BESKIDT, TRÆT OG GLAD

Vores purunge kartoffelfolk er draget af sted til kirke med en trailer fyldt med kartofler. Hvis de får solgt alle sækkene, kan de give en god skilling til Afrikas Horn, og mon ikke også de har fået en fornemmelse for, hvorfra deres kartofler på middagsbordet kommer fra?

De  gik vældig op i det, og midt i kaos og hundrede spørgsmål, så som har du passet min bedstefar (jeg fortalte jo, at jeg var sygeplejerske) eller kender du godt min far, han har malet jeres hus (det gjorde jeg, når man laver et helt hus om,så kommer man til at kende håndværkerne), eller kender du min mor, hun hedder …. (det gjorde jeg også, for vi havde arbejdet sammen), eller lever du af kartofler (altså om det var den eneste grøntsag, jeg spiste; det er det så ikke, jeg spiser også andet end kartofler); midt i alt det huskede jeg pludselig, hvor meget jeg holdt af at være FDF leder og gymnastikleder for børn i den alder.

De er en sæk lopper, de kan spørge, så man sommetider må stoppe op og tænke, hvor kom det lige fra, men hold da op, som de gik op i det. De gravede kartofler op, de trykkede på knapper, mens jeg holdt sækken under vægten, de bandt sækken sammen og satte mærkater på, de syntes, det var så spændende at få fortalt om  kartoflens vej fra jorden, hen over indlagring, sortering, pakning  og frem til kartoflerne lå ude i butikkerne. De elskede historien om min søn og datter, som kunne få timer til at gå ude ved sorterbåndet med at finde kartofler, der lignede ænder (datteren), eller ninjaturtles (sønnen); de grinte, da jeg fortalte om kartofler, der pludselig fløj gennem luften, fordi det var kamp mellem turtles, eller når datterens ænder pludselig skændtes meget højt eller brød ud i sang. Bagefter gik der sport i at finde sjove kartofler i affaldskassen og havde vi haft mere tid, var de nok også begyndt at lege med kartoflerne.

De forstod godt, at fingrene skulle holdes tæt til kroppen, da vi gik ud til landmanden og så på alle båndene, der kørte, men jeg havde nu også fortalt dem om folk, som min kære landmand, der har fået ben eller arm i maskineriet og hvor galt det kunne være gået, så selv de seje gutter og tøser fik travlt med at holde afstand til maskineriet. Det er ikke en legeplads, men en arbejdsplads, men de fik lov til at se, hvor meget de vejede inde på vores store vægt, hvor der kunne stå 12 af deres slags på pallevægten. De fik lov til at klappe Istvan, og de fik lov til at få afløb for al energien ude i karoffelmarken. Nu er de i fuld gang med gudstjeneste, jeg har fået noget at spise og drikke og har gang i muffinsbageriet til folkeholdet. Mens de køler af (muffins, ikke folkeholdet), skal jeg ha ryddet op i kartoffelhuset. Jeg er træt og beskidt, men glad. Det har været en god dag.