EN SØNDAG I JANUAR

ved hawet

ved pejsen

og hjemme havde datteren brugt mine gamle moccakopper til varm kakao. De kopper var fast punkt på ønskesedlen, da jeg var barn. Skønt at se dem i brug.

DRØMME

Min svigerinde på 53 har netop skiftet job, min svoger blev headhuntet til nyt job, da han var 55, og til begge har jeg sagt, at jeg er glad for at høre, at man tør gå nye veje også efter de 50.

Efter flytning af vores afdeling og et par andre ligeså ”tunge” afdelinger til sygehus syd blev portørerne på nord også tvunget til at flytte mandskab til syd, det var jo der, behovet var. Det har været hårdt for dem, der er mere travlt, længere afstande og andre arbejdsrutiner end på nord. En dag fulgtes jeg med en af de ”gamle” portører over med en patient, og han fortalte, at der nu kun var 5 år, til han kunne gå på pension, og han glædede sig.

Det gjorde mig trist, tænk at han skal gå i 5 år, og arbejdsmotivationen skal findes i, at det er over om 5 år.

Det gør mig derimod glad, når jeg kan mærke, at selv en lille avisartikel om sygepleje og hospice giver mig lyst til at prøve at arbejde der. Jeg har ikke planer om at forlade apopleksiafsnittet, men min indre plan er at få apopleksiafsnittet til at fungere som selvstændig afdeling, når vi engang er flyttet tilbage på nord i 2009, det tager nok tre år. Så er jeg forhåbentlig en frisk og fyrig 55 årig sygeplejerske, som stadig har mod på nye ideer, og så kunne jeg godt tænke mig børneafdelingen eller hospice som min næste arbejdsplads.

Nu får vi at se, er der noget, jeg har lært igennem de sidste år, er det, at ”mennesket spår, men Gud rå´r” eller sagt på en anden måde: drøm bare om fremtiden men husk at leve livet nu og her.

”For underet er, at vi er til, og der er intet jeg hellere vil.
Altings forgængelighed bliver det bål vi må varme os ved.”

MENS LYSENE BRÆNDER NED

har jeg fået lagt julepynten i nyindkøbte kasser, papkasserne skulle efterhånden tapes med gaffatape for at holde. Juletræet fik fjernet sine grene, så det kunne bæres ud uden en masse nåle udover hele huset.

Der er blevet handlet ind til datterens gæstebud i morgen. Hun fylder 21 på mandag, og har inviteret 7 unge kvinder til kakao og boller, senere grovbolle med fiskedeller og remouladesalsa og pitabrød med humus og spinat, også hun læser flittigt i min nye bog.

Landmanden og jeg fik købt gave i dag, så nu er vi vist klar. Det er svært at finde på så tæt efter jul, heldigvis kan datteren altid finde på en lang ønskeseddel.

Huset er nu gjort rent, så i morgen drager jeg op i sommerlandet med strikketøj, skridttæller og bøger. Landmanden skal på jagt, og jeg kender mig selv og min datter så godt, at jeg vil blande mig og hun vil spørge mig, og hun kan jo sagtens selv, så jeg glæder mig til en dag foran pejsen og nede ved stranden.

EN SØD OG EN TRIST HISTORIE

Dagens morgenavislæsning byder på store og små nyheder, og tit er det de små historier, der sætter tanker i sving.
I dag var der historien om en enke på 80, som ikke magtede at ha hund, efter manden var død, og på samme vej var en yngre enlig kvinde med arbejde og fritidsaktiviteter, som også drømte om hund. De to fandt sammen om en hund, som om morgenen bliver afleveret hos enken og returnerer til den yngre kvinde sidst på dagen. Det synes jeg er en sød historie, og jeg tror hunden nyder det.

I samme avissektion glæder FDF 12. kreds Aalborg sig over stigende medlemstal bl.a. fordi de nu har en morgenmadsordning for børn fra 4. klasse fra kl. 6.45 om hverdagen. Det har smittet af på de sædvanlige FDF aktiviteter, så flere går til FDF. Det synes jeg er glædeligt, men trist er det, at mange forældre ikke magter at sørge for morgenmad for deres børn. Der kan være mange årsager til dette, måske møder forældrene så tidligt, at børnene selv skal sørge for morgenmad, og så er det jo nok hyggeligere at gå hen til et hus fyldt med andre børn. Måske er børnene ”de voksne” i familien, måske er der så megen stress om morgenen, så morgenmaden bliver nedprioriteret.

Jeg elsker morgenmad, men det er sjældent, at vi spiser sammen, jo landmanden og jeg nyder morgenstunden, når vi har fri sammen, men vore unge mennesker vil hellere sove længe, når det er muligt.

PIST BORTE

Man skal være hurtig og ikke glemsom, hvis man vil fotografere dagens tilbehør:

Rødkål med frugter og ristede valnødder fra denne bog. Det smagte godt, og der er intet at fotografere. Kombinationen af rødkål, blegselleri, dadler, æbler, druer og valnødder med en dressing af appelsinsaft, honning og æblecidereddike var perfekt, sød og sprød.

Også god til madpakken står der - men de glemte at skrive, at så skulle man lave dobbelt :-)

HVORFOR BLOGGE?

Trods novice udi dette gebet, så har jeg alligevel gjort mig nogle tanker.

Da jeg først opdagede denne verden, blev jeg fascineret, der var så mange forskellige mennesker, som jeg kunne besøge herhjemme ved computeren. Jeg blev inspireret, provokeret, irriteret, imponeret, ja kort sagt grebet af denne verden.

I begyndelsen var det jo som smugkigger, så kommenterede jeg, og til sidst hoppede jeg ud i selv at blogge.

Det, der fængede mig, var den kommunikation, der var i kommentarsporet. Det kunne køre helt ud af en linie, som ikke var bloggerens intentioner fra starten. Jeg har siddet og grinet højt, men faktisk også slået i bordet i ærgrelse over manglende pli.

Der er mennesker, hvis hjertevarme og interesse for andre gjorde, at man følte sig velkomne fra dag 1 på deres blog - der er andre, som har givet mig hovedbrud med deres leg med det danske sprog, men da jeg først overvandt angsten for at dumme mig, så var det sjovt at følge med i.

Der er mennesker, som jeg ganske enkelt ikke forstår, og hvor jeg føler, at deres interesse i at blogge er at svine andre til, og hvor skyklapper forhindrer dem i at skifte spor.

Der er andre, hvis interesser ikke er mine, og så er det jo rart, at jeg blot kan trykke mig videre.

Men der er også dage, hvor jeg ikke har lyst til at blogge, hvor det lige pludselig bliver en tom skal, og hvor det føles som virkelighedsflugt, de dage prøver jeg at blive væk. Det er dog ikke så let, for det er gået i blodet, jeg skal lige tjekke, om der er kommet nye indlæg, jeg skal lige…….

Med alt nyt, der kommer ind i ens liv, så gælder det også her, at jeg skal finde min måde at blogge på og få det tilpasset mit liv og ikke omvendt.

THESE BOOTS WERE MADE FOR

SNE, SNE, SNE. For en gangs skyld var jeg foran, købte vinterstøvler i september, så jeg ikke skulle gå lange traveture i sneen i gummirøjser og ragsokker og få ondt i fødderne.

De har ligget i deres æske indtil i dag, men nu gad jeg ikke vente på sneen mere, de varmede mine fødder, de var dejlige at gå i, så nu er jeg klar. Jeg gider ikke regnvejr mere, gider ikke gråvejr, jeg elsker sne, også selvom jeg har en halv times kørsel på arbejde.

Der er så smukt her, når sneen har dækket marker og veje, for vi får heldigvis hverken saltet eller gruset på vores vej, så der er hvidt derude, hvis bare sneen ville komme. SUK





(nej billederne er ikke herfra, det får vente, til sneen kommer, for det må den da gøre)

NYE INVESTERINGER

Smøgen er slukket, men angsten for vægtøgning er der. Landmanden har tidligere holdt sig røgfri i indtil flere år, men de fleste gange er vægten så gået op.

Det skal den ikke nu, han er fast besluttet på at nu er det nu, helbredet, smagsløgene, energien skal i fokus.

I dag blev der købt en mountain-bike, og han cyklede hjem fra byen. Fruen investerede i en skridttæller, så nu er vi klar til motion.

I går aftes skinnede fuldmånen så fantastisk flot, da Laika, landmanden og jeg gik 5 km. I aften var det sort og regnvejr, og Laika og jeg gik alene, men det, der kun skulle være en lille tur, blev til den sædvanlige 5 km tur = 6295 skridt.

Og så er Pollyannas rødkålssalat godkendt, familien syntes, den smagte rigtig godt.

DER ER EN NY DAG PÅ VEJ

og den tekst og en lille melodistrofe kværner rundt i mit hoved lige nu. Helt sikkert Poul Reichardt eller Ib Mossin i en eller anden Næsbygårdfilm, hvor de kække, fredige og fro synger sig energi til en ny dag, hvor de er noget så arbejdsomme.
Nå jeg tror, jeg vil stoppe den banken oven i hovedet, som bebrejder mig min manglende energi og blot nyde dagen i dag med bevidstheden om, at der er 5(FEM) fridage mere, hvor jeg kan være frejdig, fro og energisk.
Ha en god dag derude.

SPROGFORBISTRING

I dag skulle jeg passe en engelsk patient, så mens jeg hældte medicin op, stod jeg og repeterede: stroke, blood pressure, irregular heart rhytme, medical treatment.

Det blev nu et andet ord, jeg først kom til at mangle, nemlig havregrød, for jeg ville fortælle om morgenmadstilbuddet. "oatmeal" sagde jeg, ingen genklang, og så kom det dybt inde fra " would you like some porridge" Det vakte glæde og nydelse.

Kollegerne og datteren mente nu også, det hed oatmeal, men nu er det slået op, oatmeal er amerikansk, porridge er engelsk, så lidt klogere blev jeg i dag.

Og ordet havde jeg sikkert med mig fra min tid som ufaglært sygehjælper i Oxford som 19 årig, hjernen gemmer godt nok på meget forskelligt.

DAGENS RET

Citronmarinerede fasanschnitzler, ovnbagte halve små kartofler og Waldorf a la orange

JEG VIDSTE DET !!!

Jeg er trendy ;-) for kvinder vil ha landmænd, det siger de selv i nyhederne.
Farmerdating bliver oversvømmet med kvinder, som vil ha landmænd.

Godt at min landmand fik et godt måltid mad i dag ;-) og at han siger: Ingen ny kone før den gamle er slidt op.

Så motion og sund kost, så kan jeg holde længe endnu.

ET GODT BEKENDTSKAB

Jeg har været med hele vejen, ind imellem har jeg ikke gidet, men den har formået at fange mig.
Det er selvfølgelig Krøniken, som nu er slut, og jeg deler ærgrelsen med en journalist fra Nordjyske stiftstidende over, at forfatterne ikke havde kræfterne til at føre serien op til nutid.

De har formået at ramme tidsånden, og de har beskrevet mange forskellige mennesketyper så rammende, så jeg har siddet og klukket, når jeg har genkendt mig selv eller andre i beskrivelsen.

I dag nød jeg Idas far:” nå ja afhandlingen, hvad skal det føre til, det må da kunne bruges til noget efter så mange år” og så ude i gangen til en bekendt ”ja det er jo en af de højeste eksamener, man kan få”, hvortil hun svarer ” ja hun har jo ikke det gode hoved efter fremmede”, vi så ham ikke, men jeg kan se ham for mig, stolt som en hane.

Jeg følte mig i godt selskab og det er ikke så ringe endda. Dejlig måde at starte det nye år med, at sidde her og grine sammen med landmanden.


Og så pøj-pøj til alle jer, der prøver at lægge cigaretterne på hylden, her i huset er landmanden gået med, måtte det blive en succes for jer alle.

ET NYT ÅR

Kvalmegrænsen var nået, jeg følte efterhånden, at jeg måtte ha Yarissyge, for hver mundfuld jeg spiste, bulede jeg mere og mere ud. Vi tog resolut bilen og drog op i sommerlandet, Laika hoppede og gøede af ren glæde.


Vi gik ned i Blokhus Plantage, og symbolsk her ved et nyt års begyndelse, gik vi ad nye stier og veje. Gik efter næsen og lysten, så nye steder, mødte nye mennesker, men mistede aldrig stedfornemmelsen og endte efter en lang travetur dejlig tilpasse hjemme ved fristedet.


Nytårsaften har jeg efterhånden sådan med, at det må gerne være i få dejlige menneskers lag, at den tilbringes, og for vore unge menneskers vedkommende beder jeg hvert år om, at de må komme helskindet igennem dem. Der er alt for mange tåber derude i aften, som sætter andre menneskers helbred på spil.


Vi skal være sammen med landmandens storebror og svigerinde, det bliver rart og godt. Jeg skal på arbejde i morgen tidlig, og tænk jeg glæder mig ligefrem, så jo juleferie fik jeg alligevel og er nu klar til et nyt år med nye oplevelser og nye udfordringer.

Jeg ønsker jer alle en god aften og må I få et velsignet og godt nytår.

NYTÅRSFORSÆT

Jeg bruger ikke at skrive nytårsforsætter ned, men tænker nok lidt over, hvad jeg vil ændre. Det er det sædvanlige med mere motion, bedre kostvaner, ikke noget med rygestop(ryger ikke) eller vægttab( det har jeg ordnet, nu er der bare de sædvanlige 2 kgs julemad, der skal væk)

MEN jeg har givet mig selv en nytårsgave i håb om at lysten til at lave sjov, spændende og sund mad vil dukke op. Inspireret af min mors julegave fra bror og svigerinde sammen med deres og Annes anbefalinger, så ligger den nu og frister, og denne gang vil jeg prøve at få lavet en masse af opskrifterne inden 2008.

GISP

Fruen frøs helt til is, da hun kom i tanker om, at gårsdagens fridag jo var sidste hverdag i det gamle år, hvor nogle regninger bare skulle betales via homebanking, og på denne fridagslørdag havde det lokale posthus netop lukket.

Nettet kom i brug og udåndingen i lettelsens suk var til at høre, da fruen opdagede, at storcenterets posthus holder åbent lørdag til kl. 16.

Gåturen til stranden blev konverteret til en køretur til storcenteret, og landmanden tog solidarisk med.

LIVET ER GOD VED MIG

Det er så sjældent det sker, så det bliver nydt i fulde drag: at kunne sove længe og så oven i købet vågne op i landmandens arme, fordi vi begge holder fri ( ja landmanden har godt nok været over ved grisene tidligt i morges, men det opdagede jeg ikke). At sidde ved morgenbordet i morgenkåbe og vide, at jeg først skal være klar om et par timer, det er lykken.

Den dejlige sygeplejerske, der forbarmede sig over mig og tog min aftenvagt i aften, så jeg kan drage til barndommens hjem og være sammen med resten af min familie, hun får mange tanker fra mig.

Normalt er min familie sammen en af de første juledage, men i år besluttede min ene niece, at hun godt ville fejre jul alene med sine forældre i København, hvis hun så måtte prøve at fejre fødselsdag sammen med familien i Jylland, og vi tre jyske fastre med familier glæder os til at fejre hendes 11 års fødselsdag.
Aftensmaden står brormand og min svigerinde for, og det borger for spændende, anderledes og veltillavet mad. Men vi skal også omkring juletræet og til sidst igennem hele huset med nu-er-det-jul-igen, det er jo 5.juledag, så vi må godt synge julesange.
Jeg glæder mig, jo livet er god ved mig.

DET ER IKKE SÅ SVÆRT

når man først får det lært. Sådan er det jo med så mange ting, i begyndelsen hvor man skal tænke over hver lille delproces, da tager det tid, senere vil man have svært ved at fortælle i detaljer, hvordan man udfører tingene, eks. strikke, cykle, barbere, rede sit hår, børste tænder, man gør det bare.

I dag strikker jeg bare, kun når der er nyt mønster, der skal læres, skal jeg være mere opmærksom, ellers sidder jeg her, mens jeg tænker og strikker.
Aftenvagten venter forude, hvad mon der venter, det er to dage siden sidst jeg var på arbejde.

Mon kvinden med udtalt apraksi (manglende færdighed i udførelse af indlærte handlinger) er blevet bedre? I forgårs kunne hun godt finde ud af at tage tøjet rigtig på, men når hun fik en kam i hånden, ville hun smage på den, tandbørsten blev brugt til at børste indersiden af kinden, ansigtscremen dyppede hun fingeren ned i, men så ville hun smage på den, så hele tiden måtte jeg guide hende enten med ord eller ved at føre hendes hånd.

Andre patienter er måske rykket så meget i fysisk formåen, så genoptræningscenteret har fundet plads til dem. Det giver så plads til nye patienter, nye familier, der har fået slået det vante liv itu, og som nu skal forberede sig på et andet liv.

Altafgørende for dem bliver mødet med systemet, føler de sig mødt, føler de sig hørt, føler de sig trygge ved at overlade deres elskede til os. Jeg og mine kolleger vil gøre vort bedste, men der er mange faktorer, der spiller ind, så man ved aldrig, hvordan forløbet bliver.

DE TOLV JULEDAGE

Er nok en by i Rusland for mange, for efter hvad jeg hører rundt omkring, så ryger julen ud tredje juledag. Sådan har jeg det ikke, julen begynder d.24, hvor juletræet kommer ind, og slutter Helligtrekongersaften d. 6.januar. og næste dag ryger juletræet ud, og julepynten gemmes væk.

Min barndoms jul var ligesådan, bortset fra at det jo var et lærerhjem, og dermed havde alle ferie de fleste af juledagene, og det gav en anden rolig stemning.

I vores hjem med en landmand og en sygeplejerske som forældre, ja så skal dyr og mennesker passes også på helligdage og om aftenen, men alligevel har disse tolv dage altid haft et andet tempo og stemning. Bare det at komme ned i stuen, hvor træet står og lyser smukt selv kl. 5.15 om morgenen, hvor jeg skal på arbejde, det giver en dejlig fornemmelse i maven.
Jeg elsker at sidde i stuen, når det er mørkt, og kun juletræets lyskæde sammen med lyskæden ved englene og stjernerne på troldhasselgrenen lyser stuen op. Går jeg ud i køkkenet, så er det kun adventsstjernens lys, som blødt viser vej. Jo jeg er en sentimental, romantisk julehyggekvinde, og jeg ønsker det ikke anderledes. Der har været hektisk i december, og nu nyder jeg at lade tempoet gå ned herhjemme.

Det har været godt indtil nu med dejlige julegæster juleaften og 2. juledag. Og landmanden og børnene formåede det umulige, nemlig at få købt en dansk julekrybbe hos et gammelt forlag, Sct. Ansgars forlag, i København. Familien der har produceret og håndmalet Peters julekrybbe siden 1943, og jeg forelskede mig i den, da mine forældre fik den, men har altid glemt at ønske den, og man plejer at skulle være ude i god tid, så jeg troede, at jeg igen i år havde forspildt chancen. Men ved fælles indsats så fik søsteren til opgave at hente den i forlaget og bringe den over til Vendsyssel, så nu står den i juleranken og gør mig glad hver gang jeg går forbi den.

KOM JUL, KOM SNE, KOM GAVER

Ja sneen er ikke på vej, gaver skal der nok være nogle stykker af, men nu sænker julefreden sig, jeg sidder her (alt for sent) og lytter til julekoncert i fjernsynet.

Næste år vil jeg ikke have restpartier til lillejuleaften, så vil jeg hygge mig.
Det har jeg nu også gjort i dag. Det har været en god dag på arbejde, vi har løftet i flok, hjulpet og været nærværende. Og mine dejlige kolleger syntes, jeg skulle afspadsere 1½ time, hvor heldig har man lov at være.

Nu er julekonfekten lavet, adventsgaverne strikket færdig. Måske skulle jeg pakke gaverne ind nu, når jeg alligevel er oppe.

Hvad fremtiden bringer, ved jeg ikke, men jeg ved, at i dag skal jeg tilbringe aftenen med nogle af dem, der betyder allermest for mig, nemlig min mand, vore børn, min yngste lillesøster og mine forældre.

Måtte alle få lov til at være sammen med nogen, der betyder noget for dem.

Glædelig jul til jer alle

ENGLESANG OG JULEKLANG

Julekort er skønne at modtage, og jeg nyder min lille julekortssnor, hvor små engle holder styr på kortene
Når man nærmer sig et halvt århundrede, så er det overmod at tro, at man kan køre derud af på arbejde og herhjemme, og så også lige nå et par timers hygge med strikketøj, te og snak med landmanden, dvs klokken bliver over midnat, før søvnen indfinder sig, og uret ringer næste dag kl. 5.10.
I dag ramte jeg muren, jeg er træt, har ondt i halsen, og børnene og jeg ændrede planer. Julekonfekten bliver lavet i morgen aften, og de unge mennesker gør rent i morgen, inden de skal til fødselsdag, og jeg tager på arbejde forhåbentlig lidt mere udhvilet.
Så nu vil jeg hygge, drikke te, strikke og se lidt fjernsyn sammen med familien, og så er det godnat til ordentlig tid.

NYE OG GAMLE TRADITIONER

At noget er blevet en tradition, opdager man den dag, man ikke gør det, og familien så siger ”vi plejer da”
Sådan var det den første juleaften, efter jeg var startet som sygeplejerske igen. Energien var ikke til det hele, så juledekorationer var blevet prioriteret væk til sidst. Og så var det, at børnene juleaften sagde ”hvor er vildsvinet”

Vildsvinet er en træstub, som kom ind i familien, da sønnen var i sin fantasiperiode. Den hørte til, når han legede Asterix og Obelix, de spiste jo vildsvin. Efterfølgende lå den sammen med en masse andet træ i laden, hvor jeg spottede den som en rekvisit til juledekoration, og sådan blev det.
Den omtalte jul måtte moderen ud julemorgen og plukke lidt hist og pist fra haven, så vildsvinet stod klar, da børnene stod op.

I år har vi måske startet en ny tradition, datteren og jeg blev inspireret på Børglum Kloster, nu får vi at se.

I DAG

I dag mindes jeg for 17 år siden, da din far stolt ringede og fortalte om sin dejlige datter

I dag mindes jeg dine første 12½ år fuld af energi og livsglæde, spejderpige, dansepige, sangpige og familiepige

I dag husker jeg, da verdenen væltede, hjernesvulst, hjerneblødning, strålekur, kemokur, figthervilje, livsglæde.

I dag mindes jeg dit dejlige smil, da du selv uden støtte kunne gå til alters og blive konfirmeret

I dag mindes jeg, da du og jeg sang med i familiens gospelkor til familieweekend

I dag mindes jeg den sidste tid, din omsorg for andre og din families omsorg for dig.

I dag tænker jeg på din lillesøster, din far og din mor

I dag savner vi dig rigtig meget, min smukke og dejlige niece

KÆRE FRØKEN R.

Mens julekortene skrives, får jeg tænkt mange tanker om dem, jeg skriver til. I aften tænkte jeg meget på min gamle regnelærer i de små klasser.

Hun er nu 85 år og har altid været en del af mit liv. Frk. R var jo kollega med mine forældre, så vi kendte hende både som lærer og ven af huset. Det fik vi nu ikke at mærke i timerne. Jeg kan stadig huske de skæld ud jeg fik, da jeg mødte op med 5 tabellen skrevet på rød gennemsigtig gavepapir. Jeg kom vist til at sige, vi ikke havde andet, og lige netop det vidste frk.R udemærket ikke passede, for mine forældre tog kasseret papir med hjem , så vi havde noget at tegne på.

Men uden for skoletid da elskede jeg at gå op til frk. R, hun boede dengang i en lejlighed ovenpå førstelærerboligen. Der var altid lidt lækkerier i vente, og som den ældste af dengang 4 børn nød jeg frk.Rs forkælelse. Jeg fik lov til at spise en halv liter is helt alene, jeg fik lov til at bage pandekager og vende dem i luften, og altid var hun så positiv.

Det har holdt ved siden, som min yngste søster sagde engang: man skal bare gå ned til frk. R, hvis man har en træls dag. Når man går fra hende, føler man sig som en af verdens syv vidundere, og man har fået så megen ros og opmuntring.

Desværre orker hun ikke at deltage i vores familefestligheder mere, og tit er det så kort tid, vi er hjemme, men i år vil jeg ned til hende, når vi tager hjem i julen.

Selvom jeg nu er en voksen kvinde, så kan jeg slet ikke kalde hende ved fornavn, så også i år begynder julekortet: Kære frk. R

DET ER HYGGE

På vej ind i køkkenet efter arbejdsdagen var jeg nær gået ud igen, for den opvask jeg ikke gad i går aftes, den stod der stadig sammen med al det service, som resten af familien havde brugt i dag.

Alle har travlt, så ingen kan klandres, men datteren tømte opvaskemaskinen og fyldte den igen, jeg lavede kvikmad og vaskede gryder op, og så var det køkken klaret.

Sønnen skriver og tænker og skriver og går i stå, så han og jeg tog en afslapper med Absalons hemmelighed og Pyrus( med lille Per til julebal), vi havde taget pebernødder med ned på hans værelse, og så hyggede vi.
Bagefter snakkede vi om Frysepunktet, om temaer, om udødelighed, om kontrol af sjæl og krop, kontrol af vejr og vind, forhåbentlig gav det lidt inspiration, for jeg må indrømme, jeg er træt og ikke lige i hopla til dyb fortolkning af Anders Bodelsen.

Det var godt med en times fjernsyn, hvor vi gik ned i tempo. Nu kan vi lidt igen.

GODKENDT FRU GREEN

"de er bedre end de frosne" sådan fru green, du skrev jo de var gode, og hermed er det bevist.

Godtnok vil de unge mennesker ikke købe den med, at de hellere vil ha frosne æbleskiver end mine hjemmebagte, "for hvor længe siden er det lige, at vi sagde det, mor, 10 år?"

Okay, det har måske nok været min undskyldning for ikke at skulle stå med bøvlet.

Nå men den her opskrift er med almindelig mælk i stedet for kærnemælk, så det gør jo, at jeg altid har ingredienserne i huset, hvis lysten skulle komme over mig.
De er godkendt af alle, de er mere luftige, og jeg synes faktisk også, de var nemmere at bage.

DET KAN NÅS ENDNU

Rundt om på markerne er der masser af svaner og gæs, forløbig har vi haft besøg af kortnæbbede gæs og grågæs, vi mangler canada gæssene, men der har ikke været koldt nok oppe nordpå til, at de trækker sydpå endnu.

Det ville være skønt med et par gæs i fryseren, men jagttiden er helt til 1.2, så det kan nås endnu.

De er ikke nemme at komme tæt på, så der skal arbejdes hårdt, men så er følelsen også dobbelt så dejlig, når det så lykkes. Der er dog kommet en enkelt kortnæbbet gås i fryseren, så Mortens aftensmenuen næste år er reddet.

Det er et flot syn, når en flok svaner og gæs letter. Lyden kan høres lang tid efter.
Billederne herover er fra en anden landmands mark, han fik desværre ikke alle sine kartofler op, inden regntiden satte ind, så der er det store tag-selv bord for fuglene.
Gæssene går bagerst på det nederste billede, og de er også de mest sky. de går tit sammen med svaner, for så registrerer de, når svanerne bliver opmærksomme på en fare.

DER ARBEJDES

Der skrives julekort, både i hånden og på maskine. Kortene er fundet frem, lysene er tændt, pebernødder er hældt op og det uundværlige tekrus står ved min side.
Inde ved siden af kører fjernsynet med håndboldfinale, og længere nede af gangen sidder en ung mand dybt koncentreret og knokler.
Englene lyser op hver på deres måde ligesom vi mennesker.

BARNDOMMENS LÆSNING 2

På frokostbordet i dag stod der hjemmelavet leverpostej, hjemmelavet rullepølse og hjemmelavet sylte, men ingen hjemmelavede rødbeder eller nybagt brød. Her i huset er det kun, når jeg føler, jeg har tid, at der bages. Det er begrænset, hvad der kan nås i en travl hverdag. Men når jeg bager, så nyder jeg selve processen, det at ælte er en ren fornøjelse, og der er noget særligt ved at sætte noget på bordet, som er hjemmegjort.

Den samme følelse har jeg, når jeg en sjælden gang syr eller strikker, dette med at arbejde med noget og bagefter kan præstere et resultat, som man kan bedømme, er det et godt stykke arbejde eller kunne man ha gjort sig mere umage?

Rengøring hører ikke ind under den kategori, jeg synes det varer for kort til at jeg kan nyde det, og det bliver sjældent lagt mærke til. Sygepleje er også svær at bedømme, for man er aldrig færdig, der er altid noget mere, der kunne gøres.

Som barn og ung nød jeg at læse Laura Ingalls Wilders bøger, alle beskrivelserne af hvordan maden blev lavet, hvordan tøjet blev syet osv. ramte noget i mig. Jeg elskede den familie, der var sammenhold, men samtidig blev det heller ikke for rosenrødt, hvad jeg syntes TVserierne blev.

Stadig i dag husker jeg nogle af stofnavnene, calicokjoler, jeg har prøvet at slå det op, men jeg ved stadig ikke hvad slags stof det er, men den omhu alting blev lavet på, det var kvalitet og omhyggelighed, det vakte genklang hos mig.

Min datter har aldrig syntes, bøgerne var noget særligt, men vi har dem alle, og det sker, at jeg tager en af dem ned fra reolen og skimmer dem igennem, de har en ro og tryghed over sig, som jeg stadig holder af.

SET OG ELSKET

Det har været en dejlig dag, jeg nyder at være sammen med min familie. Her føler jeg mig set og elsket som den , jeg er. Ikke de store dikkedarer, ingen stillen sig an, bare mig som jeg er.
Der blev snakket, spist hjemmebagte boller i læssevis, kage og de helt rigtige pebernødder ( jeg har også fået dem bagt), min flittige mor sad og flettede sine bittesmå stjerner.
Kusiner og fætre nød at være sammen, og vi skulle alle høre om den ene familes tur til Canada.

Vi kan godt blive irriterede på hinanden, men kævl og splid gider vi simpelthen ikke. Vi hører sammen, vi er der for hinanden, og hvor er jeg glad for det er sådan.

Hjemturen foregik med dejlig julemusik fra CDafspilleren, tre sovende mennesker og først Orion som ledestjerne og senere Carlsvognen.

I morgen skal juletræet fældes, så mangler vi blot juledekorationer og julekort. Det nås nok.

HAPPY ENDINGS

Har lige set Sleepless in Seattle og Sig det med Blomster, begge to romantiske film med en happy ending, og som sædvanlig sidder landmanden og holder øje med fruen, for det ender som altid med våde øjne, og så får jeg et lille skub og et drillende grin. Jeg er et gammelt sentimental fjols, men jeg elsker happy endings.

Desværre er det ikke sådan in real life, livet kan være skønt, fantastisk, ubeskriveligt, men også uretfærdig, tungt og hårdt.
Tårerne står i kø i tårekanalen lige for tiden. Julen er jo familiens fest, og vi mangler en, det gjorde vi også sidste år, det gør det ikke lettere.

I dag var jeg inde i en fantastisk blomsterbutik, Kreativ Blomster i Kærby i Aalborg, de er fabelagtige til at lave buketter. Jeg skulle have en dekoration til min nieces gravsted, jeg forklarede den unge kvinde, at det var til en ung piges gravsted, så det skulle være ungt og smart. Hun lavede den lige, som jeg havde forestillet mig den.

Det smukkeste hjerte flettet i grene, og i midten af hjertet var der lyserøde blomster, kugler, kogler, mos, lange flotte blade, som blev samlet med en nål med en lille perle på. Jeg ville så gerne fortælle hende, hvor meget det betød for mig, at hun gjorde sig sådan en umage, men alt jeg kunne få sagt var ”den er meget smuk, tusind tak”

I morgen kører vi sydvest på til gavebyttedag og for at fejre min søsters fødselsdag, og vi vil grine og græde, og sådan må det være.

NISSEMINDER

Tre små nisser på et køkkenskab lavet i sin tid til juleklip på skolen. Hver år når de hænges op tænker jeg på hvordan de symboliserer os, der klippede dem. Jeg går efter oplægget, nissepigen er lyshåret med fletninger, ingen fritænkning. Sønnens nissedreng er fræk, fuld af sjove påhits, og dengang var han ikke bange for at stille sig op og synge Pyrussange for klassen. Datteren var lyshåret med lange fletninger, men drømte om at være mørkhåret, så selvfølgelig skulle nissepigen være det, og ansigtsudtrykket var noget hun selv fandt på, ligesom hun i dag også har mange kreative påhits.


En lille nisseflok på radioen, stammer fra vores tid i FDF, hvor vi kreerede mange ting til julemarkedet, og selvfølgelig købte vi det med hjem. Snemanden var en julegave fra datteren, lavet oppe i skolen.

ET LØFTE

Lige nu er jeg i gang med en bog, som jeg har lovet sønnen at læse. Han er lige startet på 3.gs opgaven, har valgt dansk. Det er jo altid skønt med en samtalepartner undervejs, og det kræver jo, at jeg kender bogen.
Anders Bodelsen "frysepunktet", den fænger ikke, jeg er træt, fryser, har hovedpine og lige nu laver jeg overspringshandling, men den skal læses i aften punktum.
Læsning foregår nede på datterens værelse, hun er ved at lave en gave til kæresten (jeg tror ikke han læser med, men jeg må hellere lade være med at røbe noget). Hun synes det er hyggeligt at have selskab af en tedrikkende og læsende mor.
Nå (de dovnes valgsprog) jeg må videre, men fremtidsromaner er ikke min kop te.

BARNDOMMENS LÆSNING

Hjernen er forunderlig, den kan gå og gemme på ting, som man slet ikke kan huske og så en dag får en lyd, en lugt, en følelse eller en hændelse begivenheden til at poppe frem. Vi har ikke et bestemt sted, hvor erindringer bliver gemt, de er gemt forskellige steder og når noget så pirker til en del af erindringen, så suser impulsen rundt til de andre dele af erindringen og danner et erindringsbillede.

I dag sagde det pling midt under madpakkesmøringen. Jeg skulle bruge rødbeder og er opdraget af min far til at lægge rødbeden på et stykke køkkenrulle inden. Herved undgås en madpakke, hvor det meste er farvet af rødbedesaft.

Pling-pling og så var jeg tilbage i barndommen, hvor serien om TudeMarie blev læst, til den bog hvor TudeMarie var kommet i lære på et gods som køkkenpige. En dag skulle de tre piger konkurrere om at lave en lagkage med flødeskum og syltede kirsebær som pynt. Den bedste kage kom op til herskabets eftermiddagskaffe. Pigerne stod i hver sit rum, og TudeMarie var vældig stolt af kagen pyntet fint med flødeskum, nu manglede hun bare bærrene. Det første bær lavede ravage i flødeskummet. Marie skyndte sig at tage det op, reparere flødeskummet, og så var det, hun kom på den geniale ide: hun tog kirsebærret i munden, sugede saften ud og lagde bærret på kagen. TudeMarie vandt, kagen kom op til herskabet og TudeMarie blev kaldt op og fik ros, og alle ville gerne høre hvordan hun havde klaret opgaven, men det mente hun var hendes hemmelighed.

Den hjerne – hvad den dog kan gemme på. :-)

STILLE TID

Jeg er her, jeg har det godt, men jeg har bare brug for at være stille.

Jeg lytter til min lille kameraoptagelse af datterens sang og ville ønske, jeg kunne lave en lydfil, som kunne lægges herud, men det kan jeg ikke finde ud af.

Ha en god dag.

EN HELDIG KARTOFFEL

Nå men hvad får din mand så tiden til at gå med, nu hvor kartoflerne er i hus?
Tjahh de skal jo også ud af huset, det andet er der ligesom ikke noget lønsomt over.

Kartoflerne ligger trygt og godt i kartoffelhuse og kølehus. Kartoflerne i kølehuset ligger med en konstant temperatur, det er der apparatur, der sørger for. I de andre huse skal kartoflerne også ligge i en temperatur mellem 2 og 4 grader. Det sørger landmanden for. Når temperaturen udenfor er lav, blæses der luft ind til kartoflerne, og således sænkes temperaturen. Det giver sig selv, at i disse milde tider kan det blive noget af et problem, og der skal holdes øje med vejrudsigter og termometre.

Når jeres kartofler er spist op, så køber I nye hos købmanden, som så bestiller nye hos kartoffelgrossisten, som så bestiller kartofler hos os.

Kartoflerne bliver først fyldt i en silo, herfra bringer et bånd dem over en børste, som fjerner det meste jord. Herefter bringes de videre af et transportbånd til en sortermaskine, som sorterer kartoflerne i størrelser: bage, skrælle, pille og brune. Bagefter kommer en af størrelserne hen forbi sorterbordet, hvor landmanden og en hjælper sidder og kvalitetssorterer, dvs. alle grønne, skæve, skurvede, flækkede kartofler sorteres fra.

Det er hårdt arbejde skulle jeg hilse og sige, jeg sad der i 11 år. Armene løftet lidt op og frem, og så sidder man der i timevis og kigger på kartofler i massevis. Men det skal jo gøres, I gider jo ikke betale for dårlige og grimme kartofler. I år er det så datteren, der sidder ved sorterbordet og drømmer om Paris, det er det pengene skal gå til.

Sortering af kartofler foregår fra august til maj, ikke altid hver dag, men flere dage om ugen.
Så min kære landmand har faktisk nok at se til, for han har jo også grise, der skal passes.

DET GJORDE GODT

Musikskolen i vores by har haft flittig deltagelse af vore børn, og hvor har de nydt godt af det (børnene altså ;-) )

De har sunget i kor, spillet i bands, fået eneundervisning i klaver, guitar, bas og først og fremmest solosang, da de blev gamle nok til det.

Vi har været trofaste støtter til alle slags koncerter, på skolen, i mediecentret og i kirker. Niveauet er bare blevet bedre og bedre, og vi har nydt det.

I aften var ingen undtagelse, datteren var med til julekoncert i den ene af de kirker, musikskolen bruger i år. Der var to kor, duet, guitarduetter og kvartetter, fløjtespil og så en enkelt solo (datteren).

Hun var den ældste, og det kunne man selvfølgelig høre, en ung kvinde på næsten 21 år lyder af mere, tør mere og kan lægge mere følelse i en sang end en 13-14 årig.

Jeg elsker hendes stemme, hun gør mig glad. Desværre har sønnen døjet længe med ondt i halsen og forkølelse, så han var ikke med, han gider nu heller ikke solooptræden, vil heller gi den hele armen i et band.

Vi har aldrig fortrudt de penge, vi har postet i musikskolen, det har givet så meget tilbage.

FOR JEG VIL HA MIN JULEGRØD I RO OG FRED

Er det måske for meget forlangt? Jeg ved godt at min pause er betalt, at jeg ifølge min overenskomst vist nok er berettiget til 29 minutters pause, så hvis jeg bruger 10 minutter på en tepause, så er der 19 minutter til frokostpause.

Ifølge radioavisen i morges er der flere og flere, der klager over støj på arbejde, kollegers snak i telefoner, kollegers indbyrdes snak etc. Jeg har et lille ønske, ku jeg bare få 19 minutter med fred og ro, så ville jeg være taknemmelig. Der er ikke et sted på hele afdelingen, hvor der er ro. Telefoner kimer, folk snakker, klokker ringer, folk spørger.

Jeg tror tiden er inde til en ny diskussion, om det ikke kan lade sig gøre at dele os op i hold, der på skift kan gå i kantine i 20 minutter. Jeg får i hvert fald mere og mere brug for det.

Nå det var lidt brok, nu vil jeg glæde mig til julekoncert i aften , hvor vi skal høre datteren synge.

DAGEN HAR BUDT SIG TIL

og vi har sagt ja tak . Solskin fra morgenstunden, rimfrost i græsset og små vandperler hang på grene som naturens egne lyskæder.

Landmanden og jeg gik en tur ind i den fredede højmose. Knap 2 km fra os ligger to søer, opstået efter tørvegravning. De hedder Fridas badekar (Frida med blødt D) opkaldt efter en pige på en af gårdene, som efter arbejde badede i søerne. Hver gang vi kommer der, snakker vi om hvorfor det er så sjældent vi går derhen, for der er en ro og en skønhed der.


Det kunne være sjovt at vide noget om svampe, vi ser flere forskellige arter, men vi har ikke forstand på dem.


Vi har en skøn og speciel natur udenfor vores dør, det glemmer vi sommetider at skønne på. I dag huskede vi. God aften til alle.

ALLE PROBLEMER BLIVER SMÅ.....

når man lige har siddet og set genudsendelsen af "Tilbage til livet", om tre mænd i forskellige aldre og deres kamp for at blive bedre efter en hjerneskade, så de kan komme tilbage til arbejde. Jeg håber inderligt, at den nye regionsstruktur ikke ødelægger den ekspertise, der er bygget op rundt omkring i landet. Disse mennesker har brug for konstant træning resten af livet, de har brug for eksperter, som kun kan blive bedre, hvis de får lov at arbejde med hjerneskadede hele tiden.
Jeg krydser fingre for, at disse mænd må få lov til at opleve succes i livets karrusel, at deres familier kan finde styrken til at være med, og at der også er nogen der støtter dem.
De rørte mit hjerte, jeg ønsker dem alt vel.

JULEFERIE

Siden jeg i sept. 77 startede på sygeplejeskolen har juleferie været en saga blot. Juleferie defineres her som fri fra før juleaften til efter nytårsdag. Fri i helligdagene har jeg prøvet at have, da jeg arbejdede herhjemme med kartoflerne, til gengæld havde landmanden ikke altíd fri.

Så egentlig er det et tankeeksperiment, når jeg prøver at forestille mig tage på ferie og fejre juleaften et andet sted. Men jeg har ganske enkelt ikke lyst. Selv efter vi fik vores fristed, er der ingen af os, der kunne tænke os at fejre jul der. Jeg nyder mit hjem lige nøjagtig på det tidspunkt af året, det gør jeg også på andre tider, men da har jeg ingen problemer med at foretille mig ferie herfra :-)

Nå men når man skal arbejde d.22-23-25-28-29 og1-2, så er det vist også godtnok vi bliver herhjemme.

Juleaften har jeg kun prøvet en gang, nemlig for to år siden. Jeg havde store planer, havde hørt, at der tit var meget få patienter den aften, så mine børn og jeg talte om, at de skulle kommer derud om aftenen, synge for patienterne og evt. spille lidt spil med de, der kunne være oppe. Sådan blev det ikke, jeg havde tre aftenvagter forinden og kunne godt se hvordan det blev, jeg har aldrig haft så travlt en vagt før, vi havde masser af patienter, som var dårlige.

Vi havde bl.a en meget dårlig patient, som skulle suges tit, og da han ikke kunne tilkalde hjælp havde vi fast vagt. Lige netop til juledagene kunne man ikke skaffe vagter, der kunne suge, så vagten kaldte på mig, jeg kom ind, vagten stod parat med suget, jeg sugede og suster derefter ud igen. Det var ikke tilfredsstillende, men den her patient havde dog en person ved sig hele tiden, de fleste lå og sov, og de få, der kunne være oppe, havde vi ikke tid til at sidde ved og snakke med.

Vi havde alle overarbejde, så jeg var først hjemme ved 1 tiden, hele huset var oplyst af stearinlys, og da jeg kom ind, så viste det sig, at landmanden og børnene havde ventet med det hele. Så vi startede med alle vore juletraditioner og julegaveuddeling og kl. 4 gik vi i seng. Det var en skøn overraskelse at få.

SIKKEN VOLDSOM TRÆNGSEL OG ALARM

Årets juletur er overstået. Siden børnene var ganske små, er vi taget ind til Aalborg, set på nisser(det gør vi ikke mere), spist brændte mandler(det gør vi stadig), spist ris á lamande i Sallings cafeteria(der var for fyldt og tæt i dag) og købt julegaver, hver for sig og sammen. Nutildags med mobiltelefoner går det jo som en leg at koordinere handlen.

Vi fandt et lille konditori og fik varm cacao med flødeskum og kage dertil. Teforretningen nåede også at få besøg. Julegaverne til gengæld, der mangler vi nogen.

De unge var trætte efter at have været i gaden den halve nat. Forældrene var trætte efter at have været i bio og se James Bond (den er go), og så sover man ikke så godt i en stol og en sofa, men heldigvis vækkede sønnen os kl. 3.30, han skulle hentes ved busstationen, så vi nåede da nogle timer i egen seng.

EN HUND EFTER MOTION

Laika kender signalet, hun står op i kurven, når jeg finder skoene og landmandens gamle oilskinsjakke frem, og når så remmen bliver taget ned fra knagen, så er der ren krigsdans i bryggerset.

Hun elsker at få lov til at strække ud, og det er sjældent, at jeg har hende i snor, landmanden har opdraget hende godt. De fem km går som en leg, og det er skønt at blive blæst igennem.

At det er mildt tyder denne enkle rose da vist på, godtnok står den i læ oppe i gården,men alligevel!

JOBSKIFTE

Tilbage først i firserne var arbejdsløshed blandt tømrere ikke et særsyn, og da landmanden havde tilstrækkelig praktik til en landmandsuddannelse, tog han springet og satte sig på skolebænken igen.

Tvangsauktioner blandt landmænd var heller ikke noget særsyn, og det var i de år at filmen ”Der er et yndigt land” havde premiere. Landmanden og jeg samt en masse andre landbrugselever var selvfølgelig inde og se den, og den gjorde stort indtryk på mig.

Blandt mine kolleger var en tidligere landmandskone, som fortalte hvordan hendes eksmand først fortalte hende, hvor slemt det stod til, da tvangsauktionen var en realitet. De havde kørt hver deres løb, og hun havde ikke anet, hvor grelt det stod til.

Da vores gårdkøb var en realitet, besluttede vi os til, at jeg skulle føre kassebogen, altså føre indtægter og udgifter ind, selve bogføring/kontering tog landbrugscentret sig af. Hermed sikrede vi os, at jeg også havde en fornemmelse af tingenes tilstand, det har givet anledning til mange gode snakke, for det er svært for en lønmodtager med fast indtægt at forholde sig til den kæmpeudgift eks. en traktor er.

Så kom EDB regnskabsprogrammerne og jeg blev oplært i at kontere af vores landbrugsassistent, og det har jeg så gjort lige siden. Jeg hygger mig med det, en god kop te ved siden af computeren og telefonen i nærheden, så min ”farmassistent” kan rådgive mig, hvis det bliver nødvendigt.

I dag er det kontordag, så nu er der vasket op efter gårsdagens arbejde, teen er brygget, sønnen på vej til skole, landmanden og datteren er ude og sortere kartofler, hunden ligger i kurven og morgengryet er langsomt på vej. Ha en god dag.

BELØNNING

Lige om lidt skal jeg nyde belønningen for dagens dont : et stykke franskbrød med lun leverpostej og rødbeder, uhm

Bilagene er ordnet, klar til bogføring i morgen

Kirken er stillet op.

Adventsstjernen er jeg begyndt at samle.

2 stk rullepølse ligger i saltlage.

Sylte står i pres i køleskabet.

14 store forme med leverpostej er i fryseren og 2 forme bliver færdige lige om lidt.

Jeg lærte det til sidst - en ting af gangen

KLOG AF SKADE?

Og så så man lige fruen tabe en tung frossen dyreryg ned på sin arm med en stor rift følge, fordi hun ville være hurtig.

Og så så man lige lige fruen glemme at lægge kogebenene på en tallerken mens de tøede op med et blodigt, vådt bryggersbord til følge, fordi hun ville være hurtig.

Og så så man lige fruen sætte gryden med kogebenene på bordet, dreje vandhanen ud og åbne, og hun ville jo være hurtig, så imens tørrede hun bryggersbordet af, med køkkenbord og gulv, der sejlede med vand, til følge.

Og så så man lige fruen, som ville slappe af med blogging mens gryden kom i kog, løbe ud til køkkenet, men for sent, med en elplade og gulv, der sejlede med kogende vand.

DAGENS JULEBILLEDE

Jeg har været meget i tvivl om hvad jeg skulle vælge til Heidis julekalender, men valget faldt på kirken.
Kirken har altid(sådan føles det) stået i mine forældres hjem, min far var sløjdlærer og drengene lavede kirker op til jul.

Da landmanden og jeg flyttede sammen, kom min far med denne kirke til os, den var ikke samlet, ej heller malet, for det mente han nok landmanden kunne finde ud af.
Mine søskende har også fået en kirke, men da har far samlet den og malet den ;-)

Et par år efter fik landmanden så kassen med lys i til sin fødselsdag, for min far kunne godt se, at kirken ville komme til at stå mørkelagt i mange år, inden landmanden fandt tid til at få lys arrangeret.

På toppen af tårnet er en engel, som jeg har fået af min mormor, den er en af tre, de to andre kommer til at hænge på juletræet, når det bliver pyntet juleaftensmorgen.
De to nisser, som læner sig op af kirken fik jeg i julepakke ved spejderpatruljens julehygge, da jeg var blevet storspejder som 12årig, de har fået nogle skår, men jeg nænner ikke at smide dem væk.

Meget af mit julepynt bringer minder frem om mennesker, jeg har været sammen med og som betyder noget for mig, derfor kommer jeg heller aldrig til at have et tjekket julehjem eller juletræ.

DAGEN DERPÅ

Sådan kan dagen vel bedst beskrives, der skal en rekonvalescens periode til for at kunne køre på fuld kraft igen. Der er sovet, der er vasket tøj, gået tur, handlet ind, lavet mad. Alt det som ingen gider, men som skal til, for at hverdagen hænger sammen.

I aften har jeg og mit kor deltaget ved en adventsgudstjeneste, det gik godt, og igen igen må jeg sande, at kirkerummet er et godt meditativt rum, klangen, orglet, fællessang, jeg får energi af at være der.

Nu skal jeg på hovedet i fryseren, for dybt nede ligger et grisehoved, nogle skanker, slag fra gris og krondyr, lever og spæk, og så skal jeg lege landmandskone i morgen. Det er det eneste tidspunkt på året, hvor der produceres sylte, rullepølse og indimellem leverpostej. Måske skal jeg lade være med at spænde buen for stramt og så starte med sylten.

FORVENTNINGENS GLÆDE

Tid: efteråret 1970, sted: en lille by et sted i Midtjylland, personer: far, mor og fem børn.
De to ældste piger (13 og 11½) havde glædet sig, først ved at sidde og bladre i det farvestrålende katalog, siden hen med at gå og vente. Den dag skete det så, da de kom hjem fra den nye centralskole, som var bygget lidt udenfor byen.

Der var den, postpakken fra Daells Varehus. Mor syntes, det var den nemmeste måde at ekvipere sine mange børn på, de yngste piger(5 og 1 år) arvede selvfølgelig en del fra storesøstrene og den ene hane i kurven, lillebror på 8 år, var ligeglad med, hvor tøjet kom fra. De ældste piger syntes, der var meget lækkert tøj og ønskede sig det hele, men det var der ikke råd til i lærerhjemmet, og slet ikke nu hvor lærerboligen var blevet for lille, og der, ude på marken ved siden af skolen, var ved at blive bygget et nyt hus.

Tøjet blev prøvet, der blev gået modeshows, og til sidst blev det godkendt af mor, og så drog de ned på værelset i kælderen. Der var meget at glæde sig over og til, nyt tøj og snart blev det julemåned, og de to søstre tog så til Randers på juleindkøb uden forældre, det var skønt, og det bedste var at gå op i Schou-Epas cafeteria og købe klarsuppe med kød-og melboller. Det var jo dengang, hvor det ikke fandtes som frostvarer.

Efter jul kom så foråret, hvor de skulle flytte ud i det nye hus, her ville de få hver sit værelse, og SÅ, storesøsteren kunne næsten ikke vente, for så skulle hun konfirmeres, nyt tøj igen, og det skulle ikke komme med en postpakke. Næh de skulle til Randers og gå i butikker(sådan hed det dengang, ikke noget med at shoppe).

Storesøster kan stadig i dag huske andendagstøjet, de smarte Hot Pants, blå med hvide nister, den smarte råhvide T-shirt, det smarte bælte, flettet af reb med stort spænde og så det allerbedste, hvide støvler, hvor skafterne var stof, der glimtede. Kan stadig i dag huske fornemmelsen af at gå med det tøj, især efter at de lyse, lange lokker faldt efter konfirmationen og en smart korthåret pige trådte frem.

Åh jo, udfordringen ”postpakke” gav en tur tilbage i tiden, lige som kiksekage og redekam.

STILLE DAG

Der er stille i huset, kun en dørs knevren og vinden udenfor kan høres. Kalenderlyset er tændt for at blive opdateret. Jeg strikker lidt, slapper af, tænker og indimellem læser jeg.
Jeg er blevet god til at give mig selv stille stunder om dagen, når jeg skal i aftenvagt.
Hjerneskadeforeningen har på deres hjemmeside en bog "Håndbog for pårørende - til personer med hjerneskade" skrevet af neuropsykolog Louise Brückner Wiwe. Jeg har hørt Louise på min uddannelse som apopleksisygeplejerske, og hun er god, så jeg glæder mig til at læse mere i bogen.

NYE BEBOERE

Der var flyttet nye beboere ind, da jeg kom hjem fra arbejde. Landmanden havde mødt dem hos en Spar-købmand og inviteret dem med hjem. Han synes de minder om vore børn som små, og han har faktisk ret, de lange lyse fletninger, gavtyve smilet og så hånd i hånd, der er kun 17 måneder mellem dem, så de hyggede sig rigtig sammen. Der var også hygge i det lille hus på landet i dag, lysene var tændt, teen brygget og jeg kom med norske klejner, så for første gang i weekenden var vi samlet alle fire.

Ádventskransen var også tændt, og som det ses er den jo ganske traditionel, men der ligger nødder nede i kurvefadet, de har det dog med at forsvinde.


PS det tager en krig at hente billeder ind på bloggen. Ville det være hurtigere, hvis jeg havde en Flickr konto?

GÅ GLAD I BAD

syng jubidiæ....... Når man er et B-menneske og har valgt sig et A-menneskes job, så er det sommetider lidt hårdt her kl. tidlig om morgenen. Her er der én ting, der dur, et bad eller rettere hårvask, trætheden forsvinder langsomt, mens der bliver gnubbet og skrubbet.

Så egentlig var det en anden sang, jeg skulle vælge, en af sangene (lettere omskrevet) fra min unge teenage tid, hvor store musicals var et led i mine dagdrømme:

I'm gonna wash that feeling out of my hair, I'm gonna wash that feeling out of my hair , I'm gonna wash that feeling out of my hair and send it on its way.......

God 1. søndag i advent.

GULD

Jeg er en heldig kvinde, jeg er omgivet af lutter gode kolleger, der er faktisk ikke en, jeg ikke kan finde noget godt at sige om. Der er nogle, jeg svinger bedre med end andre, der er nogle, hvor vi har samme værdier som basis, men jeg har det godt med alle. Om det modsatte er tilfældet må vi lade stå hen i det uvisse.

Men så er der guldet, det er to kvinder, som jeg bliver løftet af at være sammen med. De inspirerer mig, de støtter mig og de er gode at diskutere med. Hvor meget de betyder for mig, fandt jeg ud af for nøjagtig et år siden, da det gik op for mig, at jeg var ramt af stress.

Jeg plejer at tænke på mig selv som den dukke, man kan slå til jorden og så vupti er den oppe igen. Derfor funderede jeg over, hvorfor jeg lige pludselig ikke kunne takle folks manglende gejst for at arbejde med apopleksipatienter, men jeg manglede jo de to kvinder. Den ene var på barsel, den anden ansat i et projektarbejde, så de var der jo ikke til at vi kunne vende tingenes tilstand.

I denne weekend er den ene på arbejde, og selvom vi er i hver gruppe, så har vi haft tid til at tage de små snakke henover bordet, når vi var på kontoret på samme tid. Det gør godt, og jeg håber, vi også får tid i morgen.

DEN MANGLENDE MIMIK

Når jeg læser kommentarer eller blogindlæg, så bliver jeg sommetider i tvivl om meningen. Mente hun det nu bogstaveligt, var det ironisk, forstår vi det samme med de ord, er der ikke en lille snert af en latterliggørelse eller irettesættelse i den kommentar? Jeg mangler kort sagt at kunne se det menneske, se øjnene, munden, kropssproget, høre stemmens melodi, den måde trykket bliver lagt på for at kunne tolke.

Det er faktisk sådan mange mennesker med hjerneskade i højre hjernehalvdel har det. De kan godt se, men de kan ikke forstå ironi, antydninger, skjulte meninger eller humoristiske indslag. De har også svært ved at tolke vores kropssprog, vores stemmes melodi og vores mimik. Selv har de også mistet melodien, taler uden svingninger, uden følelse(de har følelser, men det er svært at tolke), kan måske godt selv bruge ironi, men det er tit tidligere indlært. De taler jo fint nok og har et godt ordforråd.
F.eks hørte jeg om en terapeut som sagde til patienten ”når du er færdig med den træning, så kan du lige stikke hovedet indenfor hos mig” Hun fik noget af et chok, da patienten stak hovedet ind af vinduet, da han gik forbi. Eller lærerinden, som får problemer med klassen, da hun vender tilbage, for de kan ikke aflæse hendes sprog, er det nu vi må lave lidt sjovt eller er det nu vi skal være på.

Hvis jeg overhørte en samtale der lød sådan her: ”Der er møde på torsdag kl. 16” ”Min bil er på værksted”, så ville jeg nok tænke, at den sidste plejer at køre, så de må finde en anden ordning. Det kan den hjerneskadede ikke, det lyder som godav mand økseskaft tale.
Der er mange skjulte handicaps hos hjerneskadede, og det er tit de højresidig ramte, der har dem. Det er svært lige i starten at få øje på dem hos nogle af patienter, men lidt efter lidt dukker de frem, det kan være ovenstående, træthed, koncentrationsbesvær, opmærksomhedsproblemer, manglende orienteringssans, ændret personlighed, manglende evne til at udføre praktiske ting som tidligere var nemt, manglende evne til at strukturere eller manglende sygdomserkendelse.

Vi har faktisk haft en del højresidig ramte i den senere tid, og mange af dem har ikke været ramt af kraftnedsættelse i arme og ben. OG de har været unge i vores terminologi, dvs under 60 år. OG jeg må konstatere, at rigtig mange af dem ryger !

Pas godt på jer selv, jeg burde tale dunder om rygning, men gør det ikke, er selv gift med en ryger, så folk må selv se på deres risikofaktorer og vurdere hvad gir dem livsindhold, og hvad kan/vil de ændre.

Tror faktisk ikke det er særlig sundt at arbejde 2 x 8 timer på 24 timer, som jeg lige har gjort, så derfor er der dømt afslapning og julekalender før weekendens arbejdsdage.