Måske hylder du princippet om, at andre ikke har indflydelse på det du siger, tænker og gør.
Måske.
Men formes vi ikke netop af det sam – og modspil andre mennesker møder os med? Måske ved vi slet ikke, hvor meget det, andre gør, påvirker os?
Da jeg blev færdig som sygeplejerske, havde jeg som elev været 16 forskellige steder, og jeg ønskede kun at arbejde på pædiatrisk eller gynækologisk afdeling. Det var så også de to steder, hvor man lagde mærke til specielle evner hos mig, ikke speciel som synske eller healende evner, men hvor man satte ord på, hvordan jeg havde gjort en forskel.
I dag dummede jeg mig, ikke dummede mig som i en forfærdelig fejl, men jeg misforstod en patient. Det gjorde mig ikke noget, faktisk fortalte jeg om fejlen, gjorde lidt grin med mig selv.
Jeg havde oprindeligt et vikariat på afdelingen og var så til en samtale mhp. en fast stilling. Her fortalte en af mine kolleger mig, at noget der gjorde indtryk på hende var, at jeg ikke var bange for at fortælle om ting, jeg havde gjort fejl eller var i tvivl om. Jeg havde aldrig tænkt over det, men nu tænker jeg over det som en kvalitet, en hjælp til at andre også tør komme frem med dumme situationer. Jeg håber, at jeg kan blive god til at finde de rigtige ord, så vore studerende kan se sig selv med andres øjne, se kvaliteter i sig selv, jeg øver mig, men det er ikke noget, jeg er vant til.
Og misforståelsen i dag?
Jeg havde egentlig administrativ dage i denne uge, men både i går og i dag havde mine kolleger brug for hjælpende hænder til morgen, så jeg lavede mundpleje hos en patient og gav sondemad. Patienten havde afasi fra en tidligere blodprop i hjernen, havde svært ved at udtrykke sig, så jeg spurgte meget for at holde en samtale i gang og for at finde ud af, hvor meget patienten kunne fortælle.
”hvad får du tiden til at gå med derhjemme?”
”jeg laver rav”
” nå du laver rav i den.” (jeg smiler, tænker det er en lun gammel mand)
”nej jeg laver rav”
”nå, du arbejder med rav”
”ja”
”altså rav som en sten?”
”nej harpiks”
Så grinte vi begge, og jeg vidste, at patienten var med i sin tankegang, og at jeg var lidt langsom i min ;-)
Den episode var sød, og det er da skønt med et grin!
SvarSletAt man ikke er bange for at stå ved at man har taget/gjort fejl, ser jeg som en kvalitet!
Knus
Vibeke
Hø hø - hvem var lige patienten der :-) - Jeg tror vi som mennesker "formes" hele tiden af den tid vi er en del af....
SvarSlet*smiler* netop det, at man kan indrømme sine fejl, er så vigtigt i forhold til ens medmennesker, man når meget nemmere videre i livet så....i stedet for at dække over de småting der ikke lige er gået efter planen...at dække over sine fejl, skaber mere uro, tænker jeg...
SvarSletnå lidt bøvlet skrevet, men meningen er god nok :-)
Jeg tror vi formes rigtig meget af de mennesker, vi omgiver os af.
SvarSletDen der med at ville lave andre om, det tror jeg ikke på, men ubevidst tror jeg bestemt vi er med til at ændre på andre, på deres opfattelse af stort og småt, lige så vel som andre ændrer på os.
I forhold til fejl, har jeg lært mest og rykket længst, når jeg har fejlet. De gange jeg har været nødt til at se på, hvad det var der gjorde, at noget gik galt.
Det sker hele tiden og tvivlen på om det jeg gør er det rigtige, er oftere med til at lære mig nyt, end det modsatte.
Jeg tror det er sundt at fejle, ellers ville vi være statiske, og hvor sjovt er det perfekte i længden?
Hav en dejlig dag :)
Sød lille episode :-)
SvarSletDet med at kunne indrømme egne fejl og oven i købet grine af dem, kommer vist ofte med alderen - det er en hel del sværere, når man er ung og tager sig selv mere højtideligt.
Faktisk er det meget afvæbnende at kunne det - jeg har endnu ikke mødt anden end stor tjenstvillighed, når jeg f.eks. indleder med disse ord eller nogen, der ligner: "Ved du hvad? Jeg har kvajet mig, og jeg har brug for din hjælp til at gøre det godt igen."
Eller som min søde chef siger: "Dem der ikke laver fejl, laver ikke noget."
Det er en vidunderlig evne at have - at kunne grine af sig selv. :)
SvarSletHaha, sikke et dejligt eksempel, Lene! Og netop latteren er mange gange den korteste vej mellem to mennesker :-)
SvarSletSikken en soed historie - og en god kvalitet at have; altsaa at kunne grine af en selv. :)
SvarSletVibeke, det var en dejlig måde at starte dagen på :-)
SvarSletMarianne, ja jeg spørger også ;-)
Anne, jeg forstod godt hvad du skrev, og er enig med dig :-)
Tak Pernille, og du formulerer det så godt :-)
Ellen, lige nøjagtig, jeg synes også folk er villig til at hjælpe, når jeg indrømmer, at det her har jeg burg for hjælp til :-)
Helle, og det hjælper også til at få sat tingene i perspektiv :-)
Madame, hvor har du ret,latteren sætter fri :-)
Tina, patienten var bare så dejlig :-)
Jeg bliver nogen gange forskrækket, når det går op for mig, at der er mennesker, som ikke vil se eller indrømme egne fejl. De er bange for at tabe ansigt - men man er da først til grin - eller smil - hvis man ikke kan indse sin egen begrænsning. Skrev jeg, og håber naturligvis, at jeg selv kan. Og vil!
SvarSletJeg har tit beundret personale, der taler let og tilsyneladende ubesværet med mennesker, der benytter mærkelige dialekter, munmler eller er hæmmet pga. sygdom.
Lene, hvis du vidste hvor meget vi mangler din kærlige og omsorgsfulde måde at være sygeplejerske på, i dise dage. Din slags er ikke set på O1. Og det trænges!
SvarSletCharlotte,det må være så svært at skulle holde sammen på sig selv for ikke at afsløre at man laver fejl/dumheder. Og samtalen med afasi ramte er noget man bliver bedre til, når man øver og øver. Vores talepædagog siger, det værste er isolation, så bare hop ud i det :-)
SvarSletKære Ella, tusind tak for dine søde ord, O afdelingerne er vist hårdt ramt af manglende personale. Håber du har passet på dig selv i dag :-)