VI KOMMUNIKERER DA SAMMEN

Som før fortalt har jeg ikke behov for at snakke med mine børn mere end en gang om ugen, ikke fordi jeg ikke gerne vil snakke med dem, men de har deres liv, og det skal ikke forstyrres af en mor, der evig og altid lige ringer eller sms’er. Men hvis jeg bliver bekymret, SÅ har de mig i telefonen.

I går var det først over aften, at det egentlig gik op for mig, hvor slemt det stod til med stormen i det københavnske. Jeg skyndte mig fluks at sende sms til de to kære. Sønnen skulle på arbejde og plejer at cykle derud om eftermiddagen. Min søn er absolut ikke den, der svarer på sms’er og da slet ikke fra hans mor. Men datteren skrev hurtigt tilbage: “what took you so long? ;-)”  Jamen altså hun kender jo sin mor og kender min fantasi, det er ikke småting, jeg gennem hendes unge liv har troet, at der var sket hende. Hun berettede så, at hun havde ageret bekymret storesøster og ringet til lillebror på arbejde og formanet ham til at passe på på vejen hjem. Jeg gik i seng, inden sønnen fik fri fra arbejde og havde nok forventet en sms, når jeg vågnede, om at han havde det godt. Ingen sms’er. Jeg besluttede mig for, at var han kommet galt af sted, så havde vi nok hørt fra ham.

Jeg kunne dog ikke dy mig og sendte en sms, før jeg gik ind på sygehuset i morges: “din mor kunne godt bruge et lille pip om, at du er kommet godt hjem”.

Da jeg åbnede mobilen efter arbejdstid var der kommet en sms: “pip :-)”

FAGLIG FORMIDDAG

Vi har hygget os, vi har snakket fagsnak og fået planlagt, hvad vi gerne vil have med på vores faglige hyggeaften for personalet. Jeg havde lavet brunch med amerikanske pandekager, skyr/yoghurt med frugt og nødder, boller med ost og æblekage med vanilje/lakrids. Dertil spandevis af te, vi er alle tre inkarnerede tedrikkere. Meget passende, når nu temaet for fagaftenen er London, hvor mine to kolleger havde været til konference i maj måned.

Mine to kolleger skulle videre i aftenvagt, en af dem havde været i aftenvagt i weekenden med travlhed, så mon ikke hun nyder sin fridag i morgen? Min ferie er slut, i morgen går det løs igen. Mens jeg har holdt ferie, har afdelingen ændret karakter, der er nu travlt igen som tidligere. Jeg starter dog med en administrativ dag, og det kan vist bruges, jeg har en liste så lang med vigtige emner, der skal klares på denne dag. Faktisk kan jeg mærke, at jeg får helt kriller i maven ved tanken om de mange projekter og løse ender, der venter på mig, men når først uniformen er på, så går det nok. Min november måned byder på todages årsmøde på Munkebjerg Hotel, en temadag om ernæring i Herlev, en ernæringsaudit på afdelingen, den faglige hyggeaften, undervisning af nyt personale, jeg skal selv til undervisning om hjerterytmeforstyrrelser, fremlægning for det tværfaglige personale om det nye referenceprogram og hvad der er ændret, derudover kommer diverse møder som forberedelse på regionens nye akut apopleksistrategi og altså også min lange huskeliste. Jeg snupper lige en kop te mere, inden jeg rydder op efter mine skønne gæster. Udenfor står det ned i stænger, så vi har hygget os med levende lys hele dagen.

God mandag til dig.

MIT JULEGAVEØNSKE

Nu ved jeg, hvad jeg ønsker mig til jul.

Jeg ønsker at vågne op hver dag og finde ud af, at i løbet af natten er tiden skruet en time tilbage, så jeg pludselig har masser af tid. Det er luksus at sidde klokken halv otte ved et veldækket bord med friskpresset appelsinjuice, blødkogte æg og lune hjemmebagte boller OG føle sig udhvilet, selv om det jo er mig selv, der har sørget for bordets herligheder. Når man falder i søvn i sofaen klokken halv elleve om aftenen, træt efter en skøn kordag,  og vågner klokken et , skynder sig at børste tænder og sover videre i sin seng, indtil uret ringer klokken halv syv (havde glemt at slå det fra), forsøger at sove videre, men er vågen OG opdager så, at ens mobil gavmildt har skruet tiden tilbage, mens man sov. Skøn fornemmelse.

Landmand og hund er sendt af sted på jagt, solen skinnede på mig, da jeg smuttede ud for at tage et par morgenbilleder, og stadig er klokken ikke passeret ni. Skøn fornemmelse.

God søndag til dig.

DER KOM EN SNERT AF J.. IND I MIN DAG

Jeg er en af dem, som absolut ikke tænker på jul nu, gaver og alskens forberedelser sker først i december, men jeg fik lige snerten af glæden og forventningen i dag. Vores kordag startede med julesange, og vi sang en, jeg aldrig havde hørt før, men den er gået lige ind i hjertet. Og så sidder jeg træt, men glad efter en dag fyldt med sang. Vi havde fællesspisning med masser af mad, det gav også tid til at snakke sammen om mange forskellige emner. Vi får mest snakket med dem, vi står ved siden af, i dag sad jeg sammen med alterne, det var rigtig hyggeligt. Desværre har vi ikke rigtig nogle julekoncerter i år, det hører ellers december til.

Solsorte decemberfugl,

dagene mørkner, kolde og grå.

Solsorte decemberfugl

Syng om at det bli’r jul

Ja syng om en glæde, der gror

som en spire dybt i jorden

Syng, sorte decemberfugl,

syng om at det bli’r jul.

Husk nu, at du kan sove længere i nat :-) God aften til dig

TANKER OM DØDEN

Forskellige indlæg rundt omkring i blogland har fået mig til at tænke på døden. Jeg har mødt den privat og professionelt. Privat har vi håndteret det på en dejlig, nærværende måde, hvis man kan bruge det udtryk. Professionelt har jeg fundet ud af, at jeg også der har en forventning om, hvordan forløbet frem til døden og efter skal foregå. Og jeg er blevet udfordret på min rummelighed nogle gange, det har ikke været der, hvor alle pårørende slår lejr på afdelingen, tværtimod. Derimod har jeg haft svært ved, at pårørende ikke ønsker at være hos patienten i tiden op til døden. Og jeg har skullet arbejde med mig selv for at kunne rumme, at vi er forskellige. At jeg synes, at patienten skal have nogen ved sin side i dødsøjeblikket, hvis det er muligt, er ikke ensbetydende med, at andre har det sådan. For nogle er det menneske, de elskede, borte, og kun kroppen er tilbage. Det skaber et dilemma for mig, fordi jeg ikke har mulighed for at være på stuen hele tiden. Det har været svært for mig i de situationer, heldigvis har alle mine kolleger samme indstilling som jeg, så vi hjælper hinanden med hyppigt at gå ind til patienten. Det vigtigste for mig i den erkendelsesproces er, at jeg skal kunne hjælpe de pårørende, for det har været gældende for de forløb, jeg har oplevet, at de pårørende elskede deres syge kære, men havde en anden indstilling til den sidste tid end mig. Og de havde ikke brug for en undrende sygeplejerske oven i sorgen. De blev tilbudt at kunne være der hele døgnet rundt, at de måtte komme på alle tidspunkter af døgnet, så de ikke skulle vælge fra pga en forestilling om et koldt og upersonligt sygehus. Som en kollega sagde, man kan jo ikke gøre det om, hvis man fortryder. Efter døden er indtruffet, bliver de pårørende tilbudt at blive ringet op en måned efter. Dermed har de mulighed for at kunne få stillet spørgsmål om den sidste tid eller bare få talt om forløbet. Den afdøde er jo kun hos os i kort tid efter døden, så der kan meget nemt dukke ting op, som måske undrer. Vi har heldigvis ikke mange, der dør hos os, og det er mit indtryk, at ca. halvdelen tager imod tilbuddet om opfølgende telefonsamtale.

For mig er et menneske et levende menneske frem til dødsøjeblikket og selv når døden er indtrådt, taler jeg til dette menneske, når jeg vasker den afdøde, reder sengen, lægger blomster på sengen og rydder op på stuen, før de pårørende kommer ind igen. Privat var vi heldige, da min mor døde uventet, min søster var ved at gå, da min mor pludselig blev dårlig og døde i løbet af meget kort tid. At min mor skulle dø, vidste vi, vi havde blot regnet med, at hun ville nå hjem fra hospice og at en af os skulle have plejeorlov, sådan blev det ikke. Her valgte to af os søstre at være med til at gøre min mor i stand i samarbejde med bedemanden og sygeplejersken. Sygeplejersken, der var med, har senere fortalt min søster til opfølgningssamtale, at hun brugte os i undervisning som eksempel på, hvordan man i en familie kan bruge hinandens styrke og kompetence. Min søster og jeg havde begge været med til at gøre afdøde mennesker i stand, jeg professionelt og min søster mistede sin datter, 15 år gammel, 3 år før vores mor døde. Så for os var det vigtigt at være med til dette. Vi snakkede med vores mor og snakkede om tøjet, som vores søster havde valgt. Vi blev enige om, at vi ville spørge vores yngste søster, om hun ville komme ind og sætte tørklædet, for det var hun langt bedre til end os. Hun havde ikke haft lyst til at være med til selve påklædningen, men at sætte tørklædet med den broche, som vores mor ofte brugte, det ville hun gerne. Andre sørgede for mad til os, nogle sørgede for de unge og børnene i familien, og der var smil, latter og mange tårer den dag. Det blev en dag, jeg husker med glæde, for jeg syntes, vi fik taget afsked på lige den måde, vi gerne ville.

Dette indlæg skal ikke forstås som, at jeg synes, min måde at tænke på er den rigtige, men skal ses som mine refleksioner over hvor svært det er som sygeplejerske at møde mennesker med en anden indstilling end en selv, og hvor vigtigt det er at være åben over for, at vi er forskellige, også der hvor vi tror, at sådan tænker og handler alle da. Der skal være en åbenhed på sygeplejekontoret og over kaffen til at turde erkende, at det her er svært, men at vi skal anerkende andres måder at takle livet på. Det må aldrig blive til skyllerumssnak, hvor man hovedrystende bekræfter hinanden i at vide bedst.

Det er lørdag morgen, det begynder at lysne udenfor, landmanden er på gåsejagt og jeg skal synge hele dagen. Nu vil jeg gå ud og hente æbler til den rødkålssalat, jeg skal have med, og bagefter er der vist tid til en gåtur. Det er aften, når min kordag er over, så skal jeg have frisk luft, er det nu. God lørdag til dig og tak fordi du læser med her. Det betyder rigtig meget for mig at have det her sted at kunne beskrive mine tanker, men endnu mere betyder det, at du og andre aktivt deltager i at sætte nye tanker i gang hos mig med jeres kommentarer.

OMSLUTTET AF KÆRLIGHED

Måske er det et stort ord, men det var sådan, jeg følte det. Jeg læste en gang et indlæg om, at tanken om at mødes privat med kolleger var frastødende, arbejde og fritid skulle holdes skarpt adskilt, og kunne man endda undgå at arbejde, så var lykken gjort (min version af det jeg husker). Jeg er slet ikke enig, jeg er ikke veninder med mine kolleger, men jeg mødes med glæde med dem privat, både når det har et fagligt og socialt indhold. Jeg gider dog ikke julefrokoster og diverse afdelingsfester. I dag har jeg ferie, og alligevel valgte jeg at bruge noget af dagen på arbejdsrelateret indhold, fordi mantraet nu til dags jo er at opbygge netværk. Der var temadag om forskningsstrategien for mit sygehus, og der var spændende oplægsholdere på programmet, så det ville jeg ikke gå glip af.

Da jeg kom lige på slaget, blev jeg mødt af tre gæve kvinder, som havde holdt plads til mig oppe foran, hvor man ser og hører godt. De tre gæve kvinder var souschef, afdelingssygeplejerske og uddannelsesansvarlige sygeplejerske for mit afsnit. Der var smil og glæde over at se mig, og jeg følte mig velkommen. I første pause kom en studiekammerat fra et af mine diplommoduler hen til mig, og jeg fik knus og smil. En anden studiekammerat fik jeg snakket godt med. Næste pause fik jeg flere smil og knus af en tredje studiekammerat, min gode sparringspartner fra afsluttende opgave. Og sidste pause mødte jeg minsandten en fjerde studiekammerat, som jeg også fik knus og smil af. Selv om vores udgangspunkt er det faglige, så har vi også en grundlæggende respekt for hinanden som mennesker, og jeg følte mig holdt af og værdifuld. Smilet sad på læberne, da jeg gik hen til bilen. Denne ferieuge er ikke blevet den ferie, jeg havde håbet på, det skyldes flere forskellige ting, bl.a at  jeg har dummet mig, og derfor er det slet ikke sikker, at jeg skal skrive en artikel, men det får jeg først at vide midt i november (det er noget med, at det ikke må have været offentliggjort på anden vis). At jeg valgte at bruge en feriedag på denne temadag, var det rigtige for mig, jeg blev glad og fik ny energi. Om en kop tes tid smutter jeg til træning, det gør mig glad, og i morgen er der kordag, det gør mig også glad, og på mandag får jeg besøg af to unge kolleger. Vi skal hygge os og forberede en aften, hvor de skal fortælle om deres tur til konference i London og de faglige input, de fik med hjem, og jeg skal fortælle om mit projekt. Så der er nok at være glad for, jeg havde bare lige glemt det lidt.

I MIN HULE

Jeg putter mig lidt i dag, landmanden er af sted til demonstration af maskiner sammen med sin medarbejder, jeg skal senere i dag ned til min far. Strikketøjet bliver luftet, computeren sørger for underholdning. Denne formiddag vil jeg ikke lave noget som helst ud over at strikke og lade mig underholde af små programmer på DR. Programmer som jeg aldrig får set i hverdagen, men som er passende til en omgang strikketøj.

Jeg ser Kender du Typen fra i går aftes og lader tankerne vandre. En af quizzerne handler om, hvordan man spiser sin aftensmad. Anretter man det på fade og sætter disse på bordene? Eller sætter man gryderne med maden på bordet og sparer dermed opvask og tid? Eller portionsanretter man det på tallerknerne i køkkenet? De to livsstilseksperter beskriver de to første som de meste almindelige; gryderne på bordet er typiske for børnefamilierne og anretning i fadene til hverdag er for dem, der holder på, at måltidet er noget, man samler sig om, hvor andre forstyrrende elementer så som mobiler og iPads ikke hører hjemme. Den sidste valgmulighed med portionsanretning i køkkenet stødte de to eksperter ikke så ofte på.

Jeg er et produkt af min mor og min far, og de holdt på måltidet som en samlende faktor, så maden blev altid anrettet i fade, selv med fem børn og ingen opvaskemaskine i begyndelsen. Her i huset er maden næsten altid blevet anrettet i fade, det er sket en gang imellem, at gryder og pander er kommet på bordet, men det er ikke reglen. I dag er den sidste mulighed dog kommet med, ganske enkelt fordi at jeg stadig laver mad til fire, og hvis jeg så anretter som til fire, så spises der også, som om vi var fire. Så kød og kartofler(eller ris/perlebyg/pasta) bliver anrettet af os begge på tallerkenen over i køkkensektionen, og så står de forskellige salater, eller hvad jeg nu laver med grøntsager, altid på bordet. På den måde føler jeg, at jeg tilskynder min bordherre til at spise mere af dette. Det er så ikke et problem, for han tager helt af sig selv masser af grøntsager, så jeg kender ikke til grøntsagsforskrækkede mænd i mit liv, hverken min far, min mand eller min søn.

Åh ja den fjerde variant kom de slet ikke ind på, den med at tage maden med ind foran fjernsynet. Jeg har læst rundt omkring, at der er flere end os, der har fået den vane, nu hvor der ikke mere er børn, man skal oplære til god bordskik, i huset. Jeg gør det så ikke, og det har ikke noget med at pudse glorien, men min fordøjelse kan slet ikke klare at sidde ved et lavt bord foroverbøjet og så spise aftensmad. Så jeg sidder i køkkenet ved bordet, men med computer eller tablet foran mig. Måltidets funktion som samler er så gået fløjten, lige som fjernsynets samlende funktion også røg sig en tur, da der kom flere kanaler og flere fjernsyn. Det er yderst sjældent, at vi sidder i samme stue nu. Jeg putter mig i sofaen i stuen med bøger, blade, computer og strikketøj, landmanden sidder i den lille stue med fjernsyn og computer, og da vi begge har nedsat hørelse, er døren også lukket mellem os, så vi kan høre det, vi nu gerne vil høre.

Nu vil jeg putte mig lidt i min hule igen, god torsdag til dig. Hvilken type er du, hvad angår aftensmåltidet?

DU ER NUMMER 40 I KØEN

Hvor hyggeligt !
Så er det, jeg savner min gamle bordtelefon, så jeg kunne sætte højtalerne til og finde strikketøjet frem. Jeg satser på, at de andre i køen giver op, så jeg pludselig får beskeden om, at jeg er nummer et. Men sandsynligheden for det er lille, for mens jeg har skrevet det her indlæg med hovedet på skrå, så telefonen bliver holdt fast mellem skulder og øre, har køen stået stille.

FOTOTANKER

Selv på en dårlig vej kan himlen titte frem i en vandpyt.

Og synet af æbler må gerne nydes, selv om overskuddet til at få dem plukket ikke er der.

FAGRE NYE VERDEN FÅR TIDEN TIL AT GÅ hurtigere

Bilagene var sat i mappen, de var klar til at blive flyttet over i regnskabsmappen, efterhånden som jeg bogførte dem. Der manglede nogle bilag, så formiddagen startede med et lille detektivarbejde. Nogle fandtes inde på netbank, da jeg havde fundet dem, kom jeg i tanke om at Java skulle opdateres. Det var hurtigt gjort, og et tjek viste, at jeg sagtens kunne komme på netbank. Så skulle jeg have hentet mine lønsedler på e-boks. Men nej, min browser firefox ville ikke tillade mig at komme ind, den spurgte dystert, om jeg virkelig ville tillade det, så jeg blev i tvivl, man skal jo passe på! Jeg fik kontakt med bankens hotline, og de sagde god for at tillade java. Da jeg havde hentet lønsedlerne, kom jeg i tanke om, at jeg skulle have opdateret den digitale medarbejdersignatur. Det gik fint. Hver gang computeren spurgte, om jeg virkelig ville tillade java, svarede jeg ja, men så satte den det hårde skyts ind. Den kunne ikke genkende udbyderen og kom med en lang række tal, som jeg blev anbefalet at kontrollere, men ikke noget om, hvordan jeg i alverden skulle kunne kontrollere dem. Jeg ringede til Nets Hotline, efter en halv time med musik i øret opgav jeg, trykkede kør og krydsede fingre for, at jeg ikke brændte computeren ned eller noget andet drastisk. Så kom jeg i tanke om, at vi også skulle have en elektronisk postkasse inden 1. november. Heldigvis var der da en forståelig forklaring, og snart efter kom der besked i mailboksen, at postkassen var oprettet. NU var jeg klar til at lave regnskab, og så gik strømmen! Ja det var planlagt, men nogen havde glemt at fortælle mig det. Vores telefoner er afhængig af strøm, så jeg kunne ikke klare andre af dagens hængepartier, så jeg satte mig med en bog i ventetiden.

Nu er første måned ført ind, og jeg har gået en tur i solskinnet på 3 km. Om lidt snupper jeg lige en måned mere, så må den sidste måned klares i morgen, for jeg har planer for min aften, som ikke skal ødelægges af fagre nye verdens elektroniske påbud.

PS og nu har jeg fået endnu en påmindelse om fornyelse af den digitale signatur, så jeg snupper lige en tur gennem møllen i morgen igen.

TIRSDAGSTANKER

Dagen starter i mørke, sådan er det jo på den her årstid, og der er altså noget hyggeligt ved sådan en morgenstund. Mens teen bliver brygget, surfer jeg lidt rundt og læser nyhedsoverskrifter. Overskrifterne får lov til at simre lidt i hjernen, mens jeg træner. Også her virker træningslokalet mere hyggeligt, når man kommer ude fra den mørke parkeringsplads. Der er ikke mange i lokalet, jeg smiler lidt ved synet af den ældre herre i fritidsbukser og pæn ternet skjorte, det gør mig glad at være et sted, hvor det ikke er afgørende, om man har det sidste nye træningstøj på. Tre damer finder sammen i det lille rum med kaffe og te efter træningen. Jeg får lov at have den gode cirkel for mig selv. Musikken er behagelig at høre på, faktisk lægger jeg ikke mærke til den, når først jeg begynder med maskinerne, jeg går helt ind i mig selv og sanser kun hele min krop.

Hjemme igen nydes morgenmaden med større velbehag end ellers, jeg er sulten efter sådan en halv time. Jeg dykker ned i nyhedsoverskrifterne igen. Nyuddannede lærere er bedre til at lære eleverne at lære end lærere med over fem års erfaring, MEN de lærere med mange års erfaring OG en diplomuddannelse har lige så gode resultater. Så konklusionen er, at viden om hvordan man bedst skaber læring, er vigtig, og det er ikke nok med erfaring alene. Det må da være guf for alle de erfarne lærere, som gerne vil have en diplomuddannelse, men hvor der ikke har været penge til det. Jeg håber, at gaven fra Mærsk bl.a kan bruges til sådanne uddannelsesprojekter.

Raske overvægtige med et BMI på 25 – 30 skal droppe slankekurene og i stedet for fokusere på sund kost og motion. Det overrasker mig ikke, at Bente Klarlund er blandt dem, der står bag undersøgelsen. Hun har forsket meget i motions betydning for vores helbred. Når jeg motionerer, er det ikke, fordi jeg gerne vil være ung, smækker og lækker, men mere fordi jeg efterhånden har fået så megen viden om, hvor meget motion gavner. Ikke ekstrem motion, men motion hvor pulsen kommer op, og hvor både min kondition og mine muskler styrkes. Jeg bliver gladere af det, og jeg investerer i min alderdom. Jeg kan se, at de ældre mennesker, som bliver ramt af en apopleksi i mild til moderat grad og som har dyrket motion, har et større overskud til at genoptræne. Det kræver nemlig ikke bare muskler, men også vilje og motivation. Og alle tre ting styrkes af motion.

Nu er tirsdagen godt i gang. Jeg skulle egentlig have været på kursus for at få gode tips og ideer til at udnytte vores regnskabsprogram bedre (og nej det handler ikke om at undgå at betale skat ;-). I ethvert program ligger der ofte nogle genvejsmuligheder, som gør livet lettere for den, der bruger det, og jeg trænger til at få genopfrisket min viden. Det bliver så ikke i dag, for der er for få tilmeldte, så nu går jeg i gang med bogføringen. Med lidt held kan jeg blive færdig i dag, det ville være skønt. God tirsdag til dig.

LÆSESTOF

Jeg mindedes min barndoms besøg på biblioteket, da jeg smuttede ind og hentede de bøger, jeg havde reserveret. Godt nok var det ikke barndommens mængder, jeg bar ud til bilen, men bøgerne er også blevet noget tykkere. Jeg lånte af og til 40 bøger, når jeg var på biblioteket, og jeg var ikke til at råbe op, når først jeg var dykket ned i bøgernes verden.

I dag har jeg hentet Jussi Adlers bog “Marco effekten”, den var jeg kommet godt i gang med, da jeg startede på afgangsprojektet, og så løb tiden fra mig. Nu skal den læses færdig. Jeres kommentarer til dette indlæg inspirerede mig, så nu har jeg lånt Sara Blædels “Glemte piger” og Daniel Silvas “Vatikanets mand” med hjem. Jeg er egentlig ikke til tegneserie, men Maren Uthaugs “Ellers går det godt” skal forsøges. Derudover har jeg købt Sissel-Jo Gazans “Svalens Graf”, det var egentlig en fejl, men sådan er det, når man er medlem af en bogklub og er lidt glemsom. Det er vist rigelig læsestof til en ferieuge, men jeg glæder mig til at dykke ned i bøgernes verden igen.

Om lidt kommer landmandens mødedeltagere, heldigvis kan de være i vores mandskabsrum, så husholdersken kan hygge sig i stuen med bøger, strikketøj og fjernsyn, mens hun samtidig brygger kaffe og anretter kage. Det er slet ikke så tosset med sådan en hverdagsferie.

MANDAGS BLUES

Mange har det, fordi de er startet arbejdslivet efter ferie. Jeg har det fordi?? Kan man konkludere, at når der er travlt på alle fronter, på gården og på sygehuset, så trives jeg bedst? Måske. Så er jeg nemlig fri for at huske på alt det, jeg konstant udsætter. Alt det andre nyder, når de har fri. Have og bolig!

Jeg lukker øjnene for de punkter og bestemmer selv på denne gråtunge mandag. Jeg retter instrukser, som jeg ikke nåede at blive færdig med inden ferien. Jeg ordner løn og regninger. Og lige om lidt går jeg i gang med regnskabet. Jeg nyder at sidde ved computeren og arbejde, jeg nyder at have en kop te ved siden af mig. Landmanden skal have møde i aften, heldigvis hænger æblerne stadig på træet, så en æblekage skal bages. Og frisk luft skal helt klart på programmet, jeg har jo ferie fra sygehusjobbet. I går satte jeg mig og øvede mig på klaveret, jeg er rusten, men inden jeg tager ned til min far i denne uge, sidder den melodi i fingrene, så vi kan synge sammen til klaverspil med mere end en finger. Og så håber jeg, at min far er lige så nærværende, som han har været de to sidste uger, hvor mine søstre har haft tjansen. De har danset, de har fået kærtegn på kinden, de har kunnet sidde over for min far under spisning i stedet for ved siden af og har dermed haft langt bedre øjenkontakt.

Må du finde lyspunkter på denne oktobermandag, god mandag til dig.

STAKKELS ISTVAN

Landmanden er gået på gåsejagt, og Istvan er efterladt i bryggerset. Der er en intens hylen lige nu. Det er jo det rene tortur for en ivrig jagthund at se sin herre trække i jagttøjet, finde geværet frem og åbne døren for så blot at kunne konstatere, at man ikke skal med.
Inde i køkkenet spiller radioen gamle travere, de levende lys får stadig lov til at lyse, der er gang i brændeovnen, og jeg har fundet lækkerier frem til ganen, mens jeg hygger mig med computeren. Nu er Istvan blevet inviteret med ind i stuen, mon ikke vi kan finde ud af at hygge os lidt i hinandens selskab?

PS det er Istvan så ikke enig i, han gik ud i bryggerset igen og hylede lidt, hvorefter  han lagde sig på køkkengulvet midt mellem den forjættede dør og mig.

MORGENTRÆNING

Jeg vågner af mig selv, inden mobilen ringer. Det er mørkt og vådt udenfor, egentlig skulle solen være på vej op, men skyernes massive lag forhindrer lyset i at trænge frem. Mens jeg spiser en banan og drikker et glas vand, svarer jeg på kommentarer til mine blogindlæg. På vejen op til træningscenteret skråler jeg løs sammen med Oslo Gospelchoir, jeg kan mærke, at energien er på vej tilbage. Jerntabletterne har gjort deres job, mit ferritinniveau må være normalt nu.

Uden for træningscenteret holder kun få biler, indenfor er der varmt og musikken spiller, som den plejer, mens gong-gongtonen hvert 45. sekund signalerer skift af maskine. Jeg logger mig ind på computeren og bliver budt velkommen. Trøjen hænger jeg på knagen, og jeg træder op på crosstraineren. Den er mit opvarmningsredskab, fem minutter her og jeg er klar til de mange maskiner. Min hjerne tømmes fuldstændig for andre tanker end fokus på kroppens stilling. Jeg hører end ikke de enkelte musikstykker, kun gong-gongen er min vejleder. Når man som jeg arbejder på et apopleksiafsnit, hvor der er fokus på at hjælpe mennesker tilbage til et normalt bevægemønster, får man efterhånden viden om og øje for kroppens forskellige dele og deres indbyrdes relation. Mens jeg træner muskelgrupper, fokuserer jeg på ryggens og mavens position, jeg er tilbøjelig til at ville lade dem gøre arbejdet i stedet for andre muskelgrupper. Jeg nyder denne træningsform, for jeg er ikke sådan en, der bare kan blive ved at træne, så det, at der hele tiden skiftes til nye maskiner og nye træningsformer gør, at jeg ikke kører træt i det. Efter 24 minutter rundt i den gode cirkel, som LOOP kalder cirklen af maskiner, er jeg klar til at køre hjem. Jeg snupper dog lige 5 minutter med hulahopringen og får pulsen lidt ned, og sveden begynder at bryde frem.

Hjemme dækker jeg bord, koger æg, luner hjemmebagte boller, finder rugbrød, ost, syltetøj og honning frem, mens jeg brygger te og tømmer opvaskemaskine. Jeg er klar til søndagen, nu vil jeg finde strikketøjet frem, datteren syntes, jeg skulle fortsætte mit stribevalg. Jeg kan godt mærke, at det med farvesammensætning gør mig usikker, men jeg skal tro på mig selv, siger min kloge datter, så det gør jeg ;-) God søndag til dig.

VÅDT HÅR OG SMIL

I går ved samme tid var jeg på vej til Aalborg sammen med min lille familie. Vi skulle fejre, at vi i 30 år har fået kartoffelhøsten godt i hus. Den første høst var i 1983, jeg var 26 og landmanden 28. I går havde vi inviteret de to mennesker, som vi vil gå gennem ild og vand for, med ud og spise på et skib. Datteren, som er godt på vej til de 28, og sønnen, som er godt over sin 26 års fødselsdag. Vi to gamle havde prøvet skibets menukort tidligere, og maden levede op til vores erindring om god og veltillavet mad. Princess Juliane er et gammelt hollandsk skoleskib, og denne gang kom vi til at sidde, så vi kunne kigge ud på vandet. Skibet ligger tæt på Limfjordsbroen, så jeg ser den hver morgen, når jeg kører på arbejde. I går fik jeg en ragout med jomfruhummer, flamberet i ouzo, derefter en braiseret lammeskank, som jeg måtte opgive at spise det hele af. Når jeg spiser, er mit måltid fordelt, så jeg får flest grøntsager, få kartofler og kødet fylder generelt 1/4 af tallerkenen. I går var der mest kød, ingen kartofler, men lækre grøntsager. Jeg tror, jeg fik et proteinchok, det er ikke før sket, at jeg ikke har kunnet spise op. til gengæld gjorde det, at jeg fik plads til Crepe Suzette. Det bedste var, at vi var sammen, vi hyggede os og snakkede om alt muligt.

De to unge københavnere er kørt til flyet, efter at deres mor havde lavet æblecrumble til eftermiddagsteen. Landmanden har været på jagt, og nu har jeg været ude og løbe i skumringstimen. Badet er overstået, håret er vådt, smilet er fremme, jeg har nemlig ferie nu.

God lørdag aften til dig.

Bare rolig, det er et gammelt billede, men tænk, jeg glæder mig faktisk til den næste årstid med sne og kulde :-)

MIN HÅNDSKRIFT

På hjemturen har jeg de sidste dage hørt brudstykker af P1s tema om digitaliseringens betydning, blandt andet for hvor meget vi skriver i hånden. En kunstner har arbejdet med, hvornår vi skriver på computer, og hvornår vi skriver i hånden. Det gik pludselig op for mig, at jeg nærmest ikke skriver mere. Jo jeg skriver små sedler så som indkøbssedler eller huskesedler. På arbejdet skriver jeg min huskeseddel, over hvad jeg skal nå i løbet af dagen hos mine patienter, i hånden, men ellers foregår alt på computer. Før hen skrev vi sygeplejejournalen i hånden, nu er den blevet elektronisk, og det har gjort den mere læsbar. Julekort skriver jeg normalt i hånden, men de sidste år har jeg skrevet et fællesbrev på computer med billeder fra året, der gik. Og så tilføjer jeg lidt personligt til hver enkelt i hånden. Faktisk får jeg ondt i hånden, når jeg skal skrive. Måske fordi det er de samme muskler i hånden, der bruges til at bruge musen, til at strikke og til at skrive. Jeg lærte formskrift, og ofte har jeg tænkt på min håndskrift som værende meget lidt personligt, men nu er den nærmest sjusket. Mens jeg skriver dette indlæg på computeren, kan jeg se mine forældres håndskrift for mig, jeg kan faktisk også se min mormors skrift for mig. Mine mostres kan også genkaldes, måske fordi det er de personer, jeg har fået flest breve fra i mit liv. Mine børn har ikke fået særlig mange breve fra mig, for al kommunikation foregår pr. mail eller på sms. Egentlig er det lidt trist, men som der blev sagt i en af udsendelserne, så skriver elever faktisk længere stile i dag, hvor der bruges computer. Så håndskriften begrænsede muligheden for at udfolde sig med ord. Vi sad i går aftes og mindedes, hvor ondt i hånden vi havde, når der skulle skrives stil til eksamen. Først en kladde, og så bagefter afleveringen, hvor man skulle skrive med kuglepen eller fyldepen (det sidste har jeg så prøvet, men det har mine børn ikke)

Hvad med dig, hvor ofte skriver du i hånden?

HØSTEN ER I HUS

Dagen i dag er første dag i lang tid med kun to medarbejdere på arbejde og med normal arbejdstid. Det betød ingen eftermiddagsmadpakker, hvilket en træt landmandskone sætter pris på. Det traditionelle smørrebrød i rigelige mængder er sat til livs i tirsdags, hvor jeg havde fri. Trods nyt stort kølehus er der fyldt op i kartoffelhuset med kartofler i dyngevis. De ligger ikke så højt til loftet, som da Inge og Hasse var på besøg, men næsten (linket viser et billede af kartofler i læssevis).

I aften kommer sønnen hjem på lynvisit, datteren er i sommerhus for at få ro til første skridt i bachelorprocessen: den så drilske og forbistrede problemformulering, men kommer hjem i morgen. I morgen vil vi fire fejre sammen, at det var 30. gang, vi tog kartofler op. Lørdag drager de to unge tilbage til hovedstaden, og jeg tager hul på min efterårsferie. Landmanden skal arbejde, så min ferie består i regnskabsføring og kursus i det samme emne.

Noget af ferietiden skal bruges på at undersøge, hvad der skal til for at få en artikel optaget i et fagblad. Jeg læser jo hele tiden, at kvinder altid synes, at det de har lavet ikke er betydningsfuldt og derfor ikke kommer frem med det. Men jeg synes faktisk, at jeg har bidraget med en lille bitte flig til viden omkring et hurtigt udredningsforløb for mennesker til observation for TIA/TCI, så nu skal det forsøges. Jeg kan da kun få nej.

Jeg skal helt sikkert også finde tid til at strikke. Desværre er jeg gået i stå med mit Parrotsjal, jeg synes ikke, jeg kan sætte farverne sammen, så det ser godt ud. Men i morgen skal jeg være sammen med to gode farvedommere, så de må vejlede deres farveforvirrede mor(og så måtte jeg endnu en gang ty til sproget.dk for at konstatere, at det er rigtig nok at sætte -de efter forvirre og ikke t)

Og mon ikke der sniger sig en enkelt gåtur eller to ind i programmet, det ville da være dumt andet, når nu jeg der slapper så godt af og lader tankerne flyve højt og langt.

STRØTANKER

De ligger overalt, på min bil på parkeringspladsen, i kroge og hjørner. De lyser op med gyldne farver i alle nuancer.

Der er smukke mønstre, der ligner aftegninger af ansigtets rynker. Der er pletter, som minder om hudens ældning.

Som årer på en hånd træder årerne på bladet frem. Det ligner min hånd. Sådan en hånd vil jeg gerne forsøge at lægge en venflon i. Årer, der er tydelige og lige.

Forårets grønne farve ses hist og pist som vores indre følelse af stadig at være ung. Bladene ældes med ynde, faktisk er de mere spændende at se på, end da de var spængfyldte med energi og  livskraft i al deres grønne vælde.

Jeg har aldrig haft krise over min alder, jeg er aldrig gået i panik over endnu et årti, men jeg har svært ved at fatte, at mit liv er forbi midten af min livslinje. Det er underligt at tænke på. Jeg har levet i 56 år, jeg har stadig lyst til at leve og mod på at opleve, jeg har stadig lyst til at lære nyt og til at udfordre mig selv. Der er meget, jeg ikke har styr på, men i dag vil jeg fokusere på det skønne i livet og forsøge at være her. God dag til dig.

DET ER NU HYGGELIGT

med en kop te og et blad at læse. Det er nu hyggeligt at se en film på computeren. Det er nu hyggeligt …

I går konverterede jeg turen til LOOPcenteret til en gåtur herhjemme sidst på eftermiddagen. Det kunne jeg bedre overskue.

I dag diskuterer jeg vældig med mig selv. En dag på arbejde blev lidt længere end beregnet og derfor også senere hjemkomsttid. Så jeg fløj på tilberedning af aftensmaden og den er nu klar til spisning. Men jeg ville jo gerne have træning ind i hverdagen, og jeg synes, det er svært, når mørket allerede sænker sig, når jeg er kommet hjem. Jeg bliver så usigeligt glad for min sofa, min tekop og min computer, for det er nu hyggeligt …

TRÆT MEN PÅ DEN GODE MÅDE

Datteren var hurtig og slog til, da jeg inviterede hende i ZOO. Vi har haft en dejlig dag sammen, ZOO bar præg af efterårsferie, så der var børn overalt, og de var herlige at høre og se på. Der var også dyreunger i haven, nogle store, andre små. Edderkoppeabens unge var nok den mindste, vi så. Girafungerne fascinerer mig gang på gang, på trods af de lange lemmer bevæger de sig graciøst omkring. Et sikkert hit er orangutangerne, jeg elsker de ansigtsudtryk, de møder os med. Jeg gav frokost i haven, til gengæld blev jeg inviteret på Penny Lane til god te og bedstemors boller med cremefyld. Dagen sluttede nemlig af med, at jeg skulle shoppe, jeg skulle se på korte støvler, vinterkjoler og overtøj. Vi fik også kigget, men der blev ikke købt noget.

Trætheden er mærkbar, mange timer i frisk luft kombineret med eftervirkningerne af aftenvagterne gør, at resten af aftenen skal tilbringes med en bog og en kop te. Jeg læser en krimi, som jeg tror, jeg har læst før, i så fald er jeg mod sædvane sprunget over en bog i en serie, for jeg har lige læst forgængeren, og den havde jeg ikke læst før. Nu hvor den mørke del af døgnet bliver længere end de lyse timer, og der ikke er en videreuddannelse, der banker på, så er det tid til boglæsning. Hvad læser du lige nu?

SØNDAG MED INDBYGGET HYGGE

Lørdagen blev til søndag, inden vi gik i seng. Jeg skal altid sidde lidt med en kop te og en ostemad, når jeg har været i aftenvagt, og i går havde jeg datteren med hjem, så vi kom hjem til friskbrygget te og en vågen landmand. I dag har de to sovet længe, jeg smuttede ind efter rundstykker og dækkede morgenbord, inden jeg vækkede dem. Formiddagens vejr er gråvejr, så levende lys er tændt, vi har trukket tiden omkring morgenbordet. Der er læst aviser, der er snakket, og vi er blevet opdateret på hinandens hverdagsliv. Lige nu ved vi ikke, om sønnen kommer hjem i denne uge, der skal skrives praktikopgave og arbejdet skal passes sammen med det frivillige arbejde. Vi krydser fingre for et lynbesøg sidst på ugen, inden datteren skal hjem for at passe sit arbejde og studie. Begge vores børn skal skrive bacheloropgave og afslutte deres uddannelse i løbet af det næste år.

Nu er datteren krøbet ind under dynerne i sofaen og nyder en dansk serieklassiker. Landmanden slår græs udenfor, og jeg vil trække i løbetøjet og få lidt frisk luft inden aftenvagten.  God søndag til dig.

HA EN GOD LØRDAG

Jeg har hygget mig med madlavning til landmanden, morgenmad sammen med landmanden, træning (ikke sammen med landmanden) og frokost sammen med landmanden. Nu vil jeg bruge resten af dagen sammen med mine kolleger. Rigtig god lørdag til dig.

MORGENRUTINER

De skifter afhængig af årstiden og af arbejdstiden. I dag er starten på min arbejdsweekend, den består normalt af aftenvagter, og derfor har jeg hele formiddagen til at blive klar. Der var endnu mørkt, da jeg stod op klokken halv syv, 1½ time senere end hvis jeg skulle i dagvagt. Mad til landmand og eftermiddagsmad til hele holdet behøver ikke at være færdige fra morgenstunden, så jeg bagerboller. Jeg har ventet på, at lyset skulle bryde frem, så jeg kunne se æbletræet og plukke æbler til en bradepandekage. Nu er kagen sat i ovnen, bollerne står og damper af på bageristen. Jeg hygger mig med nye rutiner, jeg surfer rundt på aviser og tv-stationers netnyheder og får et overblik over, hvad der sker rundt omkring mig. Endnu er jeg ikke nået til blogverdenen, men det kommer. Jeg har spist morgenmad, mens jeg surfer, det er gammel rutine, og det sker, uanset om jeg har fri, er i dagvagt eller har aftenvagt. Eneste undtagelse er søndag og i de par ugers ferie, jeg har sammen med landmanden, hvor jeg spiser morgenmad sammen med landmanden. Morgenmaden er også det samme hver dag undtagen i de kolde vintermorgener, da nyder jeg havregrød.

Begge vores voksne børn kommer hjem i løbet af de næste dage, datteren vil hellere skrive bachelorprojekt herover, og sønnen benytter efterårsferien til afslapning på landet. Så forhåbentlig kan vi hele familien sammen med medarbejderholdet fejre, at kartoflerne er i hus midt i næste uge, og det gøres som vanligt med højt belagt smørrebrød. Min ferie starter først om en uge, men jeg har fri mandag og tirsdag, så de skal nydes sammen med de unge mennesker.

Mens jeg har bagt, spist morgenmad, surfet på nettet og skrevet indlæg, er morgenen gået og formiddagen banker på. Jeg skal til frisør, der skal handles ind og trænes. God fredag til dig.

DET RIGTIGE VALG

Det er nu 1 år og 8 måneder siden, min far flyttede på et plejehjem. I begyndelsen besøgte vi tre søstre vores far om eftermiddagen og spiste aftensmad sammen med ham. Nu har det ændret karakter, for når der er gået 2-3 timer, er han træt. Det betyder for mig, at jeg af og til vælger at smutte ned og besøge ham om formiddagen. Smutter er måske så meget sagt, jeg fandt ud af sidste gang, at jeg har 119 km derned, men da jeg elsker at køre i bil, så regner jeg ikke den tur for noget. I dag var det det rigtige valg på flere måder. Min far smilte og spurgte til, om jeg havde det godt, han sikrede sig hele tiden, inden han tog en bid af kagen eller drak te, at jeg også havde noget. Jeg tror ikke, han ved, hvem jeg er, men det betyder ikke så meget nu, bare jeg føler, at det vi har sammen, er godt for ham. Noget af det jeg holder af, er gåture med kørestolen, før hen kørte vi i bil og stoppede op forskellige steder for at nyde en lille gåtur, det kan vi ikke mere. Sidste gang kunne min far ikke holde til gåtur, den dag var han så rum-retningsforvirret, så bare jeg kørte lidt med kørestolen, greb han ud efter alting for at holde fast. Så vi endte med at sidde på stuen og lytte til musik.

I dag gik vi en lang tur på 4 km, solen skinnede og vejret var skønt. Jeg fik motion, for vi kom til at vælge forkerte veje og måtte op ad stejle veje igen for at komme videre i stisystemet. Sådan en kørestol er sej at skubbe opad, jeg svedte, så jeg var absolut ikke til pæn brug bagefter. Men min far sang hele vejen, og sagde flere gange; hvor er det da skønt. Han har stadig sans for det smukke i naturen og lagde mærke til mange små detaljer på vejen. Knap nok var jeg kommet hjem igen til Vendsyssel, før end himlen på ny åbnede sine sluser. Så det var det rigtige valg. Nu går der et par uger, hvor det er mine to søstre, der har hverdagsbesøg og weekendbesøg. Jeg er så taknemlig for, at vi er flere om at hjælpe og støtte vores far.

TIDEN GÅR

og jo ældre jeg bliver, jo flere tidslommer kan jeg ryge i. I går røg jeg tilbage i barndommen og til mine minder med børnefjernsynsprogrammer. Jeg er så heldig at være storesøster til fire, de er henholdsvis 2, 5, 9 og 12 år yngre end mig, og med én fjernsynskanal i huset har jeg set rigtig meget børnefjernsyn. I går læste jeg, at Ingrid fra Ingrid og Lillebror var død, 75 år gammel. Der var et link til DRs gamle programmer, så jeg tog en tur tilbage i tiden. Når jeg læser mindeordene om Ingrid Skovgaard Raben, fornemmer jeg en stærk og meget beundringsværdig kvinde. Jeg elskede de programmer, jeg elskede det pingpong ordspil, der var mellem Ingrid og Lillebror. Og selv om jeg var 19 år, da programmet sluttede, så var min yngste søster 7 år gammel og slet ikke færdig med det program. Heldigvis kom der mange andre gode børneprogrammer, men i dag aner jeg ganske enkelt ikke, hvad børn ser. Der er jo et hav af kanaler med tilbud til børn. Og mens jeg skriver det her indlæg, kommer jeg til at tænke på, at Ingrid SR døde af tarmkræft 75 år gammel, et år ældre end da min mor døde af selvsamme sygdom. Jeg tænker på hendes børn og børnebørn og sender dem en kærlig tanke.

I dag skal jeg besøge min far, jeg håber, at han er mere frisk end sidste gang, hvor han var meget træt. Hans tilstedeværelse psykisk svinger meget, og lige netop i dag på denne regnfulde mørke oktoberdag kunne jeg godt bruge et smil og en far, der ser mig. Min søster havde en dejlig dag med ham sidste uge, hvor han sang og smilte, så jeg håber, at jeg er lige så heldig. Må du opleve smil og må du få en god dag.

SÅ FORSVANDT TRÆTHEDEN

Det var ikke, fordi jeg gad, det var faktisk heller ikke, fordi jeg orkede, det var kun, fordi jeg vidste, at jeg ville få det bedre. Så da aftensmaden var spist og fordøjet, køkkenet var ryddet op, drog jeg af sted til LOOPcenteret. Da jeg startede, fik jeg lavet et tjek af fedtprocent, muskelmasse og kropsalder. Nu har jeg ikke den store fidus til, at det kan udregnes korrekt blot ved at stå op på en vægtlignende himstregims, men når resultatet siger 52 år og fin fedtprocent, så glemmer man jo lidt sine forbehold. I går fik jeg så lavet endnu et tjek.

Hvis det fortsætter sådan her, så ender jeg med at gå i barndom inden min 57 års fødselsdag. Min kropsalder blev udregnet til 43 år!

Jeg føler mig også helt yngre her til morgen, syv timers søvn afbrudt af et par opvågninger er altså bedre end fem timer. Og der skulle ikke smøres eftermiddagsmadpakker til seks mand her til morgen, så jeg har tid til at skrive indlæg og nyde morgenmaden. Håber din morgen startede godt. God onsdag til dig.

DER ER MØRKT SOM I MEGET MØRKT

når jeg står op klokken fem. Jeg syntes også der var mørkt i går, da jeg stod op klokken halv syv, så det er slut med bare at få en flig af lidt solopgang, inden sygehusets døre lukker bag mig. Når jeg arbejder, lægger jeg ikke mærke til vind og vejr, det har dog ændret sig lidt, efter vi er flyttet. Patienternes stuer vender mod øst, så solens stråler kommer direkte ind på sjette sal om morgenen. Desværre var jeg ikke i plejen i dag, og som en kollega fra et andet sted på det store sygehus og jeg blev enige om på vej ud af samme dør, det kunne have regnet hele dagen eller solen kunne have skinnet, vi havde ikke opdaget det.

Dagen har været fyldt med planlægning af praksis efter regionens beslutning. Dagen har været fyldt med lavpraktiske ting, så som kan pumperne til medicin bruges på to forskellig måder, mon røntgen har bækken og kolbe,  kan vi have det hele på et rullende bord eller skal vi tænke i en rygsæk, hvornår er det realistisk at undervisning til alle kolleger kan ske, hvordan skærer vi yderlig ned på tiden fra debut af apopleksi til behandlingsstart, osv?

Dagen har også været fyldt med andre gøremål også, samtale med en forholdsvis ny kollega om hvordan vi kan støtte hende bedst i at udvikle sig fra en kompetent all-round sygeplejerske til en neurologisk sygeplejerske med kompetence indenfor sygepleje til akutte apopleksipatienter. Et af mine eksempler er, da en erfaren vikarsygeplejerske handlede på, at en patient havde grebet fat i en kollegas tommeltot og næsten havde vredet den af led, inden kollegaen fik vristet hånden fri. Vikarsygeplejersken tænkte på skadesanmeldelse og på at der skulle stå i sygeplejehandlingerne, at man skulle passe på, når man kom nær patienten. Hvortil jeg spurgte hende om, hvorfor hun troede, at patienten havde gjort det? Sammen med de øvrige kolleger reflekterede vi over patientens skader i hjernen og den adfærd vi så. Og det var helt tydeligt, at patienten var ramt på sin rum-retningssans. Hver gang vi ville dreje patienten i sengen eller blot hjælpe vedkommende til at flytte sig, kunne patienten ikke orientere sig, patienten mistede grebet om, hvor vedkommende befandt sig og greb ud efter det første det bedste for at holde sig fast. Hvis du har prøvet at flyve, og der kommer lufthuller, hvad gør din krop instinktivt? Den spænder op, griber fat i armlæn og prøver af al magt at få føling med noget fast. Så sygeplejen til denne patient blev, at vi først og fremmest gav masser af stimuli på kroppen, før vi gjorde noget, så patienten fornemmede sig selv liggende. Dernæst rullede vi en dyne stramt sammen og lagde oven på patientens mave og satte patientens arme omkring dynen. Vi støttede patienten i at holde fast, først derefter drejede vi patienten om på siden. Det tog tid, men vi opnåede faktisk at patienten ikke greb ud efter os. Se det er neurologisk sygepleje, og den fælles refleksion er noget af det jeg mener, er vigtig, for man kan ikke læse sig frem til, hvordan man skal takle de forskellige problemstillinger, der opstår. Det er erfaring, der opstår med undervisning ved sengen og refleksioner efterfølgende.

Jeg ved, at jeg nærmest ikke fik holdt pauser i dag og alligevel var der mange punkter på min liste, jeg ikke nåede, men der er heldigvis en ny dag i morgen. Og den starter som sædvanligt i mørke. God aften til dig.

Selv om min solsikke hænger med hovedet og er blevet gammel at se på, rummer den stadig en skønhed.

EN DOVEN WEEKEND

Hverdagen er startet igen. Vi har nydt godt af en weekend uden medarbejdere. Landmanden har arbejdet både lørdag og søndag, men har også haft tid til at holde gode pauser indimellem og til at sove lidt længere end vanligt. Der har ingen medarbejdere været på arbejde, fordi kartoffelsorteringen foregik i fredags, da det småregnede heroppe. Jeg dovnede, jeg strikkede lidt, jeg læste krimi, jeg så fjernsyn, jeg motionerede.

Og så fik vi en dejlig overraskelse lørdag. Landmanden kom ind og sagde, der står to østeuropæer udenfor, kan du ikke lige snakke med dem? Der kommer af og til nogen og søger arbejde, det er nu længe siden sidst, vi får flest henvendelser pr mail nu til dags. Jeg gik ud, og udenfor stod sønnen og smilte skøn og dejlig, og sammen med ham var en god veninde, vores tidligere svigerdatter. De skulle til fest i Nordjylland og ville lige kigge indenom en halv time. Jeg sugede til mig af knus og nød samværet med de to unge mennesker.

Kartoffeloptagningen fortsætter ca 1½ uge endnu, så jeg har gang i bagning af boller. Der skal også handles ind, så der kan blive bagt en kage til eftermiddagsmadpakkerne. I denne uge er de seks mand, vi har en ung praktikant fra den nærliggende efterskole i erhvervspraktik. Æblerne hænger lige udenfor døren, nu er de vist ved at være klar til at ryge i kage og i saftkogeren. Vasketøjet snurrer i vaskemaskinen, og andet venter på at blive lagt sammen.  Løn er udregnet og sendt af sted til lønservice, som sørger for, at alle paragraffer i diverse regulativer bliver overholdt. Der mangler lidt kontorarbejde endnu, men jeg har en hverdagsfridag, og det er vist meget godt, når nu weekenden blev så doven. Bilen mangler fjernlys i den ene side, og jeg har opgivet selv at skifte bilpærer. Tåbelige designere har designet biler, så det er umuligt at skifte pærer uden at få sår over hele hånden. Det betyder så, at jeg også skal nå et besøg på vores bilværksted. I aften holder en kollega strikkeklub, jeg håber, at jeg kan nå hele dagens program, så jeg kan smutte af sted til et par timers hygge.

Et samtaleemne i aften og i tiden fremover bliver helt sikkert Region Nords beslutning om at gennemføre den store model inden for apopleksibehandling fra 2014. Det betyder, at mit afsnit skal modtage alle mennesker til observation for blodprop eller blødning i hjernen fra hele region Nords område.  Vi er klar, det er en god faglig velfunderet beslutning. Jeg glæder mig, men håber også, at der følger penge til mere personale med beslutningen, for ellers kan det godt blive svært at fastholde det høje faglige niveau, som vores patienter og pårørende ofte nævner.

Sådan ser hverdagen ud en mandag i oktober hos mig. Hvordan ser det mon ud hos dig? Jeg håber, du får en god mandag.

ET INDLÆG BLIVER TIL, DET BLIVER UDGIVET OG HVAD SÅ?

Når ideen til et indlæg først er opstået, og det er udgivet, så kommer det mest spændende. Det er næsten som timerne op til juleaften. Er der nogen, der læser det? Er der nogen, der kommenterer på det? Mine søstre læser indimellem med, men de læser aldrig kommentarerne. Jeg har sagt til dem, at de i så fald går glip af det bedste. For i kommentarfeltet kan indlægget få lov til at folde sig ud. Indlægget inspirerer måske nogle til at dele deres erfaringer eller deres meninger med os andre. Det er aldrig til at vide, hvad der sker. Jeg har af og til prøvet at gætte på, om et indlæg får mange kommentarer, og jeg har opgivet. Det er afhængigt af så mange faktorer. Måske er I alle blevet inviteret til komsammen den dag, hvor jeg synes, at jeg har begået et genialt indlæg. Måske har I forrygende travlt og har slet ikke tid til at læse blogindlæg. Måske har andre skrevet årets scoop af et indlæg, og tiden er kun til en kommentar, som selvfølgelig skrives der.

Men når det ske; når I skriver en kommentar, så får indlægget nyt liv hos mig, jeres kommentarer inspirerer mig, og måske afføder det et nyt indlæg, eller at jeg bliver nødt til at undersøge emnet nærmere. Det skete i forbindelse med det her indlæg. Jeg blev provokeret til at finde ud af mere om Svend Brinkmann. Så jeg googlede hans navn, og så åbnede der sig en rigdom af emner. Jeg valgte Kristeligt Dagblad, hvor SB var med i 14 artikler. Her læste jeg om vores tids brug af mavefornemmelsen, og hvordan vi i dag bruger det som et argument, når vi ikke kan argumentere på anden vis. Eller som der står i en anden artikel:

"Kristendommen er ikke særlig interesseret i, hvad vi føler eller ikke føler, men snarere i, hvordan vi er i verden og vores kærlighed til Gud og næsten. Det dialogiske ligger i kristendommen, hvor der er et kald til at være i relation til andre. For mig er medmennesket en bedre samtalepartner end min mavefølelse” Citat sognepræst Marianne Christiansen (som nu er biskop)

Jeg læste om taknemlighedsøvelsen, og hvorfor SB ikke syntes, det var så godt. Det er sjovt, for jeg har jo talt mod trenden med positiv psykologi, netop fordi jeg som SB mener, at det i værste tilfælde kan ende med, at det kun er personen selv, der er skyldig. Altså at det er, fordi vedkommende ikke tænker positivt nok, at det ikke går godt. Men jeg har samtidig sagt, at et af mine mål med min blog var at prøve på at fokusere på det positive i de små ting i mit liv, og det har ofte fået mig til at føle mig taknemlig, også når jeg ellers synes, at livet var træls. Så her som med madtrends går jeg efter devisen: for lidt og for meget er aldrig godt.

Søndag formiddag er snart gået, jeg har indtil nu været henne ved bageren og købe rundstykker. Jeg har trænet i LOOP. Hjemme har jeg brygget te, dækket morgenbord og nydt morgenmaden sammen med landmanden. Herefter har jeg besvaret kommentarer, for det er også et af mine mål med min blog, at jeg skal besvare alle kommentarer, til hver enkelt eller som en opsamlende kommentar. Så har jeg været ude og hjælpe landmanden en lille smule, han er ved at gøre klar til morgendagens arbejde. Og nu har jeg så hygget mig med dette indlæg, samtidig med at jeg drikker te. Jeg mangler et billede, så jeg holder lige en pause og går på jagt efter et motiv.

God søndag til dig.

ET INDLÆG BLIVER TIL OG HVAD SÅ?

Når jeg har skrevet et indlæg, læser jeg det igennem med forskellige briller på. Først læser jeg det med de sproglige og grammatiske briller på. Da jeg startede min blog, var et mål med den at blive bedre til at formulere mig på skrift. Så jeg prøver at huske min skolelærdom, så som at man starter ikke to sætninger efter hinanden med samme ord. Man bruger heller ikke det samme tillægsord flere gange efter hinanden. Ordene ”og” og ”så” skal luges væk, de må ikke fylde, som de gør i talesproget. Sproget.dk er min gode ven, her kan jeg finde synonymer eller se, om stavemåden er rigtig. Jeg kan sågar også finde artikler om brugen af ´”af” og ”ad”, og derfor ved jeg nu, at det hedder op ad bakken og ikke op af bakken.

Dernæst tager jeg mine filterbriller på. Et andet mål med bloggen var, at den skulle hjælpe mig med at holde fokus på det positive, ikke sådan at forstå at det triste eller det tunge i tilværelsen ikke har sin plads her, for det har det. Min mor er død, mens jeg har haft min blog. Min niece døde et år, før jeg startede denne blog, og de to kæres sygdomsforløb og dødsfald har haft stor betydning for den, jeg er. Ligeledes er min fars Alzheimers sygdom blevet forværret gennem de syv år, jeg har haft bloggen, og min fars sygdomsforløb har, som min far også har på mange andre måder, haft betydning for den, jeg er i dag. Og også for hvordan min blog er. Men jeg er et menneske, som det ene øjeblik kan komme hoppende hen ad livets landevej, midt på vejen, mens jeg kigger rundt og synes, at alt er fantastisk, jeg er et godt menneske, mennesker omkring mig er skønne, jeg er trallende, overenergisk og superglad. Det næste øjeblik kravler jeg helt ude ved grøftekanten, mens jeg knapt tør se op, for jeg er det usleste menneske, ingen kan lide mig, og jeg bliver så navlebeskuende, at jeg kan få kvalme af at tænke på det. Den del af mig ønsker jeg at lægge en dæmper på blandt andet ved at holde fokus på det skønne, det smukke og det positive i livet her på bloggen. Derfor er der utallige indlæg eller dele af indlæg, som er blevet slettet, efter filterbrillerne har været på.

Nogle gange er jeg i tvivl, om jeg kan lide det indlæg, jeg har skrevet, og så bliver det gemt. Senere hen læser jeg det igen, måske bliver det udgivet, som det er, eller brillerne ryger på igen, og der rettes, slettes og tilføjes, før det udgives. Måske bliver det aldrig udgivet, det har hjulpet mig med mine tanker, men jeg har indset, at det netop kun er mig, der skal læse det indlæg.

Så for mig er det at skrive et indlæg ikke altid bare noget, der lige skrives. Nogle gange, når jeg gerne vil udgive et indlæg, men ikke kan finde vej fra mine tanker til det skriftlige ord, så vælger jeg at udgive indlæg med billeder eller indlæg med få ord, som blot fanger nuet. Men det tager faktisk tid, og ind imellem tænker jeg på, da min søn fortabte sig i computerverdenen, og hans strenge mor satte et æggeur ved siden af, så han ikke brugte hele sin vågne tid på spil. Jeg kunne også godt bruge et æggeur ved min side, for blogland er et land, man nemt fortaber sig i. Men også et land, som gør mig klogere og som dagligt er en inspirationskilde.

God lørdag til dig, og har du lyst, må du gerne dele, hvordan dine indlæg bliver til.

ET INDLÆG BLIVER TIL

I de her dage er jeg brugt, når jeg kommer til aften. Vi har ikke meget travlt på arbejde, der er nok at se til, men der er også tid til kaffepause sammen. Jeg diskuterer stadig med mig selv om det er alderen, lavt ferritinniveau i blodet eller noget helt andet, der gør sig gældende i forhold til min træthed. Uanset årsagen gør trætheden, at jeg har svært ved at få ord sat sammen til et blogindlæg.

I de her dage forsøger jeg at lytte til P1 for at udvide min horisont lidt. Så jeg har lyttet til diskussion om Handicapforbundets forslag til ændring af ordet handicappede til mennesker med handicap. Jeg har lyttet til faren for stigmatisering eller det modsatte nemlig aftabuisering, hvis man skilter åbent med, at man har et psykisk handicap. Du kan finde kloge ord om det selvsamme emne hos Ellen og Kong Mor. Noget af det jeg kan huske var, at i takt med at psykiske sygdomsdiagnoser er eksploderet, er der sket et tilsvarende fald i den generelle hensyntagen til mennesker med psykisk handicap. Professor i psykologi ved Aalborg Universitet, SB, har skrevet en bog om det diagnosticerede liv. Han finder det betænkeligt, at diagnoser som depression og ADHD er eksploderet og siger bl.a. i et interview:

»Almindelig sund fornuft siger, at det ikke kan passe, at otte procent af danskerne er klinisk depressive. Det kan sagtens være, at de er triste eller nedtrykte eller melankolske – jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved, at de lider – men det er jo ikke i sig selv en sygdom at have det svært. Man kan jo godt have livsproblemer eller afvige fra normen uden at have en psykisk sygdom, men i dag er der en tendens til at diagnosticere enhver afvigelse«.

Jeg føler mig lidt ramt, for er det ikke lidt nemmere, hvis man kan sige, at det unge menneske, der har det svært, har en let depression i stedet for, at vedkommende har det svært i livet lige nu? Eller når nu jeg er så træt efter en ganske almindelig arbejdsdag, så søger jeg efter årsager, som kan behandles, i stedet for at acceptere at det måske er fordi der, hvor jeg er lige nu, skal der ikke så meget til, før jeg føler mig træt. Man kan komme til at tænke vældig meget over tingene, når man lytter til kloge mennesker. Måske skulle jeg tage mig sammen til at finde ud af det der podcast? Lige nu vil jeg falde ned i sofaen efter at have brygget te og fundet god is frem. Jeg er nemlig vild med dans. God weekend til dig.

SIKKE EN DEJLIG DAG

I dag havde jeg bestemt, at jeg ville fokusere på at lytte til mine kolleger og på at være en hjælp og støtte for afsnittet og for mine kolleger. Retteligen er det jo andre, der skal vurdere dette, men jeg fik i hvert fald hørt om kollegers hverdag til kaffepausen, og jeg blev spurgt om hjælp og vejledning. Dagen gik hastigt, jeg havde en patient i dagafsnittet, jeg tog mod en patient i sengeafsnittet, jeg snakkede i telefon med diverse centre og enheder for at hjælpe en pårørende og patient. Jeg har fået masser af smil, jeg har fået skulderklap og tak. Men det allerbedste er, at jeg kan mærke, at jeg elsker mit fag. Jeg stortrives blandt patienter. Det gør mig ganske enkelt tindrende glad.

Glad blev jeg også i den tidlige morgenstund, hvor alt var mørkt, da jeg smuttede over gårdspladsen med skraldeposen. Stjernene tindrede og strålede om kap. Tænk at bo et sted, hvor jeg bare skal træde ud på trappen, og så kan jeg se stjernehimlen. Sikke en dejlig dag.

OKTOBERMORGENER

Hvor september bød på smukke solopgange, mens jeg kørte på arbejde, tilbyder oktober måned mig køretur i bælgravende mørke. Jeg nyder forskelligheden, jeg nyder at føle mig i min egen lille verden, hvor mørket omgiver mig, og de andres bilers lys sørger for hyggebelysningen. Jeg kan glæde mig til at komme ud i bilen og vide, at den næste halve time kan jeg skråle løs på gospelsange eller hvad jeg nu er i humør til. Jeg øver mig i en gang i mellem at slå over på et taleprogram eller lytte til nyheder, men allerhelst vil jeg være i min egen lille boble, der hvor alt kan ske og hvor alt er muligt. Jeg er en dagdrømmer, men jeg kan godt slukke for dagdrømmen og være til stede i hverdagen. Det sidste er jeg heldigvis mest og nyder det, men en efterårsmorgen i mørke i min bil, det giver energi til hverdagen.

God onsdag til dig.

FRA EN ANDEN TID

Vi sad ved formiddagskaffen og diskuterede faglige problemstillinger. En af patienterne havde lav arousal, det skulle forklares for vores nye kolleger. Jeg forklarede det med lav vågenhed, ikke som nedsat bevidsthed, men som manglende strøm på batteriet. Jeg brugte et billede, som giver mening for mig. En gammeldags transistor, hvor batterierne trænger til at blive skiftet. Den kan godt spille, men musikken og stemmerne lyder forvrænget. En gang imellem er den lige ved at gå i stå, og pludselig kan den køre helt normalt. De andre nikkede, indtil en af de unge sygeplejersker sagde; hvad er en transistor? Så følte jeg mig gammel. Havde jeg nu sagt transistorradio, havde hun måske bedre kunne regne ud, hvad det var. Heldigvis fik vi ved fælles hjælp forklaret, hvad en transistor var. De andre unge kolleger havde mødt ordet i forbindelse med en DABradio.Det er dog først i dag, da jeg googlede ordet, at jeg fandt ud af, at det er betegnelsen for en bestemt type forstærker.

Lav arousal kan opstå i forbindelse med en blodprop i bestemte områder af hjernen, og her handler det om at finde på metoder til at vække patienten op til “fuld batteri”. På et kursus fortalte personale fra Hammel, hvordan de f.eks. havde aftalt med en patient, at vedkommende om morgenen kom over i kørestolen, hvorefter personalet halvløb gennem afdelingen og måske endda lige udenfor, så patienten blev vågen og dermed kunne deltage aktivt  i morgentoilette og morgenmad. Andre metoder kunne være at gå højrøstet ind på stuen og med det samme trække gardinerne fra med et ryk. For her handler det ikke om at være stille og rolig med blid morgenstart, for så kommer patienten aldrig op til overfladen.

Jeg er landet herhjemme og har taget mig tid til en stille kop te, jeg skal til informationsmøde på landbocenteret om vores regnskabsprogram og nye tilbud i aften, men først skal aftensmaden på bordet og hængepartiet fra gårsdagens fridag, som blev lidt mere afslappet end planen var, skal færdiggøres.  God aften til dig.