbindelse, uden masser af kanaler, men tid til afslapning, ild i brændeovnen, strikketøj, to sofaer, en til hver, så skidt pyt med at solen ikke ville bryde gennem havgusen i dag.

To lange traveture har resulteret i en skridttæller på 18000 skridt. Den længste tur på 8 km blev med både Laika og landmanden.


Alt blev set i et sløret lys, og jo længere vi kom hen af stranden, jo mere blev brillerne våde, håret dryppede, men vi nød det.


Det er vinterferie for det meste af landet, dog ikke Nordjylland, men der var alligevel folk på stierne og på stranden.



Sømærket, som kun er til pynt, ville ingen sømand på havet kunne skimte i dag.


En lille pause blev holdt på datterens tidligere arbejdsplads, et bageri med café, hvor vi fik tærte og varm kakao, så var der kræfter til den sidste tur forbi Hune kirke, hen forbi de to søer, som selv i tågen tager sig godt ud.



Hjemme igen faldt vi over en gammel film på DR2 med Poul Newman, så vi slappede godt af, bagefter kom en lille udsendelse om Fur, og der var to søstre, der lige fik en lille kærlig tanke hver.

Nu er vi helt hjemme igen, der er blevet lavet aftensmad, og sønnen har sluttet sig til selskabet. Der skal afleveres grise til slagteriet i morgen meget tidlig, så søvnen kan lige forlænges ½ time, når man sover her.

AHHH nok engang

Mens landmanden gjorde rent i stalden, der skulle vaskes stier og desinficeres bagefter, så der var klar til et nyt hold smågrise, så gik jeg i gang med oprydning og rengøring herhjemme.

Der er nu vasket tøj, hængt tøj op, ryddet op, hentet grene ind, og så kom jeg til at se min brusekabine med ”gæsteøjne”. Så den fik hele turen med tandbørste i alle fuger, så nu har jeg en øm tommeltot inklusive led og en ren brusekabine.


Datteren havde set et tips med at sætte syltetøjsglas i kagedåser, så det dyrkede jeg lige i dag.



I stedet for at tørre støv af og støvsugning fik jeg lyst til at bage boller. Udgangspunktet er en grundopskrift fundet over hos Marianne (17. december i kommentarfeltet), i dag røg der kærnemælk, revne kartofler, tørrede tranebær, græskarkerner, hvedeklid og grahamsmel i.


En tyk skive ost på og en kop varm te til, så forlanger jeg ikke mere.

HJÆLP BEHØVES

Macbook Pro, dette navn er en ny verden for mig, men nu er det så denne bærbare, datteren er blevet anbefalet at købe, når hun vil arbejde med grafisk design.

Hvad skal man tænke på, når man skal købe den? Hvor skal man tænke på at købe den? Kan den køre med windowsprogrammer eller?

Kort sagt, jeg har ikke en dyt forstand på det her, vi plejer at købe Pc’er gennem et lille firma, som også yder support til os, men her kan de ikke hjælpe os. Vi har lovet at være støtte for den unge dame, så hvis nogle kan hjælpe med gode råd og vejledning, vil jeg være dybt taknemlig for det.

VISE ORD

Over hos Lupo er der tit guldkorn fra børn, jeg elsker dem. Børn er de klogeste, deres logik er bare den bedste.


Jeg har en bog, Jesus gik på vandet for ikke at få våde fødder. Den får mig altid i godt humør:



Gud kommer egentlig fra Gudhjem, Lars Henrik 5 år

Nu er der kommet et ozonhul i Himlen. Det betyder, at gulvet hos Gud ikke er helt tæt længere. Det kan godt blive et problem. Ole Jacob 7 år

Jesus trives meget fint sammen med Gud. De har mange fælles interesser. Eivind 8 år

Der findes to slags engle: almindelige engle og skytsengle. Skytsenglene er skudt ud af kanoner. Dem er der lidt mere fart på. Og så er de ofte lidt mere stive i håret. Anne Sofie 6 år

Drenge kan godt være engle, men det er ikke nogen fordel! Tine 7 år

I gamle dage snørede de jesusbarnet sammen med en slags bandage og en masse råstof. Så svøbte de ham med det. De var så kristne, at de smilede hele tiden. Pernille 7 år

En discipel er en, som går ud i verden og giver folk et slag, så de også bliver disciple. Bendik 8 år

En menighed er en masse gamle damer, som bager kager, og som siger, at det skal blive godt med en kop kaffe. Malin 7 år

Alle mennesker er lige meget værd, uanset om de har hudfarve. Tariq 7 år

Jeg vil begynde at tro på Gud, når jeg bliver gammel, for det tilfælde at jeg kommer til at dø.
Linn Cecilie 7 år

EN GANSKE ALMINDELIG FREDAG

Hjem fra arbejde, alene hjemme, jeg kan gøre lige hvad jeg vil.

Nyde himlen.


Drikke te, spise knækbrød med ost…….

Og så knækkede filmen, og jeg vågnede tre timer efter ved en telefons intense kalden.


Aftensmad blev en kopi af morgenmaden, nemlig havregryn, müesli og bananskiver, slik er fortæret, og nu venter jeg spændt på, om afdelingen ringer om en ekstra dagvagt i morgen.

Allerhelst vil jeg ud til vandet, blæses igennem, høre havets brusen, se de sjove formationer sandet danner, drikke en kop varm kakao på en café.

Men som min kære svigermor en gang sagde, da jeg klynkede over at skulle arbejde 7 dage i træk, er det ikke kun 8 timer af gangen, du skal arbejde? (min svigermor arbejdede på gården, fra hun stod op, til hun gik i seng, havde ni børn, lavede al mad selv og der var ingen vaskemaskine de første mange år med børn i huset)

Så skulle jeg få en ekstra vagt i morgen, så er der mange timer tilbage af lørdag og endnu flere timer søndag til at få frisk luft under vingerne.

ENERGI BERIGENDE

På danske hospitaler har man i disse år sat fokus på ernæringsrisikovurdering, dvs. at patienter ved indlæggelsen skal vurderes ved hjælp af vægt, højde og spørgsmål om nedsat appetit eller utilsigtet vægttab. Et BMI under 20, nedsat appetit eller vægttab kombineret med alder > 70 og en sygdom som apopleksi, så er man oppe i det røde felt. Dvs. man har risiko for at blive yderlig underernæret under indlæggelse, og dette har betydning for, hvor hurtig man kommer sig, og f.eks. hvor hurtig sårheling er. Man får nemmere infektioner, man har ikke samme energi til at træne,og man får forlænget sit sygehusophold.

Første prioritet hos os er, at man får nok protein og kalorier til at holde kroppen i gang. Når man er syg, er der et øget stofskifte pga. det stress, som sygdom udsætter kroppen for, og man har brug for mere protein, ellers begynder kroppen selv at tage det fra musklerne, og så bliver man mere afkræftet.

Vi undersøger også folk for forskellige risikofaktorer, men hvis et menneske får konstateret forhøjet kolesterol, så bliver man i den akutte fase, som kan vare op til tre uger, kun behandlet med medicin. Lipidsænkende kost er vi ”ligeglade” med i den akutte fase, for det vigtigste er som sagt, at man får protein og kalorier nok.

Vi har energiberiget is, lækre små cremedesserter med masser af kalorier og protein, drikke, der er propfyldt med det samme, og ellers så laver vi varm kakao med flødeskum, frugtgrøden, som jo ikke har særlig højt proteinindhold, får en ordentlig klat flødeskum osv. Det kan være ganske svært at få folk, som er syge og har mistet lysten til mad eller måske har fået ændret smagsoplevelse pga. apopleksien, til at spise nok. Måske skal de have fortykningsmiddel i drikke, fordi de har synkeproblemer pga. lammelse i tunge og svælg, og det ændrer også smagsoplevelsen. Vi forsøger så godt vi kan, og vi skal dokumentere, hvad vi gør, alt hvad patienten drikker og spiser bliver registreret i tre døgn, vi har et program, hvor vi kan indtaste mængderne og så få udregnet det samlede kalorie- og proteinindtag. Herefter lægger vi en kostplan eks. tre proteindrikke om dagen og så bliver patienten vejet to gange om ugen, så vi holder øje med, at kostplanen har den rigtige virkning.

I dag har jeg fået energiberiget kost, jeg har nemlig haft apopleksidag, dvs. at vi tre, der er udnævnt il at være specialansvarlige, har haft fri fra plejen. Vi har diskuteret ideer, vi har fået lavet instrukser, vi har lavet aftaler med folk udefra, som skal undervise os i at bliver bedre til plejen af apopleksipatienter. Det har været så godt, og så sluttede vi dagen af med et godt personalemøde.

UD OG HJEM IGEN

Dagen er gået med 3 timers motorvejskørsel med mulighed for at se regn, skyer og sol. Trafikken gled upåklageligt, og det var godt, for jeg var sent på den. Jeg havde trukket søvnen så langt, som jeg kunne, og så skal der ikke meget til at vælte den stramme tidsplan, og det væltede så også.

Det har været en spændende dag og lærerig. Jeg har været i selskab med to erfarne sygeplejersker indenfor apopleksiområdet og specielt indenfor trombolysebehandlingen.

Endnu er det ikke min afdeling, der giver den blodpropopløsende behandling, da der er rejst så mange sygeplejersker. Men så snart vi har fået ansat nye sygeplejersker, er det meningen, at vi skal være med i den akutte del af behandlingen. Det, tror jeg, bliver spændende og udfordrende.

I dag gjaldt det forslag til nationale retningslinier for sygeplejedelen, og når snakken går blandt tre erfarne apopleksisygeplejersker, så får man også udvekslet anden viden end lige om trombolyse, og vi skulle virkelig holde hinanden fast på, at vi sluttede kl. 15, for ellers havde vi snakket endnu. Men vi var to med lang vej hjem, så kl. 15 stod jeg ved min bil. Og nu ved jeg hvor der er p-pladser at finde i nærheden af kommunehospitalet i Århus ;-)

Nu slappes der lidt af, mens lasagnen står i ovnen, for lige om lidt skal der synges, så min hjerne bliver stimuleret både med viden og musik i dag.

PANDEKAGEDAG

Jeg havde helt glemt det, men et kig på min personlige blogliste på blogbot afslørede, at det havde Tina ikke, og så fik jeg sådan en lyst til pandekager.

Landmanden havde ringet, at de kom tidligere ind til frokost, man lærer så længe man lever ;-) Jeg fik fart på, i løbet af en ½ time duftede der dejligt af pandekager, og her i huset kan vi godt spise dem med sukker og syltetøj som et hovedmåltid, så det gjorde vi!

Bagefter fandt jeg en dejlig opskrift med speltmel hos Lotten, den skal prøves en anden gang.

Med maven fuld af pandekager skal jeg nok klare aftenvagten, ha en god aften.

LANDMANDSLIV

Sønnen er ikke godt tilpas i dag, men der er masser af ting, der skal laves, og der er kun landmanden og sønnen, som arbejder her, så han er inde og ligge på sofaen ind i mellem. Fruen blev bedt om at holde øje med, når landmanden var færdig med at læsse kartoffelkasser på vognen, så jeg måtte sætte mig på en stol ved køkkenvinduet med min litteratur og læse og så kalde på sønnen, når tid var.

Snakken over teen ved pausen var de høje priser, som gårde bliver solgt til. Ja det er jo ikke bare gårde, huse, sommerhuse er jo efterhånden oppe i beløb, så det er svært for unge par at købe et hus.

Ligesådan er det for unge landmænd, det er en tung byrde at skulle starte ud med en kæmpe gæld. Jeg syntes, det var vildt, dengang vi købte gård, jeg havde helt ondt i maven ved den gæld, der var, og i dag er det jo et latterligt lille beløb. Skønt jeg er ud af bondeslægt på min fars side, har landbruget aldrig sagt mig noget, og var der noget, jeg vidste med mig selv, var det, at aldrig skulle jeg giftes med en læge eller en landmand, de arbejdede nemlig altid!

Nå men det er jo kendt historie, at tømreren, jeg fandt, var tømrer midt i en periode med stor arbejdsløshed, så han endte ud med at tage en ny uddannelse som landmand! Og så kom tilbuddet om at købe en gård, og herefter er det gået slag i slag.

Det er 25½ år siden nu, og vores gård kommer ikke til at gå videre i slægtens eje, ingen af vore børn har lyst til landbruget, og heldigvis er jeg gift med en klog mand, som er enig med mig i, at det vigtigste for vore børn er at finde et arbejde, som de er glade for og som de bliver udfordret af.

Begge vore børn har arbejdet efter studentereksamen hjemme hos deres far, og det har været til gavn for begge parter. Foråret nærmer sig, og snart skal landmanden ud og finde ny medhjælper. Sådan er det, men jeg er ikke i tvivl om, at han har givet vore børn en god start på det voksne arbejdsliv.


Billedet er fra i går, i dag er der gråt og trist udenfor. Jeg sad lige og bladrede i min blog under indlæg om landmandslivet. Hvor er jeg glad for, at jeg startede min blog med mine billeder. Jeg blev helt rørt ved at sidde og læse noget, jeg selv har skrevet om livet på gården, skøre kone ;-)

HJERNEN OG HÅNDEN

Når jeg skal læse sætninger som:

”Increased body temperature in the setting of acute ischemic stroke has been associated with poor neurological outcome, possibly due to increased metabolic demands, enhanced release of neurotransmitters, and increased free radical production.”

så er den pose slik, der ligger i mit skab utrolig tæt på at blive tømt, men jeg gjorde noget helt andet.

Hjernen holdt fri, og hænderne tog over, så nu har vi fået pizza til frokost sammen med rucolasalat med bønner, soltørrede tomater, græskarkerner og majs.


Og mine kolleger bliver så glade for at se mig, for de får fastelavnsboller til eftermiddagskaffe.


Mon ikke jeg kan klare en lille bid mere af udenlandsk litteratur om apopleksi og guidelines for trombolysebehandling?

MORGENGRY

En lille tur udenfor her til morgen satte gang i blodomløbet. Der var hundehamrende koldt, men samtidig så dejligt frisk, kulden bed i kinderne, og jeg gik på jagt efter vintergækkerne,. Nede ved mine forældre stod erantis og vintergæk sammen og dannede et stort hvidgult tæppe, sådan er det ikke her, men jeg ved, hvor mine få vintergækker er.


Horisonten gløder ikke i dag, men alt andet end regn er velkommen her, og hvis vi får meget sne, så skyd skylden på min mor. Vi fejrede sangens år og min fars fødselsdag med at synge vintersange, i sne står urt og busk i skjul, det er så koldt derude, sneflokke kommer vrimlende, henover diger trimlende, det er hvidt derude, kyndelmisse slår sin knude overmåde hvas og hård. Og mens jeg sidder her og skriver, kommer jeg i tanke om en sang, vi glemte at synge, Jeppe Aakjærs vintersang:

Spurven sidder stum bag Kvist;
såmænd om ej det fyger!
Kålgårdpilen piber trist
for Nordenblæstens Byger.
Lul, — lul! Rokken går
støt i Moders Stue,
og jo mere Vinden slår,
desmer får Arnen Lue.

Far har røgtet Kvæget ind,
med Halmen tættet Karmen,
gnedet Grisens blanke Skind,
at den må holde Varmen.
Lul, — lul! Rokken går!
Far mod Stuen stiler,
Mor en Bugt på Tråden slår,
ser op på Far og smiler.

Mor kan næppe se sit Spind
og næppe Tråden mage;
hej, da bæres Lyset ind
og stilles i sin Stage.
Lul, — lul! Rokken går!
Tenens rappe Vinge
over Fyrrebjælken sår
en Skok af Skyggeringe.

Far ta'r ned så tung en Bog,
med Gud han hvisker sammen,
famler lidt ved Spændets Krog
og lukker med et: Amen!
Lul, — lul! Rokken går,
Ensomheden synger,
Mulmet tæt om Taget står,
og Sneen går i Dynger.

Her ved Moders gamle Rok
hun lærte mig at stave,
synge om „den hvide Flok“
og „al hans Nådegave“
Lul, — lul! Rokken står!
Men dens Nyn og Sange
vemodsfuldt mod Hjertet går,
når Kvældene bli'r lange.

Min far har altid elsket Aakjærs sange, han var jo bondedigteren, og min far synes, at Aakjærs sange beskrev den hverdag, min far var rundet af, det lille husmandssted med 15 børn, få penge men megen kærlighed.

Fingrene er ved at være varmet op, teen er klar og jeg har et par artikler, jeg skal have læst før aftenvagten kalder.


Ha en god dag

EN LANG DAG

Først sov jeg over mig, fordi nattesøvnen ikke ville indfinde sig, og jeg derfor havde siddet og læst i stuen og efterfølgende havde glemt min mobil=vækkeur dernede.

Så en hektisk dag på arbejde med både skidt og kanel.

Af sted til Randers sammen med landmanden for at bytte gave og købe gave, det er år og dag siden jeg slog mine indkøbsfolder der, så godt GPSen var med.

Dagen blev rundet af udenfor Århus med et rejseforedrag i en MCklub.

To herlige mennesker fortalte om en motorcykeltur rundt i Rocky Mountains området, både USA og Canada, sidste år. De havde taget de smukkeste billeder, og manden kunne fortælle så levende, at vi var parate til at sætte os på flyveren med det samme. Og det bedste af det hele, de var begge midt i halvfjerdserne, så vi har jo mange år endnu til at opleve verdenen set fra en motorcykel.

Og så fik jeg en lille gave af landmanden, undskyld billedkvaliteten.


Teksten lyder sådan: Jeg er sygeplejerske, jeg er uovervindelig, jeg er træt

Tja det er vist et meget godt billede af mig ;-) og nu til køjs, afslutningen på et regnskab og en omgang fastelavnsboller venter på mig, før end vi kan fejre min fars fødselsdag i eftermiddag.