HJERNENS ARBEJDE

Jeg forundres ofte over vores geniale hjerne og alt det den magter. Normalt tænker vi ikke over alt det, den formår, men når hjernen bliver ramt af en blodprop eller blødning, bliver det synligt.

I dag var jeg helt optaget af en lille ting. En patient havde rettet sig meget fra indlæggelsen, kunne nu gå rundt, og i badsituationen tog patienten initiativ til selv at tage tøj af, selv at gå i gang med badet og gjorde tingene i den rette rækkefølge. Patienten tog shampooflasken i den ene hånd (den ramte hånd), åbnede med den ikke-ramte hånd og hældte shampoo ud i ikke-ramte hånd. Dette så helt fint ud, ingen kraftnedsættelse eller styringsbesvær af ramte hånd, men lige så snart patienten gav sig til at vaske med ikke-ramte hånd, og dermed dels flyttede synsfeltet fra ramte hånd og dels var i gang med to handlinger - at holde shampooflasken med den ene hånd og at vaske med den anden hånd- så tabte patienten flasken. Det gentog sig mange gange. Det samme gjorde sig gældende, da patienten skulle tage underbukser og bukser på, det ramte ben havde svært ved at komme ordentlig ind i buksebenet, og det kom heller aldrig ud igen. Formentlig kan der være tale om nedsat følesans i den ramte side, dermed får hjernen ikke det rette input fra siden og dermed bliver der ikke doseret den rette kraft.

Som sygeplejerske på et apopleksiafsnit er et bad ikke blot et bad, det giver mig mulighed for at observere bl.a om patienten har apraksi, dvs manglende evne til at gøre tidligere indlærte rutiner, f.eks at gennemføre et bad. Patienten begynder måske med at åbne for vandet og vil gå ind under bruseren uden at tage tøjet af, patienten tager måske tøjet forkert på eller vil bruge kammen som tandbørste. Patienten kan godt have en ide om, hvad han vil gøre, men holder forkert på eks. barbermaskinen. Alle disse observationer er vigtige for at tilrettelægge den rette træning til den enkelte, og som jeg før har skrevet, så er det ikke kun terapeuterne, som træner, men også plejepersonalet, for alle hverdagssituationer rummer muligheder for at få træning ind i meningsfyldte situationer. Og netop det med at det giver mere mening for patienten og dermed bedre resultat at træne eks. hånden i en konkret situation og ikke som en øvelse i et træningslokale, er der evidens for.

I dag var hård, fordi jeg ikke kendte nogle af mine patienter (og fordi vi er ramt af sygdom blandt personalet), i morgen bliver bedre, er jeg sikker på. Et godt grin og lidt frisk luft i eftermiddags hjalp mig til at få humøret op, nu er jeg klar til en forhåbentlig god nats søvn.

Sov godt