FREDAG AFTEN

Nogle snakker klimaaftaler på P1

Nogle snakker minke i bur og forbud mod pels i Danmark i Godaften Danmark

Nogen putter sig under tæppet, lader gemalen se DR2 om 2.verdenkrig set med amerikanske øjne og varmer sig ved brændeovnens ild og lidt bloglæsning.


Nogen er for træt til at mene noget om noget som helst.

Det er fredag aften, jeg har udsigt til 3 fridage, det bliver godt.

GENNEM KAMERAET

Man skulle da være et skarn, hvis disse omgivelser ikke gør en glad.


Her parkerer jeg, når jeg er på arbejde.


Nu er jeg snart hjemme


Og her er jeg færdig med oprydningen og står ved min skraldecontainer.

THE SAME PROCEDURE

Hver dag efter arbejde mødes vi, den ene begynder at samle stumper af isoleringsmateriale, ledninger, jernskinner og træ op; den anden begynder at rulle industristøvsugeren ud, og så går vi i gang. Hele huset bliver støvsuget, og det bliver mere og mere tydeligt, at selvom der ikke støves meget, så støver det; en anledning til at få alle ting i hånden, inden de, når den tid kommer, bliver sat på plads.

Så brygger jeg en kop te og smører en bolle, og vi finder en lille krog, hvor der stadig er lunt. Snakken går om huset, bryggersindretning og om forældres evige samtaleemne, deres børn.

Aftensmaden i disse tider byder ofte på de lette løsninger, og vi har ingen problemer med at falde i søvn.

Det er en fornøjelse at se det ene rum efter det andet blive klar til tapet og maling. Når vi når en uge længere hen, er alt støvarbejdet overstået. Jeg glæder mig.

ANNE OG ARSENIKTÅRNET

Bogen er læst. Brød jeg så om den?

Det gjorde jeg faktisk ikke, hvorfor så ikke?

Det tænker jeg stadig over. Den var usammenhængende, nogle steder fungerede teksterne dog som i de foregående tre bøger, ordene flød og inviterede mig ind i historien.

Men ofte fik jeg lyst til at zappe, jeg gik i stå, måtte tage mig sammen til at læse videre, den situation var jeg aldrig i Anne B.Ragdes forrige bøger.

Faktisk kunne jeg ikke lide Amalie Thalie, kun da hun var forelsket som ung var historien lys, senere blev den for grov og mørk for mig.

Historien bliver fortalt fra forskellige familiemedlemmers synspunkt. Sådanne bøger har jeg før læst, hvor jeg syntes, det fungerede godt, det synes jeg ikke her.

Har du læst bogen, og hvad syntes du?

STILSTAND

Er man syg, så er man syg, punktum! Og det skulle så lige komme fra landmanden, som går ud og arbejder uanset hans tilstand, selv med et ben, som havde været i en kartoffeloptager!

Nå men jeg fulgte hans råd, så jeg sover, sveder og drikker te, nu er det heldigvis begyndt at lysne, både udenfor og herinde.


Og i brændekurven med strikketøj, som jeg har taget med herop i sommerhuset, fandt jeg en biblioteksbog, den havde jeg helt glemt.


Det er slet ikke så ringe endda.

TJEKLISTE

hjemmelavet hyldebærsaft fra køleskabet, tjek

strepsil med honning og citron, tjek

lommetørklæder, tjek

masser af varme tæpper, tjek

havregryn til havregrøden, tjek

jeg er klar til en aften på sofaen

FRISK LUFT

må der til! Solen besluttede sig for at bryde igennem skyerne, og den lette regn tog sig en pause. Vi skyndte os at tage traveskoene på, og Laika var fyr og flamme. Det ene hop efter det andet måtte til af bare glæde over udsigten til en gåtur. Ingen kunne se at det var en ældre dame, vi tog med os.

Solen fik det smukkeste frem i hybenbuskenes blade og de lettere rynkede bær. Overalt lå der blade, så vi skulle se os for, når vi satte foden i. Kombinationen af blade, jord og regn fremmer mærkelige gangarter; vi har prøvet, at foden pludselig mister fæste, og det er ikke så sjovt, for at sige det mildt.


Nu er der hentet tapas fra den lokale afdeling af Kaas slagteren, søn og far ser western; min far er adviseret om besøg, og det lyder til, at vi skal makke fjernsyn, jeg håber, jeg kan finde ud af det.

En dejlig søndag, det er ganske vist.

EN TIME

Når man først kommer i seng ved 4 tiden, så er det skønt at kunne skrue tiden lidt tilbage og så alligevel få en dag ud af det.

Det er trist og vådt udenfor, men jeg hygger mig herinde med lys, computer og boglæsning. Landmanden er kørt efter sønnike, så dagen i dag bliver en dag, hvor jeg både får lov til at føle mig som mor og hustru, men også som datter, for min aften skal tilbringes nede hos min far.


Vores sommerhus og dens omgivelser har fra første gang, jeg så det, givet mig en indre ro. Havet er en kilometer væk, så jeg vækkes ikke af dens susen, men kan komme derned hurtigt, hvis jeg har lyst. Skoven er lige omkring mig, men der er alligevel åbent, så jeg mærker lyset og luften og har jeg lyst til traveture, så er der masser af muligheder.

Nu vil jeg læse de sidste sider af bogen, få ryddet lidt op og så nyde resten af dagen sammen med min søn, min mand og min far.

Ha en god dag.

TAPET

I dag river jeg tapet ned, og sjovt er det, når der dukker gamle tapetstumper op, stumper som fortæller lidt om den tidligere ejeres smag.


Jeg kan godt lide det arbejde, der er en vis tilfredsstillelse i at få store stumper revet af, og især når de efterlader en bar mur lige klar til ny tapet. Så nemt går det nu ikke, så vi skal have lånt en dampmaskine af maleren for at få de sidste rester ned.

Mens jeg river ned, kommer jeg i tanke om en af mine ungdomsbøger, en ungdomskrimi med en kvindelig hovedperson, mon det var Nancy Drew? Handlingen foregår i et gammelt hus, hvor de har fået job med at rive tapet ned, men det skal gøres nænsomt, for en af dem skal gengive tapetmønsteret på papir til evt. inspiration til nye tapetmønstre. Derudover husker jeg ikke meget, men det er sjovt, som det at stå med en praktisk opgave udløser neuronforbindelser i hjernen, og dermed bringer minder frem om noget, der blev læst i teenageårene.

ET HJØRNE

Lær dig selv at kende, er et af rådene, når man skal ændre på vaner/livsstil.

Jeg ved, at når jeg har meget om ørerne, og hjernen føler sig truet med nedsmeltning, eller når jeg er trist eller ked af det eller når jeg har haft travlt, så ønsker jeg at trøste /belønne mig selv.


Trøsten/belønningen er ofte spiseligt, noget sødt, lækkert og fyldt med gode kalorier. Det bliver ofte slik, chokolade og kager, ja jeg skrev ikke eller mellem valgmulighederne, for ofte bliver det en samlet trøstepakke ;-)

I de perioder går jeg også på biblioteket og låner gamle kendinge, bøger som jeg ved underholder, stryger mig på kinden, lader mig blive i et univers, hvor alt bliver godt til sidst. Min mor introducerede mig til ”Konkyliesamlerne”, og hvor min mor herefter droppede forfatterens andre bøger, syntes der var for meget feel good/happy ending over bøgerne, ja så faldt hendes datter pladask for Rosamunde Pilchers univers. De bøger nurser mig, lader mig dagdrømme lidt, kort sagt giver mig mulighed for at synke ned i en stille og rolig verden.


Vores hus herhjemme er håndværkernes domæne, alle møbler er pakket ind, stablet og rykket ud til siderne. I dag fandt jeg dog et rum, hvor der ikke skulle arbejdes, fandt to gode kontorstole, et lille bord og så kunne landmanden og jeg drikke te og spise madder. Jeg har brug for et lille hjørne, hvor jeg kan lade op, falde lidt i staver og genlæse Vejen Hjem.

Jeg fryder mig over rummenes forvandling, selv midt i rodet og de ufærdige vægge kan jeg se, hvor godt det hele bliver. Og de vinduer er bare så smukke, uh hvor er jeg glad for, at vi tog os sammen og besluttede os for at gå i gang.

Mon du også har brug for trøste/belønningshandlinger?

KUNSTEN AT DUMME SIG

Måske har du det sådan, at du er den du er, uafhængigt af hvad andre siger.

Måske hylder du princippet om, at andre ikke har indflydelse på det du siger, tænker og gør.

Måske.

Men formes vi ikke netop af det sam – og modspil andre mennesker møder os med? Måske ved vi slet ikke, hvor meget det, andre gør, påvirker os?

Da jeg blev færdig som sygeplejerske, havde jeg som elev været 16 forskellige steder, og jeg ønskede kun at arbejde på pædiatrisk eller gynækologisk afdeling. Det var så også de to steder, hvor man lagde mærke til specielle evner hos mig, ikke speciel som synske eller healende evner, men hvor man satte ord på, hvordan jeg havde gjort en forskel.

I dag dummede jeg mig, ikke dummede mig som i en forfærdelig fejl, men jeg misforstod en patient. Det gjorde mig ikke noget, faktisk fortalte jeg om fejlen, gjorde lidt grin med mig selv.

Jeg havde oprindeligt et vikariat på afdelingen og var så til en samtale mhp. en fast stilling. Her fortalte en af mine kolleger mig, at noget der gjorde indtryk på hende var, at jeg ikke var bange for at fortælle om ting, jeg havde gjort fejl eller var i tvivl om. Jeg havde aldrig tænkt over det, men nu tænker jeg over det som en kvalitet, en hjælp til at andre også tør komme frem med dumme situationer. Jeg håber, at jeg kan blive god til at finde de rigtige ord, så vore studerende kan se sig selv med andres øjne, se kvaliteter i sig selv, jeg øver mig, men det er ikke noget, jeg er vant til.


Og misforståelsen i dag?

Jeg havde egentlig administrativ dage i denne uge, men både i går og i dag havde mine kolleger brug for hjælpende hænder til morgen, så jeg lavede mundpleje hos en patient og gav sondemad. Patienten havde afasi fra en tidligere blodprop i hjernen, havde svært ved at udtrykke sig, så jeg spurgte meget for at holde en samtale i gang og for at finde ud af, hvor meget patienten kunne fortælle.

”hvad får du tiden til at gå med derhjemme?”
”jeg laver rav”
” nå du laver rav i den.” (jeg smiler, tænker det er en lun gammel mand)
”nej jeg laver rav”
”nå, du arbejder med rav”
”ja”
”altså rav som en sten?”
”nej harpiks”

Så grinte vi begge, og jeg vidste, at patienten var med i sin tankegang, og at jeg var lidt langsom i min ;-)

UHELDIGT ORDVALG

Vi kender vist alle til, hvordan man får sagt noget, som kan misforstås, og man opdager det først, når det er blevet sagt.

Hos os har vi et observationsskema for de tre første dage, patienten er indlagt; her noteres blodtryk, puls, temperatur og en neurologisk vurdering. Den neurologiske vurdering hedder helt korrekt Scandinavian Stroke Scale, her får patienten en score= en sum, som siger noget om graden, han er ramt på; jo højere jo bedre er patienten. Derfor lyder det ofte, hvad scorer patienten?

Vi har dog snakket om, at vi skal til at bruge en anden formulering, for gad vide hvad patienten tænkte, da en kollega i aftenvagten sagde, gå lige ned på stuen, så kommer jeg og scorer dig ;-)

DET SKAL GÅ HURTIGT

Jeg havde knap nok sat mig ved bordet, før jeg startede spørgsmålene, er du gravid, har I købt hus, har I andre planer, og så skreg de alle af grin undtagen vores nye tyske læge, som lige skulle have en forklaring på, hvorfor Lene forvandlede sig til forhørsleder af 1. Grad!

Og snart var vi midt i faglig snak. Pludselig hørte jeg to unge kolleger snakke om noget andet. Ørerne stod på stilke, og jeg spurgte, hvad snakker I om? Endnu en gang masser af latter, Lene vi snakker om vinterstøvler købt til de små i Føtex for 129 kr. Så nu ved jeg det ;-)

SLADREBOG

Det skete igen! Jeg er håbløs bagud på point, og endnu en gang har jeg pointeret over for mine dejlige kolleger, at de er nødt til at hjælpe mig.

Jeg synes, jeg er god til at lytte, jeg synes, jeg er god til at snakke ;-)

Men fakta er vist, at jeg ofte er involveret i fagsnakke, sjældent private snakke så som graviditeter, huskøb etc. Jeg er altid den sidste, der finder ud af det.

En overgang overvejede jeg en sladrebog, hvor alle skulle skrive, når noget nyt skete for dem ;-)

En af de gange jeg brokkede mig over den manglende viden, lovede en ung assistent, at jeg skulle være den første på arbejde til at få at vide, når hun blev gravid.

Efter en dejlig vinterferie trådte jeg ind af døren kl. 6.55 og med det samme blev jeg hevet ind i personalestuen af den unge kollega, Lene jeg er gravid, jeg skal have tvillinger! Hun havde gået i en uge og ville så gerne dele sin glæde med afdelingen, men hun havde jo givet mig et løfte. Da blev jeg rørt, og jeg har fortalt mine unge kolleger, at jeg gerne ser det service niveau fremover.

Nu ved jeg så, at en ung kollega har solgt hus og bygger nyt, og der er to, der bygger, kollegaen og hendes mand. Han har meldt sig fra arbejdsløshedskassen, er arbejdsløs murer, hun har bedt om aftenvagter. De bor i lejlighed med to børn, og bygger hus i dagtiden, hun tager så på arbejde, han bygger videre, henter børn og passer dem om aftenen, og så forsætter de næste dag igen! Det er sejt.

DET SKAL NOK BLIVE GODT

Murene kommer til at stå sandblæste, til foråret kommer, for førend dur det ikke at vandskure, det gør ikke noget, for allerede nu kan jeg begynde at se husets forvandling.


Jeg nåede ikke at tage billeder udenfor i dag, men i går fik jeg fotodokumenteret, hvordan vinduerne var som ”åbne sår” som Peter Olsen vist siger.


Inde i det ene værelse kan man lige nu se den tidligere farve på et drengeværelse, og selvom aftenbilleder med blitz ikke er det mest flatterende, så kan man vist godt se, hvordan de nye vinduer klæder rummet.


Nu er der lagt pap rundt ved de vinduer, tømrerne skal arbejde med i morgen. Klaveret er plastret godt til, møbler står indeklemt i et hjørne i alle rum, så vi har lavet en interimistisk hyggekrog og nyder Hvem vil være Millionær sammen med aftensteen.

FORSKELLIGE FORVENTNINGER

Min hjerne kører på højtryk, jeg prøver hele tiden at forudse, hvad mon bliver næste træk.

Landmanden og jeg er forskellige på mange måder, vi er normalt gode til at arbejde sammen; jeg er god til at aflæse situationer, er god til hurtigt at danne mig et overblik og forstå, hvad der er brug for her og nu. Jeg er rigtig god til at assistere, lærer lynhurtigt i praksis, at nu har han brug for det værktøj, nu er der brug for den tommestok osv. Landmanden er rigtig god til at overskue en situation, har en masse praktisk viden, er fantastisk dygtig håndværker og er god til at kunne gennemskue, hvad man gør, når uventede ting opstår.

Jeg ved dog, at vi tænker ikke på samme måde, jeg ved, at landmanden forudsætter, at jeg tænker som han, jeg ved af erfaring, at pludselig skal der ske noget i en vældig fart, og så undrer han sig over, at jeg ikke havde tænkt på at rydde noget væk og i stedet for har koncentreret mig om at rydde noget andet væk. Så jeg har spurgt og spurgt ned i detaljer, så jeg havde en ide om, hvordan tømrerne og mureren skulle arbejde i dag. Jeg har knoklet for at få ryddet arbejdsveje, og jeg er træt lige nu.

Jeg tror, det bliver rart at tage sygeplejerskeuniformen på i morgen ;-)

DET TÆLLER ALT SAMMEN

Der er båret fra den ene ende af huset til den anden.

Der er stuvet godt sammen i alle skabe.

Der er smidt i containeren.

Jeg er træt nu, men skridttælleren viser også 11.812 skridt! Det er da godt klaret i betragtning af, at jeg kun har været her på gården og mest inde i huset.

STILHED FØR STORMEN

Søndagskoppen er fyldt med te, det sædvanlige søndagsbord med boller og ost og tid til avislæsning blev afløst af en tallerken med A38, bananskiver og mysli. Der skal arbejdes i dag, landmanden er gået ud, en af medhjælperne er kommet for at hjælpe med at rage noget af en endevæg ned. Da huset blev sandblæst, blev det også afsløret, at ikke alle murstene havde det godt, så det går mureren i gang med i morgen.

Herinde føler jeg, at for hver ting jeg tager en beslutning om at smide væk, hober der sig tre bunker op, der skal findes plads til. Noget bliver bare puttet i kasser uden at tage stilling til, om det skal frem igen, og jeg tænker, det må jeg gøre, når det skal pakkes ud igen.

Vi tog os dog tid til at køre til Odder og være sammen med landmandens søskende, børn og børnebørn i går. Vi var 58, da vi var flest, der var en summen af liv og masser af glæde. Landmanden stod for tilberedning af vildt middag sammen med en svoger, som havde skudt fasaner, hare, og rådyr hos landmandens lillebror. Landmandens søstre forberedte ovnbagte rodfrugter og waldorfsalat samt små kartofler. En anden svoger stod for at lave en sovs ud af ingenting, det klarede han med bravour.

Noget andet han også klarede, min dejlige svoger, var en gave til mig. En CD med de første tre år af min blog! Mine børn har ytret ønske om, at min blog blev gemt, så de havde mulighed for at gå på opdagelse i den senere hen. Det er nu klaret for de første år, og senere hen må jeg have opskriften på, hvordan han gjorde det, så jeg kan gøre det selv.

Aftenen i går sluttede med koncert. Hele dagen i går havde der været aktiviteter, så vi så et børnekor, et børneband, et familiegospelkor og gensyn med de yngste af vores børn, den flok som mine børn tilhører, hvor de gav deres nummer med Oh Happy Days. Resten af familien blev på efterskolen til i dag, landmanden og jeg tog hjem, og nu kan jeg vist ikke skrive mig udenom, at der skal tages fat. I dag skal det store ryk foregå, der skal flyttes møbler, dækkes ned og planlægges, hvad vi kunne tænke os at bruge den næste måned fra de skabe, der bliver lukket inde.

Jeg bliver nok lidt fraværende på bloggen og i kommentarfeltet rundt omkring hos jer, men når det bliver december, er jeg forhåbentlig klar til julehygge og julepyntning ;-)

HVAD SIGER DU, HVAD SIGER DU, HVAAAAAAA?

Nedsat hørelse er træls, i det daglige lægger mine kolleger ikke mærke til det, men hvis nogen mumler eller ikke artikulerer tydeligt, så mister jeg ord i en sætning, og så får jeg sommetider de mest mærkelige resultater ud af samtalen. Er der larm omkring os, sker det samme.

For 10 år siden fik jeg konstateret nedsat hørelse svarende til 60 års alderen, men ikke nok til høreapparat. Da sønnen fik konstateret høretab til session, var vi sammen til hørelæge, som konstaterede, at vi havde samme udfald, så det var nok arveligt, og ikke som jeg havde troet 11 år i et kartoffelhus med en kartoffelsorter, der larmede.

Lige for tiden synes jeg, det er værre, så det er vist tid for et tjek. I går aftes var jeg dog et sted, hvor selv normalt hørende ikke kunne høre noget. Sønnens band skulle deltage i Rock on Rock band battle i Aalborg, og som sidst inviterede han os med, denne gang på RockNielsen.

Alle andre havde en alder svarende til at man dividerer vores alder med 2 ;-) det lod de sig nu ikke mærke med, og datteren synes, det var sjovt at have sine forældre med på diskotek.

Sønnens band var først, og vi nåede at høre to bands mere, inden vi måtte kapitulere, vore trommehinder gjorde ondt, og jeg kan konstatere, at heavy metal i et lille rum ikke lige er mig ;-)

En sms tikkede ind efter midnat ” vi er videre til finalen”, jeg tror nu ikke, mor her kommer med til finalen, det kan mine ører ikke holde til. Der er det også en dommer og ikke publikum, der bestemmer ;-)

UHMM

Undervejs i oprydningen dukkede en æske chokolade frem, som vi havde fået af sønnen. Der var bare noget, der ikke stemte, den var tom, og jeg havde ikke spist af den!

Det blev nævnt ved formiddagsteen.

Landmanden havde et ærinde til byen.


Nu er der en ny æske chokolade på matriklen, den er fyldt, og jeg har budt landmanden et stykke med fare for, at den er tom, næste gang jeg kigger til den ;-)

RODEBUTIK

Udenfor rusker det i træerne, lyset har svært ved at vinde magten, men langsomt sker det alligevel.

Langsom er også kodeordet herinde, mens mit mantra er ”det skal være skidt, før det bliver godt”

Jeg tømmer skabe, og meningen er så, at der skal smides ud! Føj for den, hvor er det svært, alt har en betydning i mine minder, selve tingen er som sådan ligegyldig, det har jo stået i skænken i årevis uden at blive brugt, men….


Her står mine mokkakopper, som jeg samlede på som barn.


Her står et fint tysk testel fra Dresdens omegn, det minder mig om, at gæstfrihed kan udnyttes, så noget der kunne være blevet til et venskab i stedet for blev lidt af en pestilens. Vore børn havde mødt en jævnaldrende tysk pige på en ferie, og hun var adopteret af sine morforældre, da moderen var død. De inviterede sig selv på ferie hos os, og det var fint, men da de spurgte, om de måttet blive i 14 dage i stedet for en uge, kunne vi ikke sige nej, trods det faktum at de var hos os konstant. Jeg havde en tysk hausfrau i hælene i alle mine vågne timer, vores datter havde en tysk pige tilsvarende i hælene, og der blev kun talt tysk i huset, indtil den dag hvor det gik op for landmanden og jeg, at vore børn var blevet fremmede i deres eget hus, de kunne ikke tysk på det tidspunkt ej heller engelsk, så alt foregik henover hovedet på dem.


Jeg husker, hver gang jeg ser det stel, hvordan den lille tyske familie græd, da de sagde farvel, og vi stod med en følelse af lettelse, som vi havde svært ved at rumme.

Sådan rummer alle mine ting minder, selv små latterlige gamle lysekranse, men i dag ryger de ud, jeg tager datteren med på råd i håb om, at hun ikke ligner sin mor for meget, hvad det angår ;-)


Egentlig skulle jeg være på arbejde, men mine kære kolleger syntes, jeg skulle afspadsere i dag, er de ikke bare fantastiske?


Og billederne fra i går minder om solrige efterårsdage.

NOGET SÆRLIGT

I aftes fløj tankerne rundt om mange emner, og noget af det, jeg tænkte på, var det at være noget særligt. Kan vi alle være noget særligt? Som jeg ser den kristne tro, så får jeg at vide at jeg er elsket, som den jeg er, ikke som den jeg gerne vil være, at hvert menneske er, som Lars Lilholt skriver i en sang, ”en tråd i livets vævede tæppe” og selvom ”vi lever lidt i trods” er vi en ”del af jorden og jorden en del af os”


Lars Lilholt er også forfatteren til min blogs titel, og de ord rummer mine værdier, at underet ER, at vi er til, at vi lever, at hvert menneske sætter spor, at vi betyder noget på en eller anden måde. Vi kan måske ikke altid se det, vi føler os måske ikke som noget særligt, men ”alt der sker, det sætter spor, der er kølvand fra en båd”


I skoven lægger man først mærke til de kæmpe træer og solens lys, der vælder frem mellem træernes krone, men i skovbunden står der stadig her midt i oktober små lilla blomster, som man slet ikke ser i første omgang. Men får man først får øje på en, så ser man flere, og man ser også de forskellige grønne planter, ved første øjekast ens, men så alligevel ikke.

Vi er hver især noget særligt efter min mening. Ikke særlig på den måde, at så skal vi alle stille op til x-faktor, men særlige på den måde, at vi hver især rummer noget unikt og samtidig noget universelt, som vi kan bidrage med. Og det forpligter, vi må hver især bidrage til, at denne verden kan fungere, vi kan ikke bare køre på frihjul, det betyder noget, om jeg smider affald på jorden, om jeg vælger at kigge til den anden side, når nogen kommer i klemme, om jeg vælger at smide sten, om jeg vælger ikke at forvalte mine talenter ordentligt, så de er at sammenligne med manden, der gravede sine talenter ned i jorden.


Lidt småfilosofisk må man vel godt være sådan en skøn oktobermorgen

I SKOVENS DYBE STILLE RO

Nu er vi hjemme igen, trætte og glade. Datteren og jeg drog sydpå til min far, vejret inviterede i den grad på en skovtur, og min far var med på ideen.


Turen gik til skoven ved Fussingø, vi fandt et sted at parkere bilen, og så gik vi ind i skoven.


Gåturen blev lidt længere end planlagt, men så fik vi tid til endnu mere snak og nydelse af lysets spil i skovbund og blade.


Der var masser af biler ved Fussingø Slot, og datteren mindedes de mange gange, morforældrene tog hende og lillebror med til spændende efterårsudstillinger for børn netop der.


Hjemme hos min far fandt vi æbler i haven, piskefløde i køleskabet og makrondrys i skabet, og så var eftermiddagskagen klar.

DEN SIDSTE REST

af lyset blev nydt under gårsdagen gå/løbetur. Der er god tid til at tænke over de ting, der sker på arbejde og herhjemme. Nogen ville kalde det at reflektere, jeg tænker over ;-)

Søndagen fik lov til at spænde fra arbejde til gæster og te og kage. Der skal vist løbes nogle km, før de lækre kager er forbrændt. Først vennebesøg her, dernæst besøg hos svoger og svigerinde. Begge par havde købt lækre kager, og snakken gik livligt om alt mellem himmel og jord.

I går fik jeg læst vores norske studerendes refleksionsøvelse, jeg blev så glad. Hun er en stille pige, siger ikke så meget, men her skinnede det igennem, hvor god en sygeplejerske hun bliver. Det lyste af eftertænksomhed, af omsorg og faglig dygtighed.

Hun beskrev en morgenstund med en patient, som har afasi, altså som ikke kan finde ordene og formulere dem og som ofte, især i starten, heller ikke kan bruge mimikken, som du og jeg ville bruge den.

De tanker den studerende gjorde sig, da patienten fik gjort hende opmærksom på, at hun(patienten) gerne ville have gardinet trukket fra, kunne jeg godt følge den studerende i.

Vi lægger nærmest ikke mærke til vejret udenfor, vi er på arbejde og er fokuseret på de ting, vi skal gøre, det samvær, vi har med patienten, men for patienten kan det være livgivende sådan en morgen at få lov til at se solens lys, mens man får sondemad. Man er på afdelingen 24 timer rundt, så lyset spiller en stor rolle for patienten. Det giver dagen struktur.

Nu vil jeg gøre mig klar til en køretur ud i mørket, lyset får først magt, når jeg er kommet på arbejde, og det er lang dag i dag, så lyset er på sin retræte, når jeg går ud af afdelingen, men bagefter skal jeg hente datteren, det bliver godt.

DEN SMUKKESTE HIMMEL

er der udenfor, og hvem har så lige sit kamera til opladning, efter jeg havde jagtet det orange islæt i mit hus?

Og himlens farve?

Godt gættet, smuk rød-orange ;-)


Ved siden af mig står en rædselsfuld kasse, jeg ved den har relation til internet og firewall, men spørg mig ikke om tekniske detaljer.


I reolen står børnebiblen, som vi fik af mine forældre, da vi selv blev forældre. Den har været med til mange godnat seancer, og i dag er det stadig den, vi læser juleevangeliet fra juleaften.


Inde på kontoret hænger landmandens orange jagtovertrækskasket, så man kan se ham i skoven under jagten. De skulle jo nødig tage ham for en stor hjort. Og det ømme billede viser en ung nyuddannet sygeplejerske med vældig smarte briller ;-)



Badeværelset kunne levere små orange pletter, først datterens badeblomst,


dernæst bruseforhænget.


Og nede i folkerummet står tomme fantadåser og minder om de mange eftermiddagsmadpakker, der blev smurt i kartoffeloptagningssæsonen.


Jeg fandt lidt mere orange i kassen, der står parat, hvis vi får småfolk på besøg.

Det var 7, nu mangler vi så en udfordring. Den sender jeg til Norges land, Astrid, Ruth og Marie, vil I finde 7 ting i jeres hjem, som er lilla?

ET STUDIE I RØDT

Min kære grandkusine, Lizelotte, har udfordret mig til at finde 7 ting i rødt i mit hjem.

Det, mente jeg, ville blive svært, med mindre jeg gik i mit klædeskab og kun fotograferede tøj.

En lille runde i huset afslørede dog flere røde pletter, så klædeskabet nåede aldrig at blive åbnet.


Termokanden, vi fik til vores bryllup.


Tedåsen, som jeg fik fyldt med pernod te af mine elevkammerater efter at brygget spandevis af te til os. Jeg boede på kollegiet i forbindelse med sygeplejeskolen, så vi valgte at sætte os op i mit gangkøkken og lave gruppeopgave i stedet for at sidde i klasselokalet.


Det røde tørklæde på maleriet, vi fik af mine forældre til vores bryllup.


Mappen med min fars slægthistorie, som han lavede , da han gik på efterløn.


De små lyseskærme.


Puden, som vores datter lavede i håndarbejde i 5. Klasse.


De røde pletter på min lille glasvase


Det mørkerøde stof på vores klaverbænk, den stod hos mine svigerforældre, og min svigermor elskede at fortælle historien om hendes lille søn, som var faldet i søvn på den. Den søn, som i dag her på bloggen, kaldes for landmanden ;-)

Stop, stop, det var jo 8 ting!

Hvem der har fået udfordringen har jeg ikke styr på, men fru Kok, Trillemor og Conny kunne måske lokkes til at finde 7 grønne ting i deres hjem.

PS og nu opdager jeg at Tina har udfordret mig til at finde 7 orange ting, gisp, det tror jeg ikke, jeg har, men farvejagten går videre efter arbejde i dag ;-)

MENS DU SOV

Landmanden var rigtig træt efter mange lange arbejdsdage, så selvom fjernsynet har kørt non-stop fodboldoptakt, faldt han i søvn, efter vi havde nydt eftermiddagsteen sammen. Min skridttæller viste 6300 skridt, da jeg gik fra arbejde.

Og nu ved jeg, at jeg er på vej tilbage til gamle takter:


3 km travetur
Lagt to hold tøj sammen
Strøget tøj
Sat vaskemaskine i gang
Tømt opvaskemaskine
Lunet frikadeller, som sammen med godt rugbrød og rødkål, blev forretten
Lunet oksekødssuppe (Mou stod for tilberedningen) og puttet masser af kød-og melboller deri.

Og så blev landmanden vækket, nu er han klar til fodbold ;-)


Men allerbedst, sønnen er på vej i bus, så kan sådan en lørdag aften ikke blive bedre.

LØRDAG

Endnu er det lyst når jeg kommer hjem om eftermiddagen, men snart er det også forbi; længe har det været mørkt når jeg kører på arbejde. Det gør mig ikke noget, jeg nyder varmen i bilen, tænder for musikken og synger løs eller måske får tankerne lov til at tage de omveje, de nu måtte have lyst til.

Det er min første dagvagt weekend i flere måneder; da jeg blev undervisningsanvarlig, gik jeg ned på 3 aftenvagter og 1 weekend på 4 uger, og så valgte jeg at slå dem sammen, så jeg altid er i aftenvagt i weekenden. Det har været rart, men faktisk glæder jeg mig til at skulle i en dagvagt i dag, og så har jeg oven i købet min første trombolysevagt i dag.

Støvlerne er fundet frem, snart bliver det også tid til hue og vanter, det gør ikke noget, jeg elsker vores skiftende årstider.

I dag står der kassepakning af bogreoler rundt omkring i huset på programmet, så vi kan blive klar til husets makeover.

Hvad er dine planer for i dag?

DE ARBEJDENDE HÆNDER

I dag kom mine cremer fra Regitzes nye butik, jeg glæder mig til at tage dem i brug.

Håndcremen er allerede brugt og jeg føler stadig en blødhed i mine hænder, som ellers er karakteriseret ved ru og tør hud. Man kan godt se, at jeg bruger mine hænder, at de vaskes tit OG at jeg glemmer at smøre dem.


Regitze havde købt små tasker i Thailand, og da jeg var nr. 2 i butikken, står der nu en smuk og anderledes håndtaske her hos mig. Tak Regitze.

Nu må de arbejdende hænder heller bære en stol og puf, som er i stykker, ud i bilen, og 4 poser gammelt tøj fra hele familien inklusive de 2 udeboende børn følger samme vej. Det siger vist mere om mig end dem, at tøjet har ligget her på matriklen i mange år. Huset bliver jo omdannet til håndværkeres arbejdssted, så der skal skabes plads til alt det, der skal være her, men som må skubbes sammen i hjørner og langs indervægge.

NÅR JEG SER DIN HIMMEL

På gårsdagens gå/løbetur var der rig mulighed for at studere himlen. En himmel, som er klar blå, er lidt kedelig, hvorimod en himmel med skyer i alle nuancer giver spil til fantasien.


Når jeg går her, er der ikke noget, der abstraherer mig, jeg kan gå helt i mine tanker, det er sjældent, at der er andre på vejen. Tankerne får lov til at flyde, de kommer og går, og jeg kommer vidt omkring i tankeverdenen.


Datteren havde også været ude at løbe i går. Hendes område er helt anderledes, først er det ned af den stille gade, hvor hun bor, så skal hun over Nørrebrogade, her er der altid mennesker, alle farver og tøjarter er repræsenteret, her er cyklister, her er ivrigt talende mennesker på forskellige sprog, Selve løbeturen foregår på Assistens kirkegården, her er der ro, men også andre mennesker, der løber, går eller måske sidder og læser eller taler sammen. Et sted, hvor der er mennesker, der mindes og sørger, men også et sted, som lever med de mennesker, der bruger kirkegården som et grønt åndehul i storbyen.


Landmanden og jeg gik en tur der sidste gang vi besøgte datteren, og det er ikke sidste gang, vi går en tur der.


Overskriften er fra det Gamle Testamente, jeg mødte den som en børnesang, som mine børn lærte som små dels i lørdagsskolen, dels hos deres kusiner og fætre, som kom i frikirker.

Den sang har været min morgen sang i dag.
Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne som du har skabt
Hvad er da et menneske, at du ihukommer ham?

Hvordan mon det ser ud, der hvor du går/løber?