MED BEGGE BEN

En lang dag er til ende.

Dagvagten begyndte med 2 sygemeldinger, heldigvis fandt vi en af vore egne, der kunne komme ind, for i disse sparetider må vi ikke bruge vikarbureau. Vi er nu også bedre tjent med kendte folk, som ved hvor alt står og kan gå direkte i gang med pleje og stuegang.

Jeg havde en ung studerende med, som havde første uge i praktik. Samtidig var jeg ansvarshavende og blev dermed også afkrævet svar på lidt af hvert.

Vi fik plejet vores patient med alt hvad der hører til god apopleksisygepleje. Jeg fik gået stuegang og manglede at dokumentere og følge beslutninger til dørs. De 2 sygemeldinger gjaldt også for i morgen, så jeg skulle finde nogen, der kunne dække vagterne, det blev også ordnet.

Nu manglede så det sidste, jeg satte mig ved skrivebordet, min kollega, som var trombolysesygeplejerske, skulle gå kl. 14, så hun rækker mig telefonen og siger, nu er det din tur, og netop da ringer den! Jeg troede først, det var en practical joke, den havde ikke ringet i går, ej heller i dag, og så netop på det tidspunkt! Der var ingen kære mor, jeg måtte tage trombolysetasken og begive mig ud på sygehus Syd for at gøre klar til trombolysebehandling, og så måtte dokumentationen vente.

Aftenvagten, der havde trombolysevagten, nåede dog at afløse mig, inden patienten kom, så jeg har endnu til gode at give trombolyse. Hjemme på afdelingen kørte jeg nu på overtid, men dokumentationen skulle være i orden, jeg kommer ikke de næste to dage.

1 time senere kørte jeg ud til en kollega, hvor vi var samlet 10 kolleger til hygge og film med fagligt indhold, nemlig Dykkerklokken og Sommerfuglen. Jeg havde set den, så jeg passede børn i stedet for ;-) En kollega havde bagt de lækreste mini muffins og en pålægskagemand. Vi hyggede os rigtig.

Og min sunde livsstil? Tja da aftenvagten stillede en stor tallerken slik ind på vagtkontoret, hoppede jeg med begge ben i vanefælden! Hånden kørte per automatik slik ind i munden, mens jeg prøvede at blive færdig.