KAN SELV

Yndlingsudtrykket hos vore børn, da de var omkring 3 år.

Ind i mellem kan man også selv gå lidt i selvsving og hele tiden sige kan selv. I mange år bandt jeg adventskranse til FDF julemarked, men da jeg stoppede med at være ledere, lavede jeg en ny tradition med at hente kransen på det årlige julemarked hos FDF.


Vi har alle været lidt matte i sokkerne i dag. Aftalen lød på at hente datteren ved 4 tiden i Aalborg, så vi hyggede os efter det officielle julefrokostarrangement med en lækker mexicansk suppe hos nogle venner. Aalborg myldrede med mennesker i forskellige stadier af julefrokostbranderter, vi kunne have tjent mange penge som pirattaxi, men vi nøjedes med at samle datteren op.

Klokken var passeret det tidspunkt, hvor formiddag går over i eftermiddag, inden vi fik øjne.


Men adventskransen har fået lys og bånd, kalenderlyset er klar til i morgen, og vi har juleklippet og lagt dej til pebernødder, som tages med til København, hvor de bliver bagt.

Nærvær og samvær var ordene for weekenden, det levede den op til

WEEKEND

Jeg har det godt, jeg er bare så usigelig træt, så weekenden skal bruges på at komme op på siden af mit liv i stedet for hele tiden at have følelsen af at være bagud.

Oprydning, rengøring, julefrokost, adventshygge og julepyntning.

Nærvær og samvær, det skal være overskriften for min weekend.

Må I få en god weekend.

AFTENSSTUND

Jeg ved godt, hvor mine overarmsmuskler og mine benmuskler er, de har givet mig konstant input hele dagen.

Hvor mange gange vi løb op og ned til anden sal for at tømme værelset, har jeg ikke tal på, og så skulle det hele op på anden sal igen fem minutters gang derfra.

Inden trailer var lejet, var klokken blevet 15.30, kl. 20.30 så vi på hinanden, da var det kæmpeskab, som satte sig på tværs ned af trappen, på plads, og vi sagde slut for i dag. Datteren sov hos en kammerat, og i aften skal hun have pakket alt ud, inden arbejdet kalder i morgen.

I samme hus bor en bager (tyrkisk) og en kebabrestaurant, så vi satte os ind i restauranten og fik en lækker sandwich med salat og kylling. Inden da havde datteren og jeg trukket cyklerne hen til den nye lejlighed, og midt i mørket kom vi forbi Simeons kirken, hvor der var aftensang.

De smukkeste toner flød ud fra kirkerummet, og vi havde allermest lyst til at åbne kirkedøren og blive en del af koncerten, men jeg skulle på kursus i Hammel i dag, så da sulten var stillet, kørte vi hjemad.

Nu har jeg hentet bind 3 af Anne B. Ragdes roman trilogi, så jeg vil lade freden sænke sig, krybe under tæppet og forsvinde ind i bøgernes verden.

LANG ONSDAG

Butikkerne har deres lang lørdag, påsken har sin lang fredag, landmanden og jeg har vores lang onsdag.

Når man kan køre 1500 km på motorcykel på 17 timer, så kan man vel også køre til København, hjælpe datteren med at flytte, køre hjem igen og så være klar til en ny arbejdsdag i morgen.

Har vi ikke lige hjulpet med at flytte datteren? Jo, men den unge udlejer havde vist ikke tænkt over, hvad det vil sige at have et fremmed menneske boende i sin lejlighed, så datteren stod pludselig uden tag over hovedet, men heldigvis fandt hun sammen med to andre unge kvinder en lejlighed.

Bilen er pakket med værktøj, møbler og julekasser, teen er brygget, madpakkerne er smurt, om lidt går det mod hovedstaden.


Må du få en god onsdag.

HÅNDARBEJDE 2

Lettelse og glæde hos landmanden

OG fruen opdagede så samtidigt, at de sidste tre omgange på ponchoen skal pilles op.

Ih hvor vi hygger os!

HÅNDARBEJDE

Det skulle være så afstressende, men ikke når man troede, man var smart og hæklede to garnender sammen for at blive fri for at hæfte.

Det så ikke godt ud, og nu kan jeg ikke få det pillet op.

Og at være med på sidelinjen, mens landmanden ser fodbold, er absolut heller ikke afstressende, jeg tror ikke, man skal måle hans blodtryk lige nu ;-)

GLAD

Landmanden havde helt glemt at fortælle, at der var kommet en pakke til mig.

For noget tid siden blev jeg kontaktet af forstanderen på en FDF efterskole, som rigtig godt kunne lide mine naturbilleder. Han ville høre, om han måtte bruge nogle af dem til deres intranet på skolen som pausebilleder og illustration af årets gang.

Jeg sendte nogle billeder derned, og i dag fik jeg brev med billeder af de tolv, de havde valgt til årets tolv måneder. Med brevet fulgte også en windstopper, så jeg er klædt ordentlig på, når jeg går ture og fotograferer.

Billedet her repræsenterer november.


Tænk at der sidder nogle nede på Lolland nu og kigger på mine nordjyske naturbilleder.

GIK DET GODT?

Sms’en tikkede ind på mobilen, da jeg var nået hjem. Min apopleksikollega vidste jo godt, hvor nervøs jeg var. Faktisk er hun selv på efteruddannelse ude på University College Nordjylland (vi må have hele titlen med ;-), så sørme om hun ikke havde lyttet ved døren, og det lød godt, syntes hun.

Ret beset er det jo ikke mig, der skal bedømme det, men jeg kan mit stof, og jeg syntes også, det blev fremlagt nogenlunde i en orden, så der kunne tages noter. Der var flere, der begyndte at spørge, jo længere vi kom hen i seancen, og de sagde, de kunne bruge det, så det må jeg stole på.

Og tusind tak for alle jeres kommentarer, tænk at folk, som kun kender mig fra denne blog, har så stor tillid til mine evner, det skal I have tak for.

Og så kom jeg til at ligne en gammel skolelærer med kridt på fingrene og ikke mindst på bukserne ;-)

OLIGODENDROCYTTER

Lige nu er min hjerne ved at gå i kaos, jeg læser om hjernen, om dens opbygning, om oligodendrocytter og andre sjove ord.

Egentlig er det slet ikke det, jeg skulle lave, jeg skulle lave en disposition for min undervisning i morgen på sygeplejeskolen, men lige nu er det meget nødvendigt for mig at have læst disse kapitler.

Ret beset er det ikke det, jeg skal undervise i. Jeg skal undervise i apopleksi, sygdomslære, symptomer, behandling og forebyggelse. Jeg skal fortælle om det Nationale Indikator projekt, om referenceprogrammet for Apopleksi og om mit arbejde som apopleksisygeplejerske.

Hvorfor bruger jeg så tid på det andet?

Hvorfor bruger jeg tid på at tænke på, hvad tøj jeg skal have på?

Jeg er hundehamrende nervøs for i morgen. Jeg ved udmærket, at jeg kan undervise i dette, men jeg har aldrig prøvet denne undervisningsform før, omkring 60 studerende i et auditorium, et rum jeg ikke kender. Jeg kan ikke huske nu, hvordan overhead og PowerPoint virker, så det vælger jeg fra, jeg er ikke vant til at bruge en tavle systematisk, så man kan tage noter ud fra mine skriblerier. Jeg har fået at vide af studerende, at de hader PowerPoint og elsker en tydelig og langsom skrift på en tavle kombineret med en engageret underviser.

Så jeg læser om hjernens specialisering, om venstre og højre hemisfære, om dit og dat. Jeg har brug for at vide 100 %, at jeg ved noget. Jeg har brug for at vide, at jeg ser godt ud, så det tøj en af mine unge kolleger kommenterede som smart er valgt ud. Jeg er jo vant til at have uniform på.

Hvorfor sagde jeg ja til det her?

Hvem der var et døgn længere henne ;-)

SØNDAG

Hvad betyder min tro? Det, synes jeg, er svært at svare på.

For år tilbage var der et program, der hed her er dit liv. Her kom kendte personer ind, og venner og familier bød inde med forskellige historier fra hovedpersonens liv og tegnede hermed et portræt af denne.

SF politiker og præst Margrethe Auken var inde for at fortælle noget om bror Svend Auken (S politiker) og deres opvækst.

På spørgsmålet om hvad Gud betød for hende, fortalte hun følgende historie, man kunne vel egentlig kalde den en lignelse.

Margrethe og Svend holdt som børn ferie på Bornholm sammen med deres forældre. De cyklede meget omkring, og de bornholmske bakker kunne være svære for et barn at komme op over.

Og mens Margrethe knoklede derop af, så var hun ved at opgive, hun tænkte, det her klarer jeg aldrig, jeg kan lige så godt stå af, men så var det, at hendes far cyklede op på siden af hende, lagde sin hånd på hendes ryg og støttede hende. Det var ikke hendes far, der skubbede hende over bakken, men takket være hans trygge hånd fik hun mod og tro på, at det kunne lade sig gøre, hun var ikke alene, der var en, der troede på hende. En der hele tiden var ved siden af hende, en der ikke stak af eller vendte hende ryggen, og bevidstheden om dette gav hende styrke til at klare udfordringen.

Det betyder Gud for mig, sagde hun. En der er der hele tiden, både når det er godt, men især når det er svært, han støtter og styrker mig.

Den historie gik rent ind hos mig, og sammen med mange andre små historier og sætninger er den med til at beskrive min tro. ”Livets Gud har ingen hænder, derfor er det os han sender”, jeg er Guds hænder her på jord, ligesom alle andre er, vi er forbundet med hinanden, vi kan ikke stå alene, men er til for hinanden.

Lignelsen om de skjulte talenter er også en del af min tro, jeg skal ikke grave mine talenter ned, jeg skal bruge dem til gavn for andre. Vi er hver især forpligtet til at bruge vores talenter, forvalte dem på bedst mulig måde til gavn for hinanden.

Nyere danske salmer taler også et sprog, som forplanter sig i mig, og i dag til gudstjeneste stødte jeg på en, jeg ikke før havde sunget:


Guds fred er glæden i dit sind,
når morgenlyset vælder ind,
når nattens drømme svinder hen,
og livet synes godt igen.

Guds fred er styrken i det ord,
der søger dig, indtil du tror,
at det, som ser umuligt ud,
dog er en mulighed for Gud.

Guds fred er sangen i dit blod,
når kærligheden gir dig mod
og lyst og kraft og overskud,
så du formår at holde ud.

Guds fred er løftet på den dag,
hvor du har lidt dit nederlag,
men Kristus kommer ind til dig
og siger mildt: Din skyld tar jeg.

Guds fred er trøsten i dit savn,
når sorgen tar dig i sin favn,
et stædigt håb, der tror og ved,
vi lever i Guds evighed.

Guds fred er lyset i den nat,
hvor døden griber i dig fat,
men Kristus bryder ind med sit:
Giv slip, for dette barn er mit!

Kom, Jesus Kristus, kom herind,
og giv mit trætte, bange sind
den fred, jeg kun kan få af dig,
og som du selv har lovet mig!

Holger Lissner 1983.

GOD WEEKEND

Resten af weekenden skal tilbringes hos min far, der skal ryddes op, gøres rent, men mest af alt skal der hygges sammen med alle mine søskende, svigerinde, svoger og børnebørn i alle aldre.

Må I alle få en rigtig god weekend.

RING TIL MIG

3.24 ringer telefonen, datteren er på vej hjem med natbus, og aftalen er, at jeg henter hende i nærmeste by(9km)

Mens jeg kører i mørket, kommer jeg pludselig, måske foranlediget af filmen fra i aftes, til at tænke på et andet telefonkald, som endte dybt tragisk. Nemlig den unge mand fra datterens parallel klasse i 1. g, som bliver meget fuld, sætter sig i en bus, falder i søvn og vågner først op i en lille by ude på landet. Han vælger ikke at ringe til sine forældre, men prøver at gå hjem, farer vild, vandrer i mørket ude på en mark, ringer til sin far. Telefonen løber tør for batterier midt i samtalen, og det er det sidste, hans far snakker med ham. En uge senere finder man ham død i Limfjorden.

Mine børn blev nærmest hjernevasket derefter med sætningen, ring til mig uanset hvad, ring til mig uanset hvor meget I har dummet jer, hvis I har brug for hjælp, så ring til mig.

Nu går der langt imellem, at jeg skal køre om natten, men jeg gør og gjorde det gerne.

VILDMARKEN

Datteren anbefalede den, da hun hørte, at jeg for en sjælden gangs skyld ville leje en DVD.

En smuk film om kærlighed, søgen efter lykken og med fantastiske naturbilleder.

”happiness is only real when shared” sådan tror jeg nok ordene var.


I morgen vil jeg dele glæden ved at være sammen med min familie hjemme hos min far. Vi samles det meste af flokken, der skal hygges, arbejdes og hygges.

SE, HVILKEN MORGENSTUND

Lige fra det første skær af solen dukkede op, har det tydet på en god dag.

Gåturen fik første prioritet, og jeg stordrak af den friske luft, alt imens jeg skridtede godt af sted.


For mine kolleger inde på arbejdet bliver der nok ikke tid til at lægge mærke til det gode vejr, der er mørkt, når vi tager på arbejde, og nærmest skumring, når vi kører hjem. Jeg nyder, at luften og lyset er en mulighed i dag.


Landmanden holder fri i dag og er taget på jagt sammen med Laika. Der er store fødselsdagsfest på mine børns gymnasium i aften, så datteren kommer en smut hjem.


Inden da må jeg hellere holde mit løfte om, at der som minimum skal tørres støv af, støvsuges og gøres badeværelser rene hver uge.

Nå ja så er der også nogle vinterdæk, der skal på, de lover jo sne :-)

HULE HÅND

”Kunne du ikke mærke det? Du havde dem i din hule hånd!”

For 3 år siden gik en dejlig kollega på efterløn, hun har derefter valgt at bruge noget af sin tid som en del af frivilligkorpset på Aalborg sygehus, og endda på vore afdeling, det er så godt. Der er pårørende, der får sig en snak og en kop kaffe, der er patienter, som får besøg, der er kaffe og lidt godt til jul, påske og andre lejligheder. Og vi nyder at få besøg af en frivillig en gang om ugen, og er der et arrangement i forhallen, så møder de talstærkt op og hjælper patienterne derover.


I dag skulle jeg fortælle om apopleksi til alle de frivillige, en halv time om sygdommen, symptomer, behandling og om det at være pårørende og patient, og det skulle være på hverdagsdansk. Jeg valgte at tale ud fra en løs disposition, og nederst stod 112 med store tal, endnu en gang slog jeg et slag for, at det går op for nordjyderne, at der er et behandlingstilbud, men ikke hvis man lige vil se tiden an.

Vin indkøberen var blevet syg, så min løn får jeg senere, men det var også meget bedre at få et stort varmt knus og ovennævnte sætning.


Og jo, jeg kunne mærke det, det var en rigtig god fornemmelse at stå der.

Og billedet, det er to år gammel,5 kilo lettere og sommerbrun.

DYREVENLIG

Udenfor står vores fugletræ, et grantræ af ubekendt art, det ser sølle ud på to af siderne, men vi nænner ikke at fælde det. Årsagen til dette skal findes i vort navn til træet. Fuglene elsker det træ, selv fasaner og duer, og de er formodentlig også årsagen til, at det går ud, for der er fugleklatter på alle de bare grene, det er kradse sager.


Der er et leben ved fuglehuset, gråspurvene hopper rundt nedenunder og spiser det som musvitter og solsorte smider ned. Fasankokkene var der fem af i går aftes, de gik rundt og snusede lidt, fandt frø, æbler og lignende, og så prøvede de at flyve op i træet flere på en gang, det gik ikke så godt, så de fortrak efter et stykke tid.

Laika har nydt oprydningen i dag, for landmanden og jeg havde sat hinanden stævne på kontoret, bunkerne truede med at lege Niagra Falls, så nu er de makuleret eller sat i mapper. Så mangler vi så at gennemgå mapper og reoler og kasser, men det må blive en anden dag. Laika har troligt holdt os ved selskab, hendes kurv står lige ved siden af døren til kontoret. Midt i oprydningen kom posten, og hun har altid en hundekiks med til Laika, i dag måtte hun helt hen til kurven, for Laika er blevet forvænnet, så hun gad ikke gå hen til døren, og vi kunne ikke komme ud for dyngerne på gulvet. Selv hvis Laika er med ude i kartoffelhuset, og døren til bryggerset står åben, så ligger der en hundekiks ovenpå avisen ;-)


Og helt uden for emne, så ringede symaskinereparatøren, at symaskinen er fikset, en ganske almindelig rensning og smøring og maskinen kører igen. Hvor heldig kan man være?

GOMORN GOMORN

Fridag og så vågner man midt nat og kan ikke falde i søvn igen!

Nu er teen ved at blive brygget, om lidt står den anden halvdel af beboerne op, så kan vi spise morgenmad sammen, det er sjældent, at det sker.

Dagen byder på oprydning formiddag,en forhåbentlig lærerig undervisning om palliativ behandling og pleje i eftermiddag, og bagefter står jeg for en halv times undervisning af de frivillige på sygehuset.

Dagen skal nok blive god trods 3½ times søvn.

Ha en god novembertorsdag

FEDT!!!!!!

Jeg vidste det, så nu går jagten på en vegetarret i morgen.

Den lokale bikerklub havde arrangeret spisning på Biersted kro. Her er der hver onsdag ”flæskeonsdag”, stegt flæsk med persillesovs. De eneste grøntsager var de syltede rødbeder og bløde løg, til gengæld var der tre slags stegt flæsk.
Jeg er mæt, mere end mæt, for sådan en middag skulle da have en dessert, så nu er skildpaddeisen og dumle isen herhjemme udryddet ;-)

Laika nyder, vi har fået internetopkobling på kontoret. Hun må nemlig kun være i bryggerset, men da kontoret har dør til bryggerset, og jeg ikke gider se fodbold, så sidder jeg på kontoret og blogger, og Laika sover på gulvet tæt op af mine fødder. Vi hygger os.

GENTAGELSE 2

Det forrige indlæg og kommentarerne dertil fik mig til at huske noget, jeg som rimelig nybagt mor læste for år tilbage.

Jeg undrede mig over, at da min lille datter begyndte at gå, så kunne hun, når jeg var ved at lave noget, hvor jeg gik rundt i huset, blive meget vedhængende og pjevset. Lige så snart jeg satte mig ned for at læse lidt for hende eller lege med hende, så begyndte hun at gå på opdagelse.

Dengang var denne bog børnebiblen, og heri læste jeg, at for at børn tør gå på opdagelse i en ny verden, som det er, når man pludselig kan gå, så er det vigtigt, at basen er i orden. De har ikke erkendelsen af, at når mor går, så kommer hun tilbage, derfor bruger de deres kræfter på at holde øje med mor. Så snart mor sætter sig ned, så ved barnet, hvor det har mor, og så står verdenen åben for nye landvindinger.

Egentlig synes jeg, at denne beskrivelse kan bruges på meget andet i vores liv. Når vores base er i orden, kærlighed, tro, håb og tryghed, så tør vi gå ud i verdenen, tør gå på opdagelse, tør ændre på vores hverdag.

Jeg sidder her og bliver glad helt ind i hjertet, for jeg mindes pludselig alle de dejlige timer, jeg har haft med mine to børn, hvor jeg var basen, og de udforskede den lille verden omkring os.

Nu er de rejst hjemmefra, men stadigvæk ved de, at vi er ikke længere væk end en SMS, hvis det hele brænder sammen, og så kan man egentlig klare meget selv.

GENTAGELSER

Mange er så bange for, at livet bliver gentagelse på gentagelse, at det bliver kedeligt, at man ikke udvikler sig.

Men livet er jo en gentagelse, efter sommer kommer efterår, efter efterår kommer vinter osv. Og læring og udvikling sker netop gennem gentagelse, man bliver dygtigere gennem gentagelse af det man gør.

Min blog er en gentagelse år for år og så dog ikke alligevel, der er altid lidt nyt, sommer er ikke altid den samme sommer, jeg gør måske tingene på en anden måde end sidst, jeg bliver ældre, så livet ændrer sig midt i gentagelsen.

Så jeg gentager mig selv nu: midt i al det grå i dag og støvregnen, så er jeg taknemlig for at bo lige her, hvor jeg mærker naturen omkring mig.


Og så er jeg taknemlig for, at aftenvagterne er over for den her gang, og se hvilket syn der mødte mig i bryggerset i nat, da jeg kom hjem.

GIV MIG EN HÅND 2

Det lykkedes, i første forsøg!

AHHHHH

Det går lige så let, som når vi arbejder med vejrtrækningen til kor. Helt automatisk tager man en dyb indånding, når man har arbejdet med at puste ud aktivt med brug af alle støtte muskler, og sådan er fornemmelsen også ved at træde udenfor min dør her til morgen.

Kroppen kan ikke andet end at trække vejret dybt ind, mærke den kolde frostluft hele vejen ned, og selv nu hvor jeg er inde igen, kan jeg mærke den friske livgivende luft i mine lunger.

Luften knitrer, sollyset sammen med rimfrosten giver havebordet glimmer på. De enkelte blomster, der er tilbage, bøjer hovedet, gæssene flyver ude af mit åsyn men med deres karakteristiske skræppen i mit øre.

Ahhh, støvsugning, opvask og kontorarbejdet skal overstås i en fart, så jeg kan nå en gåtur, inden det er tid til donortapning og aftenvagt.


Ha en herlig novemberdag.

SCRAPBOGEN

Oppe på loftet ligger en kasse med mine ting fra barndommen. Jeg ved, at der i den kasse ligger to scrapbøger. Det er ikke noget med rockgrupper eller lignende, næh jeg var en sentimental pige på 10-12 år, så den ene indeholder udklip fra blade og aviser om de tre prinsesser, mest Annemarie. Tænk at blive gift med en konge helt nede i Grækenland, nøj hvor jeg drømte mens jeg klippede og klistrede. Margrethe var lidt mere kedelig og korrekt, men hun har jo også fra start af haft en anden mening med livet.

Sidste søndag var der et interview med Dronningen om hendes tro i Nordjyske, det var så godt, så klogt og så livsbekræftende. Der var så mange citater, jeg kunne sætte ind her, som lige beskrev mine tanker og mine følelser. Noget af det faldt i tråd med noget, jeg før har læst, at dronningen har sagt, nemlig at for at få søndagsgudstjenesterne med, så må man tage hverdagsgudstjenesterne med, Altså, der er gudstjenester, hvor der ikke er meget at råbe hurra for, og så er der de, hvor musik, sangvalg, prædiken og selve kirkerummet går op i en højere enhed. Men som Margrethe siger, så kan man da altid sidde og studere kirkerummet eller som mig lade tankerne flyde.

Ved siden af prinsesse scrapbogen ligger en anden, heller ikke med smarte fyre, men med en ung Susse Wold, jeg var vild med hende og drømte om at blive skuespiller, når jeg altså ikke drømte om prinsen på den hvide hest. I dagens Nordjyske er et interview med Susse Wold i anledning af hendes bog om sit liv, også dette interview er dejligt livsbekræftende, en klog kvinde, som stadig som knap 70 årig ser brandgodt ud.

Jeg tror, jeg snart skal på loftet og kigge i mine scrapbøger. Mine idoler dengang var slet ikke så dumt et valg.

ALTERNATIV

I morgentræthedens hjernesætninger var der også: sort er smukt, blot ikke som rande under øjnene.


4 dagvagter er gået, det har været rigtige gode dagvagter, men jeg er et gammel skrog, jeg kan ikke finde ud af at falde i søvn, og jeg er endnu ikke gammel nok til at klare mig med under 5 timers søvn pr nat. Som en bekendt sagde, man kan tydeligt se på dig, når du får for lidt søvn, dine øjenomgivelser afslører det! Dengang var jeg mor til to små børn, nu er jeg bare på vej over gangen, men øjenomgivelser ser ikke kønne ud ;-)


To aftenvagter venter, så kan jeg da sove længe, og bagefter har jeg fem fridage, så der lyder ingen klage herfra. Med eller uden sortrandede øjne, så er livet en herlig opfindelse.

GÅ ALDRIG

Nu kunne det være sjovt at vide, hvor mange af jer, der læste overskriften, som forsatte inde i jeres hoved: ”tilbage til en fuser”

Vi har mange ting inde i hjernen, som er kædet sammen på forhånd, og ligesom handlinger er der også sætninger, som ligger derinde, uden at vi egentlig er bevidste om det, men det rette tryk på den rigtige knap kan udløse reaktionen.

Hvad jeg skal bruge det til? Jamen jeg er så træt, så min hjerne kører sit eget løb her til morgen, og det her var, hvad jeg tænkte på lige nu ;-) men på arbejdet bruger vi af og til meget tid på at finde de rigtige knapper at trykke på hos patienter, som har svært ved at udføre de handlinger, de tidligere kunne til bevidstløshed.

Ha en god søndag.

EN LILLE TING OG DOG

Der er mange ting man tager for givet i sin hverdag, man tænker ikke over det, når tingene fungerer.

Jeg havde en patient i brusebad, det kunne vedkommende klare det meste af selv, så jeg gik ned for at hente noget tøj til patienten.

Og så stod jeg der i linnedrummet og blev så glad over et par bukser!

Patienterne opfordres til at have deres eget tøj med. Her hos os kommer man hurtigt op, og velvære og følelsen af at være lidt sig selv er også forbundet med tøjet.

Så sker det jo ofte, at der hurtigt bliver tøj til vask, og vi har ikke vaskemaskine, så det skal de pårørende have med hjem. Men patienten skal jo stadig op, skal træne osv. så vi finder noget af vores tøj. Førhen havde vi kun skjorten og den ærmeløse undertrøje, i nogle år har vi så haft T-shirten, som mange hellere vil have på. Bukserne bestod så af et par lange herreunderbukser, og hvor værdigt er det lige at have sådan noget på, så vi puttede tit en morgenkåbe udenpå.

Det harmonerer bare ikke så godt sammen med frihed til at bevæge sig, den sidder lidt løst, er faktisk tung og varm at have på og går tit op, når man går eller driller, når man sidder i kørestol.

En dag var der en ny kollega, som vidste, man kunne få bukser i samme stof som skjorterne, de var af samme model som mange hjemmebukser, elastik i livet og lidt løse i benene. Vi bestilte nogle, og der blev hurtigt mangel på dem, for alle ville gerne bruge dem til deres patienter. Nu mangler vi aldrig, vi får op i samme mængder som skjorter og T-shirts, og en patient, som kommer gående i T-shirt og bukser, måske med egen trøje på til at live op på det hvide, ser faktisk pæn ud.

Casual look ville modeverdenen nok betegne det ;-)

Hvor er jeg glad for, at vi fik de bukser. For mig er de med til at øge værdigheden i en svær situation.

KVIK-KOK

Den er gået derudaf med fuld skrue på arbejde, og så ud i bilen, hurtig ind og købe buket til aftenens værtspar, jeg skal nemlig ikke lave mad i aften.

Landmanden sagde ja til en mandedag på vandet i dag, hvad han ikke vidste, var at de også skulle lave mad til kvinderne bagefter ;-) jeg glæder mig.

Og så kom jeg lige til at love (mens jeg stadig havde ferie) at lave risalamande til sønnens julefrokost, så der er pisket fløde, smuttet mandler og smagt til, nu er det klar til afhentning.

En kop te mere og lidt bloglæsning, og så må jeg af sted. Lige nu gider jeg ikke tænke på i morgen tidlig, når vækkeuret ringer, den tid, den sorg.

KLAR, PARAT

Ret beset kan jeg nu lave risengrød hver uge uden brok, der bor jo ingen børn her :-)

Da grøden har det med at ville gå sine egen veje bag min ryg, var jeg forberedt i dag.


Et nyt blad med et dejligt varmt portræt og interview med kronprinsessen blev læst lige ved siden af gryde og grydeske.

Uhm jeg er vild med risengrød, og mon jeg så ikke er klar til tre timers undervisning i økonomiprogram.

DAG 1

En blød start kan man kalde min dag 1 efter ferien. Jeg havde nemlig administrativ dag sammen med min apopleksikollega.

Som vi dog fik snakket, vi havde mange bolde flyvende og ikke alle er landet endnu, men det gør de på et tidspunkt. Hvor er jeg bare glad for, at hun blev min sparringspartner, nu ved jeg, hvad jeg savnede førhen.. Humøret får et løft, vi griner så godt sammen, energi og nye ideer dannes i vores samspil.

Dagen sluttede med personalemøde og megen snak om flytningen og dannelse af to helt nye afdelinger.

Dagen kunne have fået højeste karakter, hvis ikke lige min souschef havde tolket min gnidrede skrift forkert, så nu står jeg med aftenvagter 3., 4. og 5. juledag i stedet for dagvagter!

Herhjemme var det første jeg så forsiden af mit fagblad. Det er noget af en overskrift:

STORK LANGEBEN

Jeg er så heldig at arbejde sammen med fysioterapeuter i min hverdag, så jeg diskuterede med dem, hvordan jeg kunne hjælpe det ankelled, som var ramt af slidgigt.

Her var ingen fine råd om alle mulige mærkelige maskiner til at stabilisere leddet.
"stå på et ben, mens du børster tænder"

Så jeg står på et ben, ikke mens jeg børster tænder, men når jeg føntørrer mit hår. Det går fint på det ben, som ikke er ramt,men det andet ben har jeg svært ved at holde balancen på, men jeg træner videre. Sådan et råd er da til at forholde sig til, det er nemt og let at føre ud i praksis.

Har du noget du udfører hver dag, som hjælper og styrker? Og kan du stå lige godt på et ben, om det er venstre eller højre?

VEJRTRÆKNINGEN

Jeg øver mig, jeg prøver alt det bedste jeg kan og sørger for, at vejret bliver trukket helt ned under navlen. Og så puster jeg ud, bruger alle støtte musklerne til at få kraft på udåndingen.

Men lige lidt hjælper det, sangen ligger højt, og jeg har ganske enkelt ikke vejr til at synge 3. og 6. linje uden at trække vejret undervejs. De andre linjer går fint, vejret ind før linjens start og puste ud efter linjen. Men jeg elsker den sang, og med et smukt finurligt arrangement bliver sangen ikke blot smuk i tekst og melodi men også speciel og anderledes.

Sangen har jeg hørt både til bryllup og begravelse, så det er ikke ”kun” en julesang. Jeg glæder mig til at synge den sammen med mit kor.


Mel.: Schlesisk 18. årh.
Dejlig er jorden!
Prægtig er Guds Himmel!
Skøn er sjælenes pilgrimsgang!
Gennem de favre
riger på jorden
går vi til Paradis med sang.

Tider skal komme,
tider skal henrulle,
slægt skal følge slægters gang;
aldrig forstummer
tonen fra Himlen
i sjælens glade pilgrimssang.

Englene sang den
først for markens hyrder;
skønt fra sjæl til sjæl det lød:
Fred over jorden!
Menneske, fryd dig,
os er en evig frelser fød!

B.S. Ingemann 1850.


fra arkivet

DET DA LØWN!

En gåtur havde jeg lovet mig selv som belønning i dag, og da jeg fandt en konditionstest inde på ha det godts hjemmeside, så skulle den selvfølgelig prøves.


Mon den dur til noget, jeg kommer ud med en kondition over gennemsnittet;-)


Nu er der brygget te og spist knækbrød med myseost, uhm det kunne jeg godt blive forfalden til.

GODMORGEN ONSDAG

Programmet ha det godt på DR1 handlede i går om trivsel på arbejdspladsen. Det var dejligt at se og høre om, hvordan en arbejdsplads havde fundet velværet frem og dermed også arbejdsglæden og mindre sygefravær.

Der var også snak om stress, og en test var der selvfølgelig også. Den skulle jeg da lige prøve, ikke fordi jeg tror, jeg har stress, men fordi jeg tit får at vide, at jeg skal passe på mig selv osv. Ingen ko på isen der, selvom jeg helt klart har dette med uforklarlige triste stunder. Jeg kan gå glad i seng og vågne trist, tristheden kan vare længe og så slår den pludselig om.

Men jeg har ikke trukket mig fra familie og venner, jeg kan sagtens se humoristisk på tilværelsen og mig selv og jeg har ikke mistet evnen til at føle glæde.

Dog irriterer det mig, at jeg nu har holdt 12 ferie og fridage, og jeg føler mig stadig ikke klar til at møde arbejdsdagen i morgen, men mon ikke det går, når cirkushesten har fået uniformen på?

Nu vil jeg tage rengøringskitlen på, for jeg har givet mig selv det løfte, at jeg i hele november måned er rengøringskone hos mig selv hver onsdag/torsdag. Jeg glæder mig til, hvad jeg finder på som belønning til rengøringskonen ;-)

HÅNDHOLDT

Jeg ved det jo godt, men havde ikke lige tænkt på at møde det i et fjernsynsprogram.

Serien med børn, der udstyres med et kamera og fortæller deres version om hverdagen lød spændende, og jeg fulgte med, indtil kvalmen fik mig til at flygte fra fjernsynet.

De små rystelser, som der næsten uundgåeligt bliver med håndholdt kamera, provokerer min hjerne. Jeg bliver svimmel, får kvalme og bliver rigtig utilpas. Så resten af programmet blev fulgt med lukkede øjne, og det er jo ikke det samme.

VARME I NOVEMBER

Mine forældre har altid været energibevidste, så det er ikke hos dem, man går rundt i T-shirt om vinteren.

Når jeg kom hjem, havde min mor fundet sin hjemmestrikkede store vamsede blå trøje frem, den krøb jeg ind i og tog min mors indesko på, så var jeg klar til hyggeligt samvær.

Da vi sorterede min mors tøj, fik vi hver især noget med hjem, noget kom til genbrug og noget lod vi hænge, blandt andet den blå trøje.

Den krøb jeg ind i dag og mors sko på, så var jeg klar til en dejlig dag sammen med min far. Masser af te, snak, lidt boglæsning (jeg lånte Peter Høghs En stille pige med hjem) og lidt strik. Vi lavede ikke noget arbejde i dag, vejret var til stearinlys, små lamper tændte og de to gode lænestole.

ET GENFÆRD?

Det var søndag formiddag. Der var ro indenfor, udenfor regnede og ruskede det, landmanden slappede af foran fjernsynet sammen med avisen. Datteren sov længe og jeg stod og strøg.

Der lå stof overalt på bordet, jeg havde gjort endnu et forsøg på at regne ud, hvordan vi kunne få kjolen til at blive som planlagt, da tingene pludselig ikke var, som de skulle være.

Symaskinen begyndte at sy, det gik stærkt, der var ingen stof, men heller ingen mennesker ved symaskinen.

Jeg stod lidt og stirrede, men da symaskinen begyndte at stå i røg og damp, kom der fart over feltet. Ledningen ud af stikket og maskinen ud i bryggerset, men den havde givet, hvad den havde i sig, og nu stod den bare der, det røg stadig fra den, og det lugtede ikke særligt godt.


Mon den kan repareres? Den har fulgt mig troligt fra den dag, jeg som nyuddannet sygeplejerske pludselige havde penge nok (sådan følte jeg det, jeg har jo ikke shopping som hobby) og købte denne nye vidundermaskine. Der er syet gardiner og masser af børnetøj på den, mange minder er knyttet til den. Den får en chance mere hos reparatøren, 27 år er jo ingen alder.

ØH AND?

Sådan er det, når det ikke har været en tradition, grundlagt i barndommen. Jeg glemte helt, at det var Mortens aften i aften, så ingen and til mine to mænd, selvom der lå flere vildænder og en enkelt vildgås i fryseren. Jeg må tage revanche en anden dag.

De fik da kyllingegryderet;-)

TÆND, SLUK, TÆND, SLUK

Vejret skifter hurtigere, end jeg kan nå at reagere på, så nu er lyset tændt hele tiden.

Dagen tilbringes på kontoret, landmanden havde bestilt ny computer og printer, og så var det så mit job at servicere computermanden.

Han rev sig i de få hovedhår, han havde tilbage, for computeren var så gammel, at der hverken var netkort, USB stik eller andet godt i den. Og hans opgave var at få alt det, der lå i den gamle, ført over i den nye!

Løsningen blev til dels, at nogle af programmerne i dag findes som netbaserede, så det går vi over til, det er så også dem, jeg skal sætte mig ind i.

Men landmandens ældgamle faktura program, fra før windows blev til, kan ikke undværes, så vi får besøg af computermanden igen i morgen.

Imens sidder jeg her, sletter dokumenter og tager stilling til, hvad der skal gemmes. Alle der har fulgt med her et stykke tid, ved, at sådan noget gør mig decideret syg. Kvalme, hovedpine og hjerteflimmer, ahh måske sat lidt på spidsen, men jeg prøver at trøste mig med te og lidt blogkiggeri, for nu er jeg jo på nettet overalt ;-)

Og gennem kontorvinduet viser vejret hele sin palet af efterårsmuligheder, der er nok at se på, hvis man er til blæst, flyvende blade, tunge regndråber, solstråler så skarpe og en himmel, der skifter kulør konstant.

HJEM TIL KØBENHAVN

Hvornår tager du hjem?

Mener du hjem til København eller hjem til jer? Akkeja man har fået voksne børn, men vi har nydt at have begge børn hjemme. Godt nok har sønnen været af sted hver aften, men når man er lidt halvsløj, og søster er hjemme, så er det hyggeligt at have base hos forældrene for nogle dage.

Lige nu ligner min stue en slagmark, for vi kastede os ud i et projekt, vi førhen har lagt i gemmeposen. Det lykkedes heller ikke denne gang, men vi kom da lidt videre. Målet er en kjole syet ud fra et blusemønster kombineret med datterens egne ideer. Mon ikke vi får den færdig på et tidspunkt.


Sidste år fik jeg et syskrin i julegave af mine børn med lovning på, at det skulle males. Det er blevet malet første gang, nu venter det på en guld streg, når datteren næste gang kommer hjem.


Og vi nåede et besøg hos Abbé Pierres klunsere, og datteren fandt sig et toiletbord og et lampestativ til den skærm, hun tidligere har fundet.


Aftenen sammen med Sissel var en succes, der er lidt keltisk over hendes musik, og vi fik lov til at høre hende smukke stemmes klangvidde, godt vi fik den oplevelse med.

Aftensmaden i aften bestod af pandekager med is og søde syltede blommer (svenske blommer)

Nu er datteren på vej hjem i toget med hjemmebagte boller, hjemmelavet hyldebærsaft, blommechutney og svenske blommer. Sønnen bliver hjemme hos os i nat, havregrøden i morgen tidlig sammen med madpakke lokker ;-)


Og jeg er træt, men glad.

TORSDAGSSYSLER

Regnskabet er afleveret, og så fandt jeg lige ud af, at jeg skal på kursus, for det nuværende system lukker ned først i 2009. Selvfølgelig først når jeg er startet på arbejde igen, så jeg nupper lige et aftenskursus.

Skattevæsenet og dataløn er konsulteret (godt jeg har en trådløs telefon, så jeg kunne lave noget, mens jeg stod i kø), så nu kan jeg komme videre med løn til den ene medarbejder.

Huset er gjort rent. Både den private og driftsdelen.

Sønnen kom hjem, halvsløj, for ”du, mor, er den bedste til at hjælpe mig med ikke at blive syg”, så der er serveret varme drikke, presset appelsinsaft og god aftensmad.

Datteren kommer hjem i aften, vi skulle jo være fløjet i morgen…… men nu tager vi til Sissel koncert i Herning i stedet for.

Der er slået dej op til boller, og dejen til Liselottes amerikanske applepie er lagt.

De levende lys rundt omkring er tændt.


Bloggen holder ferie nu i et lille stykke tid.

Ha en god weekend.

PÅ FLUGT

Jeg havde lige parkeret bilen ved posthuset, der så lukket ud, så jeg ville gå over og se hvornår det åbnede.

Pludselig opfangede jeg en bevægelse ud af den højre øjenkrog og drejede hovedet. En ung kvinde landede tungt på fortovet, et vindue bag hende svingede stille tilbage, og så løb hun.

Vinduet tilhørte politigården, jeg nåede at overveje, om jeg skulle spænde ben, men lod være, hun så meget beslutsom ud. Hun skulle væk og det i en fart, jeg havde nok fået et skub eller en lussing.

En politibetjent kom ud af døren, så sig omkring og spurgte om jeg så hvor hun løb hen.

Tværs over parkeringspladsen, hen forbi cykelskuret ved banegården og væk var hun.

En anden betjent kom ud, gav tegn til den første om, at de tog bilen, og i samme nu kom en anden politibil, der blev sat ind i situationen, og så kørte de.

Jeg kørte på apoteket og vendte 20 minutter efter tilbage til posthuset, nu stod der to politibiler foran stationen. Om det var de to biler, jeg så, ved jeg ikke. Om de havde fanget kvinden, ved jeg heller ikke.

Nu kan jeg så bruge rengøringsdagen til at tænke over, hvad hun monstro havde lavet, og jeg prøver for sjov at stykke et signalement sammen indeni mit hoved. Man siger jo, vi er rigtig dårlige til at beskrive det, vi ser som vidner. Vi fortolker ubevidst og farver det vi husker med det vi allerede har af forestillinger.

Hun var klædt i sort, lille sort nederdel og sorte forrevne nylonstrømper. Hun havde et sort bredt pandebånd på, men var hun kortklippet, rødhåret, i flade sko? Jeg husker det ikke, men hun løb stærkt. Hendes alder? Svær at bedømme. Jeg ville vist være et dårligt vidne.


Er du god til at huske detaljer?

MOTION GØR GLAD

Onsdag aften er gospelaften, her er der både motion for mavemuskler, lattermusklerne og sangmusklerne.


Inden da smuttede Laika og jeg af sted på en gåtur. Laika er lige glad med, hvor langt vi går. Det er ikke til at forstå, at det er en ældre dame, der ledsager mig. Skumringstimen er dejlig at gå i, lyset skrues lige så langsomt ned, de blå toner tager over og senere komme de mørkere nuancer med.


Herude på landet er der porte på enhver gård, og lyset over dem ledsager mig som en lille vejviser.


Blodet strømmer livligt rundt i kroppen, fingrene kribler af at komme ind i varmen, nu skal det gøre godt med lidt mad.

HER GÅR DET GODT

Der er ingenting at skrive om, med mindre I gerne vil høre om bogføring ;-) Jeg sidder ved computeren inde på kontoret, bilag efter bilag bliver konteret og får sit eget nummer og ind i mappen. Nu mangler jeg kun den sidste måned.

Middagspausen tilbringes foran den anden computer på et håndklæde, tekoppen blev pludselig levende, da jeg gik herind, stol og gulv blev involveret. Heldigvis passede computeren på, så den ikke blev ramt af tebrusebadet.

Og mormors hjemmestrikkede cardigan, som mor arvede og som jeg nu har arvet, tog heldigvis heller ikke skade, te er skønt at drikke, men pokkers svært at få af tøj.

Som sagt her går det godt, intet nyt at skrive om

I MØRKE ER ALLE KATTE GRÅ

Da teen først var væltet, og alt var tørret af, kartoffelmel strøet udover tæppet og bilagene heldigvis ikke havde taget skade, var det vist tid til lidt frisk luft.

Selvom det var mørkt, var det alligevel lyst, de sorte silhuetter af træerne og jordens mørke farve lod sig nemt adskille fra asfalten og himlens lysere grå farve.

Laikas rem var væk, så hun fik jagthalsbåndet på med klokke og en lille lysende refleks, jeg havde et refleksbånd på og en refleks dinglende fra lommen. Lommelygten var kun med til at lyse, når en bil kom.

Først ville jeg gå hen til nr. 2 gård og tilbage, en tur på 1 km, så ville jeg gå hen til svogers gård (ca.3 km), så hen før nr. 4 gård (4 km), men jeg endte med at gå hen til hvor grusvejen begynder, så nu er der 5 km på velværekontoen.

Inden vi var hjemme igen, var konturerne næsten udviskede, Laika kunne jeg kun se pga. det lille lys, og mudderet på vejen var af og til ved at sende mig på langs, men vi kom helskindet hjem.

ALENE HJEMME

”vil du med?”

”nej jeg skal jo lave regnskab, her på min feriedag”

HA, jeg elsker at være alene hjemme, når bare han kommer hjem midt på aftenen, for ellers husker min hjerne alle de krimier jeg har læst.

DEN TID

Regnskabets time er kommet igen, det sker sådan set regelmæssigt hver tredje måned.


Teen er brygget og de levende lys er tændt, man må godt hygge sig, selvom der skal ordnes bilag, konteres og tastes på computer.

STRANDTUR

Vi trængte til frisk luft, så jeg besluttede at tage min far op til Rubjerg Knude fyr. Vejret var grå-blåt, temperaturen omkring de 6 grader, men da vi nærmede os Rubjerg, begyndte solen at dukke lidt frem bag skyerne.


Sandfygningen er nået endnu længere ind, end sidst jeg var der, for nu er meget sand foran fyret, og alle bygningerne omkring er væk nu.

Vi begyndte at gå opad, min far er sej, han trådte til, der var ikke brug for en hjælpende hånd der. Billedet er taget i modlys, men jeg synes faktisk det er et sejt billede af min far ;-)


Der var dejligt på toppen og vi nød udsigten udover vandet og indover land.

Senere kørte vi til Lønstrup og gik en tur i den nærmest folketomme by. Keramoda havde desværre ikke åbnet, nu havde jeg lige sat næsen op efter en ny tepotte, men det får vente.


Mens vi gik en tur langs bækken, tog jeg min far under armen, først gik vi ikke særligt godt sammen, men så fandt jeg hans rytme, hans takt, og så gik det meget bedre. Og så kom jeg til at tænke på, at sådan er det jo også i kontakten eller samtalen med et andet menneske. Det kan være svært at finde hinanden, men hvis man prøver at finde den andens rytme, den andens takt, så kommer man nemmere i gang med snakken.


Det gjorde vi også, det kan godt ske, vi tit er omkring samme emne mange gange, men der kommer næsten altid noget nyt med, og at min far har været historielærer og slægtsforsker og i øvrigt altid meget interesseret i andre menneskers liv, det hjælper ham nu, jeg får stadig meget ud af vore samtaler.

Vi havde en dejlig tur.

MORGENSTUND

Lysene, både de levende og de elektriske, er tændt. Landmanden er sendt på jagt med te og madpakke.
Min far læser avisen ude i køkkenet, hvor der er udsigt til fuglehuset og æbletræets nedfaldsfrugter. Begge steder holder fuglene gilde.

Jeg har brug for lidt tid for mig selv, så jeg sidder lidt ved computeren, men om lidt skal strikkepindene i gang, jeg har lovet halstørklæde og poncho færdig til weekenden, hvor vi jo skulle have været ude at rejse. Nu skal vi i stedet for have planlagt lidt oplevelser enten i Århus eller Ålborg.

Denne overgangstid aldersmæssigt, hvor ens børn stadig står med al tvivlen om hvad de skal lave, hvor de skal bo, er det nu det rigtige, samtidig med omsorgen og bekymringerne for ens forælder, den kan af og til føles forvirrende og svær.

Der er dage, hvor jeg er glad for, at jeg har travlt på arbejde, for jeg orker ikke tankerne. Der er andre dage, hvor det at have travlt på arbejde får mig til at sætte spørgsmålstegn ved, om jeg kan holde til det job.

Men sådan har hver tid sine bekymringer, jeg kan godt huske, da mine børn begyndte i børnehave, 3 og 4½ år gammelt, de havde hinanden, men de var jo hver sit sted udviklingsmæssigt, og pludselig skulle jeg forholde mig til, at den ikke vil lege med mig, og den siger, at mit tøj ikke er pænt osv.

Det fyldte jo lige så meget som tankerne i dag, i dag trækker jeg nok lidt på skulderne over de bekymringer, men sådan føltes det ikke dengang, var jeg nu mor på den gode måde, den rigtige måde osv.

Jeg tror, jeg lader tankerne flyve, nu vil vi have en kop te og en ostemad, og så kører vi en tur ud i det gråblå vejr.

LAD LYSENE BRÆNDE

Hvor man førhen absolut ikke kunne have levende lys tændt i kirken af hensyn til brandsikkerheden, så har man åbenbart fundet en løsning på dette, og det er godt.

Kirken tager sig helt anderledes ud med de bløde varme lys og dæmpet loftbelysning. Når salmerne skulle synges, blev der skruet lidt op for den elektriske belysning.


Både min far og siden min mor har været aktive i menighedsrådet, og det kunne jeg mærke på de varme håndtryk min far og jeg fik, man glædede sig over at se ham.

Der er andre end os, der savner min mor, det ved vi godt, og der var nok også andre, der sendte en kærlig tanke til hende, da min mors navn blev læst op. Der var dog dem, der var langt yngre på listen over sognebørn, som var døde i årets løb, og jeg tænkte på de børn, der mistede en far eller mor, som var på min alder.


Efterfølgende var der kirkekaffe i våbenhuset, vi fik en snak med forskellige fra byen, og så kørte vi i mørket til Nordjylland, mens tankerne fik ord med på vejen.

Nu er dagen ved at være til vejs ende, jeg har spist sammen med min far og min mand, jeg har fået knus af sønnen, som lige skulle ud og sige hej, og jeg har talt med datteren i telefonen, så alt er godt lige nu.

EN ELEFANT KOM MARCHERENDE

Nu ved jeg, at en lidt speciel kroejer, som genåbnede Norsminde kro i 30erne, var årsag til de forskellige elefanter udenfor kroen. Han havde nemlig Danmarks største elefantsamling.

Kroen er et sammensurium af forskellige bygninger, så det var først ved dagslys i går, at vi fik en fornemmelse af, hvordan de hang sammen.


Der blev lige tid til en lille gåtur langs den lille havn. Mange lystbåde var sat på land, men der var stadig både i vandet, og en enkelt lille fiskerbåd tøffede ind i havnen, mens vi stod og trak vejret i den smukke kølige luft.


Langt ude kunne vi se Århus, underligt at tænke på at for mange år siden, kroen har faktisk ligget der siden 1693, var Norsminde havn et driftigt sted, hvor mange handelsvarer blev afleveret til de forskellige byer rundt omkring, men da jernbanen holdt sit indtog, blev den reduceret til en lille flække, og kroen lukkede til sidst. Siden kom turisterne til med sommerhuse og lystbåde, og kroen genåbnede.


I dag er den et gourmet sted med slow-food mad på programmet. Vi fik 8 små veltilberedte retter serveret sammen med mange forskellige vine, det var lækkert og var smagsoplevelser både for ganen og synet. Det vil folk gerne køre ud på landet for at prøve, så kokken og ejeren har vist fundet det rette koncept for at bevare kroen i mange år endnu.


Dagen i dag tilbringer jeg hjemme hos min far, før han tager med tilbage på en lille miniferie. I min barndoms kirke har man samme tradition som andre kirker, at gudstjenesten på Allehelgensdag rummer oplæsning af navnene på de, der døde i det sidste år, og dermed også navnet på min mor, så vi to vil sammen gå til gudstjeneste, lægge en lille blomst på graven og mindes en dejlig hustru/mor.