søndag, april 14, 2013

SØNDAGSTANKER

Sådan en søndag morgen med avislæsning sætter tankerne i gang. Den ene sektion starter med en artikel om nyfødte børn, der bliver fjernet pga. bekymring for om deres unge mødre ville kunne tage vare på dem. Artiklen spiller på mine fordomme (bevidst eller ubevidst? jeg tror det første), ord som en noget rodet lejlighed,10 flasker vin klemt inde mellem kasser og poser med blandt andet fødevarer, og der beskrives hvordan den unge teenagemor hoster og ofte tænder en ny cigaret. Den unge mor bor hos sin mor og håber stadig, at retten vil give hende retten til at få sit barn hjem. Advokater diskuterer for og imod, kommunens folk er ikke i tvivl, og alle de mange forfærdelige historier om børnesvigt og voksne børn, der står frem og fortæller, at de ville ønske at nogen havde grebet ind, er da også med til, at man tænker, det her er det bedste for det lille barn.  Jeg kan få helt ondt i maven ved tanke om den lille 10 måneder gamle dreng, som nu har knyttet sig til sin plejefamilie og hvad så hvis man mener, at han godt kan komme hjem til sin mor? Omvendt forstår jeg også forældrene (jo der er en far med i billedet), de bekymrer sig om, at det er andre, deres lille søn knytter sig til. Kan et ugentlig besøg rette op på det, eller er slaget allerede tabt? Og med tanke på en offentlig sektor, som skal spare mere og mere, en sektor, som skal være effektiv og fremadrettet, får den sektor så taget den rigtige beslutning, får de givet den rette støtte?

I slutningen af sektionen er der et interview med en forfatter, Erling Jepsen, som bl.a har skrevet “kunsten at græde i kor” Jeg har aldrig læst nogle bøger af ham, endsige set filmene, som er baseret bl.a på den nævnte bog. EJ er vokset op i en familie, hvor man måske i dag ville sige, at de børn skulle have været fjernet. EJ skriver om den lille by Gram, hvor han er vokset op, og det er der en del, som synes, han ikke skulle have gjort, så EJ er ikke velkommen i Gram mere, men han længes efter at se byen. Forfatteren mener selv, at den vigtigste sætning i hans forfatterskab står på side 1 i “kunsten at græde i kor”. Allan spørger her sin mor om hvad “sædvane” er, og hun svarer: “ Det er, når man gør noget bestemt rigtigt tit, så bliver det til sidst til en sædvane” “ Lige meget hvad det er?” “Ja”

Jo mere jeg kigger på de ord, jo mere tænker jeg på alle de børn, som er vokset op i en familie, hvor de er blevet udsat for ting, du og jeg ikke mener, børn bør udsættes for, men som for de børn ender med at blive en sædvane. Jeg tænker ikke kun på misbrug og overgreb, men også på svigt, det ikke at kunne regne med, at de voksne tager ansvar. Det med at skulle påtage sig voksenrollen længe før end man er voksen. Hvordan skal det barn kunne blive en voksen, vi tør stole på kan opdrage et barn? Vi har jo alle et indre billede af hvad sædvane er, men hvad nu hvis det billede slet ikke er som alle andres billede? Derfor er det godt, at nogen tør skrive om deres liv som børn, nogen der tør sætte ord på og få en diskussion i gang, også selvom andre syntes, de skulle have holdt deres mund.

I dag gjorde avisen det, jeg synes, en avis skal kunne, ordene satte gang i tanker hos mig. Nu vil jeg lade tankerne ligge, jeg vil fordybe mig i andre ting. Jeg vil løbe en tur, inden jeg skal besøge min far. Jeg vil nyde søndagen. Må du nyde din søndag.

P1050589

8 kommentarer:

  1. Nu sidder jeg bag computeren og kan endelig kommentere hos dig. Alt for tit oplever jeg det er umuligt fra en iPad, som ofte er mit bloglæsningsmedie...
    Jeg er helt enig i dine betragtninger om sædvane. Jeg har ofte sagt, at jeg mener man bliver forældre som de forældre man kender(sine egne) eller også er man meget bevidst om at gøre noget andet. Jeg ser ofte dokumentarudsendelsen "Er du mors lille dreng" med mine psykologihold og oplever altid at eleverne bliver meget berørte - heldigvis da!
    God løbetur - jeg ville ønske jeg kunne få det til at blive en del af min sædvane... :-/

    SvarSlet
    Svar
    1. Pollyanna, hvordan kan man næsten blive andet end et spejlbillede af sine forældre, hvis man ikke ved, at der er andre måder at være forældre på? Det er jo det, der er forfærdeligt.
      Øv det er da træls, at du har svært ved at kommentere hos mig, jeg har ellers forsøgt at sætte bloggen anderledes op. Tak jeg er også imponeret over at det er blevet en sædvane hos mig, jeg har dog udsat løbeturen til i aften, jeg trænger til blot at være i ro lige nu :-)

      Slet
  2. Åh ja, det sætter altid så mange tanker i gang at læse om den slags svigt - som jo kan være af meget forskellig karakter, som du skriver.
    Med fare for at blive lynchet vil jeg vove den påstand, at der er for mange forældre, der får for lang snor mht. alt for forfærdelig dårlig behandling af deres børn. Specielt nok narkomaner og alkoholikere, hvor det tilligemed er nemt at måle kriteriet. De skal alstå ikke have den ene chance efter den anden efter den tredje efter den fjerde ...
    Beklager, at jeg lyder så hård, men den slags er ikke børnenes tarv, men de voksnes, og det synes jeg er synd for børnene. At et par plejeforældre, der har haft et barn fra dets fødsel, aldrig får lov at adoptere (ikke engang efter otte år), fordi moderen nu igen for 117. gang har lovet at ... det har jeg virkelig svært ved at forstå.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, du bliver ikke lynchet her, og i artiklen stod der, at en af årsagerne til stigningen i fjernelse pga bekymring og ikke et konkret svigt skyldes at loven nu mere er på børnenes side, og det synes jeg er godt! Og der skal være en grænse for hvor længe et barn ikke kan blive adopteret, de har jo aldrig knyttet sig til de forældre, men samtidig sidder jeg så også med tanken, tænk hvis nu samfundet fjerner af en "forkert" grund? stakkels de forældre.Men stakkels det barn hvis det bliver økonomiske grunde, der gør at barnet skal tilbage til sine biologiske forældre og ikke barnets tarv.

      Slet
  3. Jeg går faktisk ind for flere tvangsfjernelser end vi har i dag. Der er alt for mange, der ikke er i stand til at tage vare på deres børn. Og der er kun en part, det går ud over, og det er børnene. Lad de stakkels børn vokse op hos - og blive adopteret af - voksne fornuftige mennesker, der vil dem det godt. Det er barnets tarv!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, jeg kan sagtens følge dig. Og jeg håber, at de mennesker, som skal træffe beslutningerne, må blive vejledt , ikke af økonomi men af hensynet til barnet.

      Slet
  4. God kommentar, Lene. Det er lige præcis sådan, en søndagsavis skal påvirke os. Så vi får vendt vores for og imod, læser hvad andre synes, bliver måske klogere - eller synes måske i endnu højere grad, man har ret.
    I dag er vi som samfund meget mere obs på børnenes tarv end tidligere, hvilket er rigtig godt. Man kan jo se, hvor mange bøger der er kommet om svigtede og misbrugte børn, fordi man tidligere havde et andet syn. Beskrivelsen af sædvane gik lige ind hos mig, og jeg bliver så ked af det på de børns vegne, der har måttet leve med en meget forkert sædvane, og alligevel måske har været loyale over for forældrene og familien.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Conny. Den beskrivelse af sædavne gjorde også indtryk på mig.

      Slet