Det skete igen! Jeg er håbløs bagud på point, og endnu en gang har jeg pointeret over for mine dejlige kolleger, at de er nødt til at hjælpe mig.
Jeg synes, jeg er god til at lytte, jeg synes, jeg er god til at snakke ;-)
Men fakta er vist, at jeg ofte er involveret i fagsnakke, sjældent private snakke så som graviditeter, huskøb etc. Jeg er altid den sidste, der finder ud af det.
En overgang overvejede jeg en sladrebog, hvor alle skulle skrive, når noget nyt skete for dem ;-)
En af de gange jeg brokkede mig over den manglende viden, lovede en ung assistent, at jeg skulle være den første på arbejde til at få at vide, når hun blev gravid.
Efter en dejlig vinterferie trådte jeg ind af døren kl. 6.55 og med det samme blev jeg hevet ind i personalestuen af den unge kollega, Lene jeg er gravid, jeg skal have tvillinger! Hun havde gået i en uge og ville så gerne dele sin glæde med afdelingen, men hun havde jo givet mig et løfte. Da blev jeg rørt, og jeg har fortalt mine unge kolleger, at jeg gerne ser det service niveau fremover.
Nu ved jeg så, at en ung kollega har solgt hus og bygger nyt, og der er to, der bygger, kollegaen og hendes mand. Han har meldt sig fra arbejdsløshedskassen, er arbejdsløs murer, hun har bedt om aftenvagter. De bor i lejlighed med to børn, og bygger hus i dagtiden, hun tager så på arbejde, han bygger videre, henter børn og passer dem om aftenen, og så forsætter de næste dag igen! Det er sejt.
Hvor er det dog rørende og sødt, at den unge kollega har holdt på sådan en glædelig nyhed i lang tid, fordi du skulle være den første til at få besked - så ville jeg også blive både glad og rørt.
SvarSletDet er sikkert sådan, at du på arbejde taler fagrelateret, men privat er du en fabelagtig lytter, som nok husker at spørge ind :-)
Hvor er det sødt af hende :)
SvarSletLiselotte, ja det gjorde også indtryk på mig :-) Og tak :-)
SvarSletHelle, det var rigtig sødt af hende :-)
Det var en herlig oplevelse - til lykke med den! Ja, det er ikke altid let at være social, når man har et arbejde at passe. Nogen mennesker har svært ved at finde ballancen. Samtidig er arbejdskammerater jo ofte mennesker, man har et rigtigt tæt forhold til og derfor også gerne vil dele liv. Det var tydeligvis forholdet her:-)
SvarSletNåh hvor sødt. Tænk at kunne holde sin bøtte med sådan en nyhed i flere dage for din skyld :-) Det var flot, og jeg forstår din rørelse.
SvarSletJeg får nu heller aldrig noget at vide -nok mest fordi jeg er overbossens drage i forkontoret, så de er vel ikke sikre på, hvor min loyalitet ligger... derfor kunne de jo godt fortælle mig alle de gode ting - men det er åbenbart alt eller intet...
Jeg tror jeg vil hugge din ide med sladrebogen og se, om det virker. Eller skulle den mon kaldes 'sladderbogen'? ;-)
Tænk at hun kunne vente :D
SvarSletJeg er også altid den sidste der ved noget. BedsteVeninden mener til tider jeg er elendig at sende i byen efter sladder - jeg er så elendig til at spørge, jeg synes jo bare at vil folk fortælle mig noget, så gør de det nok... men mindre jeg kender dem rigtig godt, så kan jeg godt spørge ind :)
Det er service :-)
SvarSletSladrebog... Det var da en god idé. Dejlig oplevelse med din unge kollega ;-)
SvarSletSikke en dejlig omsorg :-) Det kalder jeg medmenneskelighed, kan godt forstå, du var rørt.
SvarSletHold da op, hvor der sker noget paa din afdeling! Og fantastisk at du endelig fik noget at vide som det foerste, saa er det noget ved ;-)
SvarSletCharlotte, jeg har dejlige kolleger, og vi er mange, så det er ikke let at holde styr på dem :-)
SvarSletEllen, du er mit orakel hvad angår korrekt skrivemåde, så du bestemmer :-) Jeg tror også jeg bliver betragtet som lederens forlængede arm :-)
Pernille, så er vi to :-)
Miri, nemlig :-)
Jeannette, en rigtig god oplevelse :-) og vi genopfriskede den lige i dag :-)
Johanne, tænk at hun kunne holde mund:-)
fisker, det er kun sket en gang før ;-) da jeg sendte en kollega med en patient til røntgen, det ville hun ikke så gerne ;-)