lørdag, september 10, 2011

EN UNDSKYLDNING?

Som ren overspringshandling surfer jeg nyheder og læser om Enhedslistens politiker, som giver en anden politiker en lussing.  Enhedslisten har udelukket manden fra at deltage i resten af valgkampen som repræsentant for dem, han kan ikke fjernes fra deres liste, fordi det er for sent.

Nedenunder læser jeg så, at hans søn udtaler, at siden hans fars hovedtraume efter en ulykke sker det, at når hans far ikke får sovet, “at han ikke fungerer socialt og ikke er på samme bølgelængde som os andre”

Det lyder meget rigtig, og poltikeren ville have hjulpet sig selv, hvis han var ærlig om dette faktum, men ofte kan man jo ikke selv se det. De øvrige politikere kunne måske, hvis de havde vidst dette, hjulpet til denne erkendelse, eller måske havde det blot udløst lussingen før mødet. Jeg kom til at tænke på en artikel, jeg læste i forbindelse med vores tur til den europæiske apopleksikonference. Det var et australsk studie, der så på, hvordan børn taklede det at være barn af en hjerneskadet person, og studiet forsøgte så også med en behandling/handling. Under interview kom det frem, hvor meget hverdagen var præget af faderens væremåde, her var der også tale om, at faderen ind imellem blev vred, reagerede anderledes end andre voksne på episoder. Bare det at tale om det med andre gjorde, at de familier blev bedre til at takle det, og for børnene blev det en lettelse at have voksne, som var opmærksomme på dem. Det skal siges, at det her var et kvalitativt studie, så det var 4 fædre, der var tale om. Det var ikke et kvantitativt studie, i så fald skulle man have interviewet rigtig mange børn eller lavet et spørgeskema, men så kan man spørge sig selv, om informationerne var kommet frem. Det er det kvalitative studies styrke, at det kan gå ned i detaljen, i det individuelle og dermed måske give os en ide til, at det måske ikke blot er børn fra fire familier, der har det sådan. Derimod er det det kvantitative studies styrke, at det kan sige noget, som er nemmere til at overføre til andre situationer. Ingen af måderne er bedre end den anden, studievalg afhænger af det spørgsmål, man vil have besvaret. Det her var så lige et lille sidespring ;-)

Politikeren skal ikke undskyldes, og jeg håber, han giver den anden politiker en undskyldning, men handler Enhedslisten korrekt i deres udelukkelse af manden, hvis det, der står i artiklen, står til troende? Eller skulle de måske hellere hjælpe vedkommende til at erkende, at han i visse situationer bliver begrænset af sin hjerneskade, men at det ikke skal udelukke ham fra at være aktiv i det politiske liv?

4 kommentarer:

  1. Ja, det er et godt spørgsmål, Lene, et etisk dilemma.
    Når man skal forstå noget med sine følelser, kræver det at vi hører om en enkelt person og ikke om statistikker. De giver kun en intellektuel forståelse.
    Ha' en dejlig weekend!

    SvarSlet
  2. Tak Madame og i lige måde, ja det er et etisk dilemma, og sådan et har det med at mangle en facitliste.
    Statistikker og kvantitative studier er nu ikke det samme, det må jeg skrive et indlæg om - engang :-)

    SvarSlet
  3. Mon ikke det er korrekt at handle sådan lige nu, - hvor tiden løber i valgkampen og ingen giver sig tid til at tænke alt for grundigt. Og så kan man håbe (og opfordre til), at partiet tager hånd om situationen på den anden side af torsdag, når vi igen må have lov at tænke og handle fornuftigt.
    Det er godt at få en forklaring, der giver mening, så sønnen har været fornuftig at gå frem og give lidt baggrundsviden.

    SvarSlet
  4. Eva, det er det nok, du har jo ret i, at her og nu er der vist ikke tid til at tænke sig om.

    SvarSlet