SØNDAGSTANKER

Sådan en søndag morgen med avislæsning sætter tankerne i gang. Den ene sektion starter med en artikel om nyfødte børn, der bliver fjernet pga. bekymring for om deres unge mødre ville kunne tage vare på dem. Artiklen spiller på mine fordomme (bevidst eller ubevidst? jeg tror det første), ord som en noget rodet lejlighed,10 flasker vin klemt inde mellem kasser og poser med blandt andet fødevarer, og der beskrives hvordan den unge teenagemor hoster og ofte tænder en ny cigaret. Den unge mor bor hos sin mor og håber stadig, at retten vil give hende retten til at få sit barn hjem. Advokater diskuterer for og imod, kommunens folk er ikke i tvivl, og alle de mange forfærdelige historier om børnesvigt og voksne børn, der står frem og fortæller, at de ville ønske at nogen havde grebet ind, er da også med til, at man tænker, det her er det bedste for det lille barn.  Jeg kan få helt ondt i maven ved tanke om den lille 10 måneder gamle dreng, som nu har knyttet sig til sin plejefamilie og hvad så hvis man mener, at han godt kan komme hjem til sin mor? Omvendt forstår jeg også forældrene (jo der er en far med i billedet), de bekymrer sig om, at det er andre, deres lille søn knytter sig til. Kan et ugentlig besøg rette op på det, eller er slaget allerede tabt? Og med tanke på en offentlig sektor, som skal spare mere og mere, en sektor, som skal være effektiv og fremadrettet, får den sektor så taget den rigtige beslutning, får de givet den rette støtte?

I slutningen af sektionen er der et interview med en forfatter, Erling Jepsen, som bl.a har skrevet “kunsten at græde i kor” Jeg har aldrig læst nogle bøger af ham, endsige set filmene, som er baseret bl.a på den nævnte bog. EJ er vokset op i en familie, hvor man måske i dag ville sige, at de børn skulle have været fjernet. EJ skriver om den lille by Gram, hvor han er vokset op, og det er der en del, som synes, han ikke skulle have gjort, så EJ er ikke velkommen i Gram mere, men han længes efter at se byen. Forfatteren mener selv, at den vigtigste sætning i hans forfatterskab står på side 1 i “kunsten at græde i kor”. Allan spørger her sin mor om hvad “sædvane” er, og hun svarer: “ Det er, når man gør noget bestemt rigtigt tit, så bliver det til sidst til en sædvane” “ Lige meget hvad det er?” “Ja”

Jo mere jeg kigger på de ord, jo mere tænker jeg på alle de børn, som er vokset op i en familie, hvor de er blevet udsat for ting, du og jeg ikke mener, børn bør udsættes for, men som for de børn ender med at blive en sædvane. Jeg tænker ikke kun på misbrug og overgreb, men også på svigt, det ikke at kunne regne med, at de voksne tager ansvar. Det med at skulle påtage sig voksenrollen længe før end man er voksen. Hvordan skal det barn kunne blive en voksen, vi tør stole på kan opdrage et barn? Vi har jo alle et indre billede af hvad sædvane er, men hvad nu hvis det billede slet ikke er som alle andres billede? Derfor er det godt, at nogen tør skrive om deres liv som børn, nogen der tør sætte ord på og få en diskussion i gang, også selvom andre syntes, de skulle have holdt deres mund.

I dag gjorde avisen det, jeg synes, en avis skal kunne, ordene satte gang i tanker hos mig. Nu vil jeg lade tankerne ligge, jeg vil fordybe mig i andre ting. Jeg vil løbe en tur, inden jeg skal besøge min far. Jeg vil nyde søndagen. Må du nyde din søndag.